Salvador Dalis krop bliver gravet op og undersøgt for at afklare faderskabssag
En kvinde hævder, at hun er datter af den berømte maler.
Det var ikke kun i løbet af sit liv, at den berømte og moustachebærende maler Salvador Dali vakte opsigt.
Efter sin død er hans ofte surrealistiske værker fortsat blevet lovprist og solgt for imponerende summer, men det er i en noget anden anledning, at hans navn - og krop - nu igen dukker op.
En dommer i den spanske hovedstad, Madrid, har beordret malerens lig gravet op og undersøgt for at få afklaret en faderskabssag.
Det skriver BBC.
Det er kvinden Maria Pilar Abel Martínez, der ernærer sig som læser af de spirituelle tarotkort, der hævder at være datter er Dali.
Hendes mor arbejdede for en familie, der var nabo til maleren, og her indledte de to et forhold, hævder datteren.
Moren har angiveligt ved flere lejligheder fortalt, at Salvador Dali gjorde hende gravid, inden hun flyttede og giftede sig med en anden mand.
Salvador Dali fik ingen børn med sin kone, Gala Dali, og Maria Pilar Abel Martínez står derfor til at arve op til en fjerdedel af malerens efterladte formue på over to milliarder kroner.
Hun har rejst sagen mod den spanske stat, der overtog malerens ejendom ved hans død.
Salvador Dali døde i 1989 i en alder af 85 år og er begravet ved sit tidligere hjem i Figueres i det nordøstlige Catalonien.
Der er endnu ikke sat dato for, hvornår liget bliver undersøgt, men det kan ifølge anklageren ske i løbet af juli.