Verdensberømt forfatter: »Hvis jeg ikke havde lavet de delinger på Twitter, så havde jeg været død nu«

»Jeg havde skrevet fiktion i 15 år, og noget var nødt til at forandre sig. Det, jeg lavede, føltes ikke relevant mere. Verden havde forandret sig, og det havde jeg ikke,« konstaterer den 54-årige forfatter, kunstner og fremtidstænker Douglas Coupland.

Derfor begyndte han for en håndfuld år siden – sideløbende med sine skriveprojekter – at formulere slogans, der kredser omkring, hvordan det føles at være menneske i det 21. århundrede. Som et andet romerlys har han i dag spyttet over 250 slogans ud på neonfarvede plakater, som har været udstillet på talrige kunstmesser rundt omkring på kloden. Flere spritnye slogans er på denne dag, sidst i august, at finde på kunstmessen Chart Art Fair, i kunsthallen Charlottenborg i København, hvor Coupland sidder i et højloftet mødelokale iført en lasket og løsthængende grå T-shirt, der synes at stå i kontrast til hans farverige indre tankeverden.

Den 54-årige Couplands resterende hårpragt, der hænger som en hagesmæk bagpå hans hoved, synes næsten at symbolisere det tempo, som hjernecellerne under hans produktive pandeparti accelererer i. Forstået på den måde, at hans seismografisk fintfølende indre, som i 1990’erne gav liv til de popkulturelle bogklassikere ”Generation X” og ”Mikroslaver”, finder mønstre i samtiden eller ræser ind i fremtiden i et sådant tempo, at hårpragten ikke kan følge med.

»Jeg prøver nogle gange at læse bøger, der udspiller sig før 1900-tallet, for at slippe for at se og høre fucking ringende telefoner og e-mails. Men når jeg læser bøger for at slippe for fremtiden, så ender det, i mit liv, alligevel altid med tanker om fremtiden. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra,« siger han.

Hans talestrømme laver hyppige emneskift i en interviewsituation, lidt som en hvileløs jukebox, der hurtigt udskifter lydtapetet, når den modtager selv de mindste nye input fra omverdenen. Når Coupland hører høje lyde under interviewet, bliver han for eksempel utilpas og sætter talestrømmen på pause. Og på gåturen mod interviewlokalet roterede hans hoved benovet rundt som en karussel på jagt efter noget, som kunne fæstne hans opmærksomhed.

Foran Charlottenborgs indgangsparti fangede hans blik en løstsiddende brosten, som han omgående og på excentrisk vis spurgte en lettere overrasket pressekoordinator, om han måtte tage med sig. Den skrivende journalist samlede den op for ham, hvorefter Coupland som en uartig skoledreng instruerede journalisten i at skjule den, idet vi passerede kunsthallens personale. Stenen – som forfatteren tilsyneladende allerede havde formet et følelsesmæssigt, næsten venskabeligt bånd til – måtte ikke blev konfiskeret.

»Det hele handler om at holde sig engageret i sin omverden,« siger han i en anden kontekst senere i interviewet og følger op: »Når du bliver ældre, er det fristende at trække dig væk fra omverdenen. Mange gør det i en tidlig alder og behøver ikke at blive mere end 75 år gamle, fordi deres liv egentlig er afsluttede. Jeg er bare glad for, at verden bliver ved med at overraske mig, hvis jeg skal være ærlig.«

De nye slogans

Men lad os spole interviewet tilbage til begyndelsen i mødelokalet.

Jeg tænkte, at vi kunne snakke om et lille udvalg af dine nye slogans. Hvad de betyder eller kan betyde. Det første lyder (oversat fra engelsk, red.): ”Dansk modernitet er evig”. Hvorfor tale om evighed i relation til dansk design?

»Danish modernity is eternal«

Douglas Coupland svarer: »Mine forældre voksede op i det østlige Canada, og så flyttede de til Vancouver, for som de sagde: ”Vi hader fortiden”. Vores hus var ikke moderne i sig selv, men mange af mine forældres møbler var gamle klassikere, som for mig dengang repræsenterede noget meget nyt og moderne. Og pludselig går tiden. Tik, tik, tik. Så kom 80’erne. Så kom postmodernismen. Så kom vor tids teknologi og år 2016. Og pludselig går det op for mig, at møblerne, som dengang i min opvækst var moderne, faktisk er for evigt. Der er sket en slags tidskollaps. De kommer til at producere den samme Arne Jacobsen-stol i år 3000.«

Rastløse Douglas Coupland snakker videre om et skriveprojekt, han er i gang med, som endnu ikke er trykt. Det handler om en person, der bliver sendt tilbage til år 1960, og som får et chok, fordi han kan få alle de moderne møbelklassikere fra midten af 1900-tallet næsten gratis, fordi ingen forstår, hvor godt håndværk der er tale om.

I Danmark er mange måske lidt trætte af at tale om vores møbel-klassikere. Måske fordi vi får det dårligt over, at vi ikke har skabt noget nyt, der kan betragtes som ”evigt”?

»Tjah. Men det er en ret god arv. Men okay,« siger Coupland og samler tråden op: »Er der moderne danske møbler i himlen? Eller bruger de i himlen tunge egetræs- og valnødde-møbler fra biedermeier-æraen i Tyskland eller sådan noget?«

Du sidder sikker i en sky, der læser dine tanker og genererer den perfekte positur for dig?

»Ah ja. Skyerne. Lad mig lige hive en sky op,« griner han og trækker med den ene hånd en fiktiv sky op under bordet.

