Fortsæt til indhold
Kultur

Hollandsk publikum raser efter endnu en Drake-aflysning

Publikum stod klar inde i salen, men den canadiske kunstner Drake mødte aldrig op.

Mandag aften skulle den populære rapper Drake have optrådt i Amsterdam. Det skulle han også have gjort to gange i januar, men alle tre gange har kunstneren bag hits som "One Dance", "Too Good" og senest "Fake Love" måttet aflyse koncerten.

Det skriver musikmediet New Music Expres.

Da det skete mandag var salen i Ziggo Dome i Amsterdam allerede fyldt med publikummer, og de lod deres frustrationer høre, da en talskvinde indtog scenen for at meddele, at Drake var blevet frarådet at gennemføre koncerten af sin læge pga. sygdom.

Som det kan ses i videoen nedenfor, blev meddelelsen modtaget med buh-råb og drinks, der blev kastet på scenen.

På sociale medier brokker flere af de fremmødte fans sig over, at de havde stået og ventet i op til tre timer, før beskeden om Drakes sygdom blev givet.

I første omgang er koncerten udsat til onsdag i denne uge.

Den canadiske rapper udgav i sidste uge playlist-albummet "More Life", som indeholder gæsteoptrædener med mange store stjerner som Skepta, Sampha, Young Thug og Kanye West.

"More Life" var Drakes anden udgivelse indenfor et år, og ligesom det foregående album, "Views", er "More Life" blevet godt modtaget af både publikum og anmeldere.

Artiklens emner
Drake