Nikolaj Coster-Waldau i amerikansk talkshow: Den skøreste i dansk politik er...
USA har Donald Trump, men vi har også "skøre" politikere i Danmark, udtalte skuespiller Nikolaj Coster-Waldau i The Daily Show.
Der blev ikke lagt fingre i mellem, da snakken faldt på politik under den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldaus besøg i det amerikanske talkshow "The Daily Show" tirsdag.
Coster-Waldau og tv-programmets sydafrikanske vært Noah Trevor talte om amerikansk politik, og hvor kedeligt mediebilledet ville være uden Donald Trump, som, de to mener, har en høj underholdningsværdi.
Den succesfulde Game of Thrones-skuespiller skyndte sig dog at tilføje, at vi skam også har en masse "skøre" politikere i Danmark.
»Hvem er den skøreste politiker, I har?,« spurgte Trevor Noah, hvortil Coster Waldau svarede:
»Der er nogle stykker... En hel liste... Hvad er det, nu han hedder... Kan du hjælpe mig med navnet? Kender du nogle? Der er en fyr, der hedder Esben... Jeg kan ikke huske efternavnet.«.
Selvom det ikke lykkedes Coster-Waldau at komme i tanke om efternavnet på politikeren, så må der være tale om uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, da han er den eneste fremtrædende danske politiker, der bærer navnet Esben.
Hvorfor Coster-Waldau pegede på netop miljø- og fødevareministeren som landets skøreste politiker, nåede Noah ikke at spørge ind til, da tv-programmet pludselig sluttede.
Esben Lunde Larsen har tidligere været i stormvejr i forbindelse med forskellige sager, senest i februar, hvor der blev rejst mistanke om muligt plagiat i ministerens ph.d.-afhandling. Han blev dog frifundet i plagiat-sagen. Desuden kom Lunde Larsen i modvind, da han kort efter sin indsættelse som videnskabsminister i juli udtalte, at en »skabende Gud står bag det meste i verden«.
Nikolaj Coster-Waldau har siden 2011 haft en af hovedrollerne i den populære eventyrserie "Game of Thrones", hvor han spiller Jaime Lannister.