Fortsæt til indhold
Kultur

Harry Potter-skaber rækker hånd ud til Trump: "Han skal have lov til at være snæversynet i vores land"

570.000 briter har skrevet under på at forbyde Donald Trump adgang til landet.

Selv om J.K. Rowling, forfatteren bag de syv bøger om troldmanden Harry Potter, tidligere har beskrevet præsidentkandidaten som »værre end Voldemort«, står hun ved Donald Trumps side, når det gælder politikerens ytringsfrihed.

Det skriver CNN.

Efter cirka 570.000 briter har skrevet under på, at Donald Trump skal nægtes indrejse i Storbritannien, har J.K. Rowling nemlig nu i New York forsvaret hans ret til at være tale frit.

»Jeg synes, at næsten alt, hvad hr. Trump siger, er forkasteligt. Jeg synes, han er fornærmende og snæversynet. Men han har min fulde støtte i at komme til mit land og være fornærmende og snæversynet dér,« sagde J.K. Rowling fra talerstolen, da hun modtog en pris for sit humanitære arbejde ved Pen Gala i New York.

Hun fortsatte med at argumentere for Donald Trumps ret til at sige sin mening ved at sige, at det var samme ytringsfrihed, der nu tillod hende at kalde ham for snæversynet fra en talerstol.

»Hvis du søger at fjerne friheder fra en modstander udelukkende, fordi vedkommende har fornærmet dig, så har du bevæget dig over en grænse og sluttet dig til tyranner, som fængsler, torturerer og dræber på nøjagtigt samme grundlag,« lød det i talen.

Næsten 570.000 britiske vrede underskrifter blev samlet ind i kampen om at nægte Donald Trump indrejse i Storbritannien, efter han foreslog at lukke USA helt af for muslimer. Og i januar samledes det britiske parlament så for at diskutere, hvorvidt republikanerens udtalelser kunne klassificeres som såkaldt »hate speech« eller hadprædiken.

På det grundlag ville han nemlig kunne nægtes indrejse i Storbritannien. Man stemte dog aldrig om det i parlamentet.

Tidligere har det også lydt fra David Cameron, at Donald Trumps forslag om at holde muslimer ude fra USA er »splittende, dumt og forkert«, ifølge NBC News.

Det fik Trump til for nyligt i et tv-interview med britiske Piers Morgan at lange ud efter David Cameron. Her sagde han blandt andet, at forholdet mellem Storbritannien og USA højst sandsynligt »ikke bliver godt«, hvis han bliver valgt som præsident i november.

»For det første er jeg ikke dum, okay? Det kan jeg fortælle dig med det samme. Faktisk er jeg det stik modsatte. Og for det andet splitter jeg ikke befolkningen ad. Jeg bringer dem tværtimod sammen. Modsat vores nuværende præsident,« sagde Donald Trump i interviewet.