Kendt USA-korrespondent fyret for plagiering
Annegrethe Rasmussen er »chokeret« over at være blevet fyret fra Dagbladet Information.
Los Angeles
Flere danske medier har onsdag valgt at afbryde samarbejdet med den profilerede USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen.
Det er sket, efter at det onsdag eftermiddag kom frem, at netmediet Altinget.dk havde besluttet sig for at afbryde samarbejdet med journalisten, der har base i den amerikanske hovedstad Washington DC. Et samarbejde, som stod til at udløbe ved årsskiftet.
Årsagen til, at Altinget.dk valgte at stoppe samarbejdet med Annegrethe Rasmussen, skal findes i en klumme, som hun skrev for mediet fredag 11. december. Her havde en læser gjort opmærksom på, at dele af den var taget fra en leder i det britiske magasin The Economist, der blev udgivet dagen før, uden at Annegrethe Rasmussen i sin klumme havde gjort opmærksom på, at hun citerede magasinet.
»Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er et stort sprogligt sammenfald – plagiat, kan du også sige – og sammenfald mellem holdninger og vurderinger med en leder i The Economist. Og så har vi fundet ud af, at det bryder så meget med vores etiske grænser, at vi ikke kan leve med det,« sagde chefredaktør på Altinget.dk, Rasmus Nielsen, til fagbladet Journalistens hjemmeside, der som de første skrev historien onsdag eftermiddag.
Annegrethe Rasmussen erkendte over for Journalisten ikke at have krediteret The Economist i klummen fredag.
Det er imidlertid ikke kun netmediet, der onsdag har valgt at afbryde samarbejdet med Annegrethe Rasmussen som en direkte konsekvens af sagen fra Altinget.dk.
Fagbladet Journalisten selv, der havde tilknyttet Rasmussen som blogger, har også valgt at stoppe samarbejdet med den kendte korrespondent, ligesom også Dagbladet Information, hvor Annegrethe Rasmussen har været tilknyttet som freelance-korrespondent siden 2002, onsdag valgte at afbryde samarbejdet.
»Information vil nu iværksætte en gennemgang af Annegrethe Rasmussens artikler inden for en given periode. Vi gør det for at sikre, at læserne kan have tillid til artikler bragt i Information,« sagde avisens chefredaktør, Christian Jensen, til Informations egen hjemmeside.
Annegrethe Rasmussen skriver i en mail onsdag aften til Jyllands-Posten, at avisens beslutning er kommet meget bag på hende.
»Jeg er chokeret og skuffet over avisens reaktion, som jeg finder hård. Men det er ikke op til mig at bedømme chefers domme eller reaktioner,« skriver Annegrethe Rasmussen.
USA-korrespondenten skriver samtidig, at der hende bekendt ikke er blevet klaget over hendes arbejde på avisen.
»Så den beslutning, avisen har taget, bunder i en fejl begået et andet sted. Som jeg har beklaget og taget ansvaret for. Men det har så ikke været godt nok for Information, og det tager jeg til efterretning,« skriver Annegrethe Rasmussen.
Sagen stopper formentlig ikke her. Annegrethe Rasmussen skrev onsdag aften på sin Facebook-profil, at Weekendavisen barslede med en historie til fredagens avis, der tilsyneladende skulle sætte spørgsmålstegn ved krediteringen i endnu en af hendes artikler.
Det skulle, ifølge Rasmussen selv, dreje sig om en artikel fra magasinet ELLE. Annegrethe Rasmussen skriver, at påstanden, som hun selv nægter at være blevet spurgt ind til, er, at artiklen skulle være skrevet af fra de amerikanske medier The Atlantic og New York Times. En påstand, hun kategorisk afviser.
»I artiklen er der omhyggelige henvisninger både til New York Times, the New Yorker, Spiked, The Guardian og den pågældende artikel i The Atlantic. Artiklen er med andre ord en "skræller" fra en lang række medier og prætenderer ikke at være noget andet,« skriver Annegrethe Rasmussen.
Det er ikke første gang i sin journalistiske karriere, at Annegrethe Rasmussen bliver mødt af beskyldninger på plagiering. I 2001 blev hun således fyret som chefredaktør for Berlingske Tidende, da det kom frem, at store dele af en leder, som hun havde skrevet for avisen, viste sig at være direkte afskrifter af ledere, der tidligere havde stået i Politiken.
Annegrethe Rasmussen forklarede dengang, at det skyldtes, at hun ved et uheld havde sendt en kladde af lederen til tryk i stedet for den rigtige.