Fortsæt til indhold
Kultur

Johnny Depp kom med hentydning til »henrettelse« af præsident: »Kan I skaffe Trump herhen?«

Skuespilleren vakte opsigt med udtalelser på Glastonbury Festivalen.

Han vidste godt på forhånd, at det ville vække opsigt, skuespilleren Johnny Depp.

Faktisk var han sikker på, at det ville »ende i pressen«, og at det ville »blive grimt«.

Alligevel kunne han ikke dy sig for at komme med en række opsigtsvækkende kommentarer om præsident Donald Trump, da skuespilleren ankom til den britiske Glastonbury Festival for at introducere filmen »The Libertine«.

»Jeg tror, at han har brug for hjælp, og der er en masse smukke mørke, mørke steder, han kunne tage hen,« sagde Johnny Depp først efter at have fået et spørgsmål fra en af de cirka 1.500 tilskuere ifølge blandt andet The Guardian.

Siden fulgte han op med at spørge:

»Hvornår har en skuespiller sidst snigmyrdet en præsident?«.

Svaret er i øvrigt 1865, hvor Abraham Lincoln blev dræbt af skuespilleren John Wilkes Booth.

Johnny Depp knyttede samtidig endnu en bemærkning til sin monolog.

»I øvrigt, så er jeg ikke skuespiller. Jeg lever af at lyve,« sagde han.

Skuespilleren er kendt fra blandt andet »Pirates of The Caribbean«.

Han er ikke den eneste kendis, der har vakt opsigt efter udtalelser eller handlinger, der har med Donald Trump at gøre.

Sangeren Madonna har tidligere fortalt, at hun »har tænkt voldsomt meget på at sprænge Det Hvide Hus i luften«, mens rapperen Snoop Dog har skudt mod en karakter, der ligner præsidenten, med en vandpistol i en musikvideo.

I forbindelse med præsidentvalget udtalte skuespilleren Robert De Niro i en video, at han »ville slå ham (Trump, red.) i hovedet«.