Fortsæt til indhold
Kultur

Det sidste næsehorn af sin tonstunge art scorer damer på Tinder

Tinder og en naturfredningsforening i Kenya indgår samarbejde for at redde arten nordligt hvidt næsehorn.

Hvordan redder man det sidste hvide nordlige næsehorn af hankøn i år 2017?

Svar: Man skaber opmærksomhed omkring problemet ved at give næsehornet en profil på dating-app’en Tinder.

I hvert fald har Tinder-brugere siden i tirsdags fået sig en overraskelse, når de i deres swipende søgen efter en partner af arten homo sapiens pludselig et stødt på et foto af næsehornet Sudan med profilteksten:

»Jeg er en ener. Seriøst, jeg er det sidste hvide, mandlige næsehorn. Jeg ønsker ikke at være så bramfri, men min arts fremtid afhænger af mig. Jeg præsterer godt under pres. Jeg kan lide at spise græs og chille i mudder. Jeg er seks fod høj og vejer to tons, hvis det betyder noget.«

Datingprofilen er kommet til i et partnerskab mellem naturfredningsforeningen Ol Pejeta Conservatory i det centrale Kenya og Tinder med formålet at indsamle ni millioner dollar, der kan bruges til forskning i kunstig befrugtning eller såkaldt in-vitro inseminering, hvorved et foster dyrkes udenfor en livmoder og derefter indsættes i en surrogatmor.

42-årige Sudan lever ellers sammen med to hunkøn af samme art, Najin og Fatu, men har ikke parret sig med dem af flere årsager, bl.a. hans alder og lav sædkvalitet.

Den skrivende journalist foreslår en helt anden mulighed, der lyder:

Måske var de bare ikke lige hans type?

Match, der redder en dyreart

En talsperson fra Tinder har udtalt til mediet Mashable, at de som en platform - der skaber seks millioner betydningsfulde forbindelser hver dag - effektivt kan skabe opmærksomhed omkring næstehornet Sudan og vigtigheden af, at han finder et match.

»Det virkede som et projekt, vi kunne støtte på en virkningsfuld måde (...) Vi har hørt mange historier om "Tinder-babyer", men dette ville være det første match, der redder en dyreart.«

Hvis en bruger swiper "ja" til Sudan på Tinder, modtager vedkommende en besked med et link i. Linket henviser til en donationsside, der støtter forskning i nye "reproduktions-teknologier".

Se næsehornet Sudan

Artiklens emner
Tinder