Annoncører på stribe vender ryggen til Den Korte Avis

Det er ikke bare Nordea – over 20 andre virksomheder dropper nu det omstridte netmedie Den Korte Avis. Listen ser ud til at vokse.

Artiklens øverste billede
Den Korte Avis ejes og drives af tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow (chefredaktør) og hans hustru, tidligere folketingsmedlem Karen Jespersen (V). Mediet får ofte kritik for at have et alt for negativt fokus på indvandrere og muslimer, mens de faste læsere roser mediet for ikke at lade sig styre af politisk korrekthed. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Annonce-boykotten af det kontroversielle netmedie Den Korte Avis spreder sig nu som en steppebrand.

Som Jyllands-Posten skrev torsdag, har Nordens største bank, Nordea, sagt stop for annoncering på Den Korte Avis, og nu følger over 20 andre annoncører trop.

Det drejer sig blandt andre om teleselskabet Telia, møbelgiganten Ikea, hjælpeorganisationen Læger Uden Grænser og forsikringsselskabet Alm. Brand (se hele listen i faktaboksen).

Også tøjkæden Sportmaster og rejsebureauerne Spies, Kipling Travel og TUI Danmark (tidligere Star Tour) har trukket sig fra Den Korte Avis.

Just Eat’s marketingdirektør Peter Tranberg forklarer, at beslutningen var ret simpel at træffe:

»Vi er ikke en politisk organisation, men en kommerciel virksomhed, og vi værner meget stærkt om vores ikke-politiske profil, så vi har valgt, at vi ikke længere vil have annoncer vist på Den Korte Avis,« siger han til Jyllands-Posten.

I vil ikke associeres med Den Korte Avis?

»Vi vil helt generelt ikke blandes ind i politik,« siger Peter Tranberg.

Rejseportalen Momondo stopper også annonceringen, bekræfter selskabet. Begrundelsen er, at Den Korte Avis' redaktionelle værdisæt »ikke er foreneligt« med Momondos ambition om at promovere tolerance og diversitet.

Tv-udbyderen YouSee fjerner ligeledes sine annoncer fra netmediet, oplyser selskabet i en mail til Jyllands-Posten:

»Vi er en stor virksomhed med en bred kundebase, og derfor ønsker vi selvfølgelig også at annoncere så bredt som muligt for at nå vores kunder. På den baggrund skifter vi løbende, hvor og hvordan vi annoncerer,« lyder begrundelsen.

Den Korte Avis ejes og drives af tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow (chefredaktør) og hans hustru, tidligere folketingsmedlem Karen Jespersen (V). Avisen kritiseres jævnligt for at have et alt for negativt fokus på indvandring og islam, mens andre omvendt roser mediet for ikke at lade sig styre af politisk korrekthed.

I de seneste dage har brugere på særligt Facebook og Twitter opfordret en række virksomheder, som reklamer på Den Korte Avis, til at droppe annoncerne. Blandt andet med hashtagget #StopFundingHateDK. Og nu er snebolden for alvor begyndt at rulle:

Telia valgte at »blackliste« hjemmesiden, så snart koncernen blev bekendt med annoncerne, skriver Telias danske pressechef Rasmus Avnskjold på Twitter.

Han får følgeskab af pressechefen fra det tidligere Star Tour – i dag TUI Danmark – som heller ikke vil have noget at gøre med Den Korte Avis.

»Har bedt marketing om at fjerne mediet fra netværk ASAP,« skriver pressechef Nikolai Johnsen.

Læger Uden Grænser kalder det en »stor fejl«, at deres annoncer overhovedet er havnet på Den Korte Avis.

»Vores annoncer følger brugerens adfærd, så når du har vist interesse for os, og så besøger evt. Politiken, Information eller i det her tilfælde DKA, så vil du få vist vores annonce. Men når det er sagt, er det selvfølgelig en stor fejl, at vi ikke har udelukket DKA. Mange tak for at gøre os opmærksom på det,« skriver Læger Uden Grænser på Facebook.

Just Eat blev torsdag kontaktet af en kunde, som stillede kritiske spørgsmål til annonceringen på Den Korte Avis, og samme dag besluttede Just Eat at trække stikket for annonceringen på netmediet. Beslutningen er nu kommunikeret videre til Just Eat's mediebureau, som har stået for annonceringen, forklarer marketingschefen.

Adspurgt om, hvorvidt boykotten skyldes Den Korte Avis' fokus på indvandring og udlændinge, svarer Peter Tranberg:

»Der er flere ting, der spiller ind. Jo mere politisk en annoncekanal er, jo mere problematisk er det for os. Vi ønsker som sagt ikke at blive blandet ind i politik.«

Så I mener, at Den Korte Avis er meget politisk?

»Det siger jeg ikke. Men når vores kunder henvender sig og undrer sig over vores annoncer, så tager vi deres holdning alvorligt. Der vurderer vi, at det rigtige er at sige: Selvfølgelig skal vi ikke annoncere dér, hvis det giver folk et indtryk af, at vi er politisk engagerede.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Der er dog også masser af brugere på sociale medier, der tager Den Korte Avis i forsvar på Facebook. En af dem, er Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, som mener, at virksomhedernes boykot er udtryk for en »dybt skadelig politisk« korrekthed.

Adspurgt hvorfor han som politiker skal blande sig i, hvordan private firmaer bruger deres penge, siger han:

»Fordi jeg synes, at deres opførsel er et demokratisk problem. Jeg synes ikke, at en virksomhed skal blande sig i, hvad der er fin journalistik og hvad der ikke er. Jeg bryder mig ikke om, at man sorterer medier efter nogle holdninger man enten er for eller imod.«

Efter lidt betænkningstid bekræfter Martin Henriksen desuden, at han ville »fare i brechen« på samme måde, hvis mediet hørte til på venstrefløjen – dog ikke, hvis det havde tilknytning til voldelige grupperinger.

De fleste annoncører på nettet køber i dag deres annoncer i større pakker via et mediebureau, som sørger for, at annoncerne bliver vist på en lang række forskellige hjemmesider. Virksomheder har således ikke nødvendigvis specifikt valgt, hvilke hjemmesider deres reklamer bliver vist på.

»Når man bruger mediebureauer, som benytter rigtig mange hjemmesider til annoncer, så vil der helt uundgåeligt ske svipsere indimellem. Det retter vi op på, så hurtigt vi kan, i det omfang vi bliver opmærksomme på dem,« forklarer Peter Tranberg fra Just Eat.

På grund af annoncesystemets indretning står det ikke umiddelbart klart, om Den Korte Avis bliver påvirket økonomisk af at miste annoncørerne – eller i så fald hvor meget.

Nordea begrundede torsdag annoncestoppet med, at banken ikke kan stå inde for indholdet på Den Korte Avis. Det er blandt andet netmediets negative fokus på flygtninge, indvandrere og islam, der har ført til den usædvanlige beslutning om et boykot.

»Vi vurderer altid, hvor vi annoncerer, og i dette tilfælde har vi vurderet, at Den Korte Avis' journalistiske profil ikke passer til Nordea. Derfor har vi valgt at stoppe annoncerne,« sagde Nordeas marketingschef Kim Grue til Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Den Korte Avis' chefredaktør Ralf Pittelkow. Han har ikke besvaret avisens skriftlige henvendelse og lagde på, da avisen ringede ham op torsdag.

Den Korte Avis gik luften i 2012 og har siden opbygget en betragtelig læserskare. Ud over indtægter fra annoncer og private bidrag modtager Den Korte Avis knap 149.000 kroner i mediestøtte i år.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen