Fortsæt til indhold
Kultur

Bjørn Borgs yngste søn, Leo Borg, spiller sin far i den svenske storfilm "Borg"

Leo Borg spiller sin far i 9-13 års alderen i filmen ”Borg”, der får premiere i efteråret 2017.

Børn vil i reglen gerne træde ud af forældrenes skygge. Men Leo Borg, tennislegenden Bjørn Borgs yngste søn, træder i den grad ind i sin faders forgyldte fortid - hvis han da ikke allerede gik med Bjørn Borg-boxershorts.

I går blev det nemlig offentliggjort, at Leo Borg skal spille en ung version af sin far i den kommende svenske storfilm ”Borg”.

Leo Borg indtager vel at mærke ikke filmens hovedrolle. Han er en ud af tre svenske skuespillere, der hver især skal spille Bjørn Borg i forskellige stadier af karrieren, der udspillede sig op gennem 1970’erne og 1980’erne.

Filmens instruktør Janus Metz glædes over, at en af filmens skuespillere deler DNA med Bjørn Borg:

»At Leo søgte rollen og desuden allerede spillede tennis var et rent lykketræf. Han er desuden interesseret i at lave film og er et naturtalent foran kameraet. Det har været fantastisk, at arbejde med Leo. Hans bidrag til filmens autenticitet, i en historie, der tager os bag om legenden Bjørn Borg, er uvurderlig, siger instruktøren.

I hovedrollen som ”den voksne Borg” ses svenske Sverrir Gudnason, som en del danskere kender i rollen som spritsmugleren Ernst Bremer fra TV-serien ”Badehotellet”. Gudnason har desuden for nylig vundet Guldbagge-prisen - den svenske pendant til Bodil-prisen - for bedste mandlige hovedrolle i den Per Fly-instruerede biografilm ”Monica Z”, der fortæller historien om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund.

Fint besøg fra Hollywood

Derudover har filmen en i svensk regi imponerende rolleliste. John McEnroe, Bjørn Borgs store konkurrent til tennis-tronen, spilles af Hollywood-stjernen Shia LaBeouf, som blev kendt i rollen som robotelskende drengerøv i Transformers-franchisen, men som senere i sin karriere har afsøgt mere finkulturelle roller, bl.a. i Lars Von Triers ”Nymphomaniac”.

(Se højdepunkterne fra den nervepirrende duel mellem John McEnroe og Bjørn Borg i Wimbledon-finalen i 1981)

Svenske Stellan Skarsgård indtager rollen som Bjørn Borgs træner Lennart Bergelin og Tuva Novotny som Mariana Simionescu, Borgs daværende kone.

Sønnen Leo Borg blev involveret i filmprojektet via at Facebook-opslag, hvor der blev søgt efter sportsinteresserede drenge i alderen 6-17 år til en svensk film. Leo søgte rollen på et tidligt tidspunkt, uden at vide, at filmen var om Bjørn Borg, og at han skulle spille sin egen far i alderen 9-13 år.

- Da Leo kontaktede os og derefter leverede så stærk en præstation til hans audition, følte vi, at det næsten var for godt til at være sandt. Både Leo Borg og Mark Mossberg, der spiller Bjørn Borg som teenager, har gjort et virkelig godt stykke arbejde, og vi er mere end tilfredse med deres præstationer i filmen, siger Jon Nohrstedt, som er medproducer på filmen for SF Studios.