»Im afraid of missing out«

Dit slogan, der lyder ”I’m afraid of missing out”, leder tankerne hen mod begrebet FOMO (frygten for at gå glip af noget, red.) og vores netværkskultur i det 21. århundrede med smartphones og sociale medier. Hvordan har du det selv med denne frygt?

»Ja ... jeg har haft et livslangt problem med hjemve. Nogle gange kan jeg rejse til Europa, New York eller Asien, og alt går fint. Men andre gange næsedykker jeg direkte ned i et hul, som jeg ikke kan komme ud af. Jeg har så meget hjemve, at jeg ikke kan spise eller bevæge mig. Jeg troede, at internettet ville formindske problemet, fordi jeg for eksempel kan lytte til min lokale radiostation på den bærbare. Og jeg kan ringe eller e-maile hjem. Men det hjælper mig ikke rigtigt. Så ensomhed påvirker mig mest gennem hjemve. Men hvis vi ser bort fra hjemveen. Har du nogensinde gået på arbejde og tænkt: »Fuck! Jeg har glemt min telefon?« spørger Coupland.

Ja, jeg har glemt min mobil masser af gange ...

»Så ved du også, at når det sker, så får du med det samme et forkrøblet og amputeret selvbillede. Du føler dig bogstaveligt talt svimmel og går i panik. Jeg tror, at FOMO blot er en mild version af det delirium, som det fremkalder at miste sin mobiltelefon,« siger Coupland og skæver over mod sin iPhone 6s, der ligger på bordet.

Så ville du kalde os cyborgs i en tid, hvor vi ikke hænger sammen uden kommunikationsteknologi omkring os?

»Jeg vil kalde os ”cloud slaves” (sky-slaver, red.). Medmindre vi opfinder noget nyt,« griner Coupland.

»An electrical signal ...«

Det næste slogan er neurologisk og kompliceret: »An electrical signal to the brains ventral tegmental area stimulates its nucleus accumens to release dopamine, thus creating pleasure,« står der. Det lyder, som om du beskriver de afhængighedsskabende nydelseshormoner, som genereres, når vi surfer på internettet?

»Ja. For det, der er ved internettet, er, at det altsammen handler om DIG,« siger Coupland, peger på journalisten og taler videre:

»Internettet er dit tv-show, dit magasin, din film, din bedste ven, din alting. Nogle gange sidder jeg et mærkeligt sted, og der er ikke andet at lave end at surfe på den bærbare – og så sidder jeg bare og klikker hvileløst på opdatér-knappen eller ”enter” og nyder den skræddersyede internetoplevelse. Men det er næsten deprimerende, at internettet, som virker så kosmisk og episk, i virkeligheden handler mest om at give den hjerne et lille neurologisk ”dopamin-bip”.

Mener du, som mange af dine ligesindede tænkere, for eksempel Nicholas Carr, at internettet kan have en negativ effekt på fordybet tænkning og kreativitet?

»Før Nicholas Carr var der medieteoretikeren Marshall McLuhan med hans idé om, at »mediet er budskabet« (teorien går groft sagt på, at de medier, vi bruger, også former og forandrer os, red.). For nylig ringede jeg for eksempel til min redaktør i Toronto, Canada, fra forlaget Penguin og spurgte: ”Hvad dræber forlagsindustrien i dag?”. Hun svarede: ”Det er nemt: Binge-viewing” (Folk, der sluger hele tv-serier via fx Netflix eller HBO uden pauser, red.). Hun sagde, at al den energi, som folk før dedikerede til at læse bøger, bruger de nu på at se tv-serier. På arbejde taler folk i dag om tv-serierne på samme måde, som de plejede at tale om bøger.«

Jeg køber ofte bøger, som jeg aldrig får læst ...

»Ja, det er en af tidens større trends. Jeg plejede at læse så meget, men nu gør jeg det ikke mere. Og det er meget normalt. De fleste mennesker indrømmer det samme, hvis du presser dem. Og uanset om du ser tv-serier eller læser, så gælder 10.000-timers reglen. Til sidst vænner din hjerne sig til det pågældende medie, lad os sige serie-streaming, og efterfølgende vil du ikke gå tilbage til bøger. Det er, ligesom når du får en ny bærbar, og du kigger på din gamle bærbare og tænker: »Oh my god! I can never go back to that piece of shit.«

»SHARE«

Du har et slogan, som blot lyder: ”Share” (Del, red). Det lader til at referere til delinger på sociale medier. Og når du nu tidligere har talt om hjemve og ensomhed, kan jeg ikke lade være med at spørge ind til dine tweets fra den 22. juli i år, hvor du skrev: »Kære mennesker i mit liv. Jeg kan ikke være alene lige nu. Please, kom til mit hus nu.« Efterfulgt af et tweet, hvori du skrev, at du oplevede følelser af »ekstremt tab og sorg«. Efter delingen responderede dit netværk med masser af opbakning.

»Jeg kan ikke tale om det. Det var forfærdeligt,« siger en ellers cool Coupland, hvis ansigt pludselig bliver lige så gråligt som hans hår. Alligevel fortsætter han:

»Okay ... Jeg kan sige, at hvis jeg ikke havde lavet de delinger på Twitter, havde jeg været død nu – og jeg prøver ikke at være dramatisk. De reddede mit liv,« afslutter den verdenskendte forfatter, der ikke bare forstår internettet bedre end de fleste. Han skylder tilsyneladende internettet sit liv.