Fortsæt til indhold
Kultur

Midtjyllands "hjerte" melder om også vækst

Det kan man bl.a. takke Per Kirkeby for.

Flere museer har gjort status for 2015, og også Heart – Herning Museum of Contemporary Art melder om fremgang.

Sidste år bød museet i alt 27.380 gæster inden for, og det er en fremgang på 30 pct. i forhold til 2014, hvor 21.090 mennesker kom på besøg.

»Per Kirkeby, var vi jo klar over, er et navn, der trækker mange gæster, men det har været en stor fornøjelse at opleve, at også Jens Quistgaard, den verdensberømte danske designer, for alvor har vækket nysgerrigheden hos danskerne og endelig får sit navn slået fast i dansk designs historie,« siger museumsdirektør Holger Reenberg i en pressemeddelelse.

Året bød også på et tættere samarbejde med Herning Kommune og dennes folkeskoler, som betød flere gæstende unge i forhold til året før, og den udvikling vil museet gerne bygge videre på, så »børn og unge får kunsten ind under huden«, som Reenberg udtrykker det i samme pressemeddelelse.

Målet for næste år er for museet at komme over 30.000 besøgende.

Blandt andre museer, som også har oplevet fremgang på publikumssiden, er Aros og Nationalmuseet.