Derfor giver superstjerner Grammy Awards den iskolde skulder
Justin Bieber, Kanye West, Drake og Frank Ocean deltager ikke i en af verdens mest prestigiøse prisfester.
Er der ved at blive slået sprækker i Grammy Awards' troværdighed?
Justin Bieber, Kanye West og Drake har alle tidligere vundet Grammy-priser og er nogle af tidens mest spillede artister.
Bieber og Drake har vundet én Grammy-statuette hver og er begge nomineret i bl.a. den eftertragtede kategori "Årets Album" under Grammy Awards 2017, der afholdes den 12. februar i Los Angeles.
Kanye West har vundet hele 21 Grammy-statuetter og er bl.a. nomineret i kategorien "Årets bedste rapalbum" med "The Life of Pablo" (2016).
Men ingen af de velkendte ansigter vil være at finde på de forreste rækker, når der skal findes vindere af verdens måske vigtigste musikpris.
Ifølge mediet TMZ holder Justin Bieber og Drake sig fra showet, fordi de ikke finder det »relevant eller representativt, særligt når det kommer til unge sangere.«
Kanye Wests fravær skyldes, at selvom han har modtaget 21 grammyer, så har han aldrig vundet, når han har været oppe mod en hvid sanger«, fortæller en ukendt kilde til TMZ.
Frank Ocean starter trenden
West, Drake og Bieber følger således en tendens, der blev startet af anmelderdarlingen og r'n'b-innovatøren Frank Ocean (der i øvrigt ikke kan lide at blive kategoriseret).
Han har ikke indstillet sit album "Blonde" (2016) til evt. nominering ved Grammy Awards 2017, selvom det blev udgivet i tide - og selvom albummet indtog førstepladsen på Billboard 200-listen efter udgivelsen.
Frank Ocean har selv været tavs omkring sagen, men åbnede op i et interview med New York Times i november 2016:
»Jeg synes, at infrastrukturen omkring pris-, nominerings- og screening-systemet er forældet. Jeg vil hellere have, at det her bliver mit "Colin Keapernick-øjeblik" under Grammy-uddelingen end at sidde der blandt publikum.
Oceans protest handler således i sin kerne om racediskrimination. Colin Keapernick er en quarterback i amerikansk fodbold, der har fået dødstrusler, efter han i protest mod racisme og politivold har nægtet at stå op, når det den amerikanske nationalsang spilles under kampe.
Frank Ocean refererer ydermere i New York Times-interviewet til Grammy Awards' tendens til at lade musikere med hvid hudfarve vinde i de største kategorier:
»Institutionen (Grammy Awards, red.) har helt sikkert en nostalgisk vigtighed. Men den repræsenterer bare ikke særligt godt mennesker, som kommer derfra, hvor jeg kommer.«
Lukas Graham er nomineret
De interessserede kan se de nominerede til den kommende og 59. udgave af Grammy Awards her. På listen figurerer bl.a. danske Lukas Graham, der er nomineret for "Årets Sang" med "7 Years".