Hør Harry Styles' første single som soloartist
Fredag løftede det tidligere One Direction-medlem sløret for sin første single.
Det tidligere One Direction-medlem Harry Styles gav fredag premiere på sin første single som soloartist.
På den britiske radiokanal "BBC Radio 1" blev sangen "Sign of the Times" fredag morgen spillet for første gang, og udover at lægge vokal til sangen så har Harry Styles også skrevet den følsomme og klaverbaserede ballade i samarbejde med produceren Jeff Bhasker, der tidligere har arbejdet med Kanye West, Jay Z og Mark Ronson.
Efter afspilningen af sangen fortalte Harry Styles til radioværten Nick Grimshaw, at "Sign of the Times" er en af de sange, som han er mest stolt af at have lavet.
Sangen blev også hurtigt lagt på YouTube på sangerens egen kanal, hvor musikvideoen indtil videre er et billede af Harry Styles sidende i vand badet i et rødt lys. Se videoen og hør sangen lige her.
Tidligere på ugen var Harry Styles i gang med optagelserne til musikvideoen til den nye single, her fik den engelske avis The Sun billeder af Harry Styles, der hænger fra en helikopter.
The Sun var fredag også en af de første medier til at anmelde den nye single, som The Suns anmelder beskriver som værende et mix af stilen fra den afdøde rockmusiker David Bowie og popstjernen Lana Del Rey. The Suns anmelder giver sangen fem ud af fem stjerner, og slutter af med at konkludere, at »når først, du har hørt sangen, så får du den ikke ud af hovedet igen.«
Harry Styles deltog i 2010 som soloartist i den britiske udgave af "X Factor", men blev undervejs i programmet en del af boybandet "One Direction", som bestod af fire andre unge mandlige deltagere. Blandt de fem medlemmer er Harry Styles det tredje medlem, der nu udgiver sin egen musik.
Først var det medlemmet Zayn Malik, der i marts 2016 udgav albummet "Mind of Mine", og senere i 2016 var det Niall Horans tur til at prøve kræfter med musikken på egen hånd, da han i september sidste år udgav singlen "This Town".