Ingen vej tilbage

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når noget er sagt, og nogen har hørt det, så er det sagt, og det kan ikke gøres usagt. Det gælder nok for de fleste af os, at vi på et eller andet tidspunkt er kommet til at sige noget, som vi ikke skulle have sagt. En finke røg af fadet, siger vi, og så kan man prøve at redde situationen ved at undskylde, nedtone eller slå det hen som en lidt anstrengt spøg. Men trække det sagte tilbage, det kan man ikke.

Det samme gælder selvfølgelig, når noget er skrevet og ligefrem offentliggjort. Man kan beklage, dementere, rette, forklare, undskylde, og hvad man ellers kan finde på. Men trække det tilbage kan man ikke. Ikke desto mindre fører redaktøren af dagbladet BT sig for tiden frem med den oplysning, at BT og Berlingske Media har »trukket 22 artikler tilbage«, som er skrevet af en svigagtig journalist og bragt i BT. Tilsyneladende ganske ureflekteret benytter de fleste medier, som omtaler skandalen, det umulige udtryk, at artiklerne er »trukket tilbage.«

Den pågældende journalist flyttede for et års tid siden til Ekstra Bladet, hvor han fortsatte med sin brug af ikkeeksisterende kilder, og blev fyret derfra. Hans brøde består i, at han har opdigtet en lang række interessante kilder, som viste sig ikke at eksistere.

Sagen rejser to princielle aspekter. Det ene er mediernes brug af anonyme kilder. Det andet er, hvad man som medie gør, når man har bragt forkerte oplysninger. Alle medier bruger anonyme kilder, og det kan der være mange gode grunde til. Der kan være tale om såkaldte whistleblowere, der i en god og retfærdig sags tjeneste tilsidesætter deres loyalitetspligt over for deres arbejdsgivere og lækker samfundsrelevante oplysninger til medierne.

Sådanne kilder er der overalt enighed om at beskytte, og den danske retsplejelov har ovenikøbet en paragraf, som fritager journalister for i retssager at oplyse sådanne kilders identitet.

Der kan også være tale om politiske reportager, hvor politikere med gode eller mindre gode hensigter godt vil give medierne oplysninger om interne forhold i partierne, men som ikke vil lægge navn til oplysningerne.

Anvendelsen af anonyme kilder er således en ovenikøbet lovbeskyttet kendsgerning, men hvis dette system skal fungere, forudsætter det rigtignok en ganske betydelig integritet og etisk standard hos den journalist, som viderebringer de anonyme kilders oplysninger.

Den pågældende har over for BT bedyret, at hans opdigtede kilder faktisk eksisterer, men at han blot har forsynet dem med andre navne for at beskytte dem. Det er der rejst tvivl om, men selv hvis det var rigtigt, havde det været hans pligt at gøre læserne opmærksomme på, at en sløring havde fundet sted. I det aktuelle tilfælde må man nok adoptere BT-redaktørens lingo og kalde det passerede for bedrageri.

Men når så skaden er sket, kan man ikke gøre det skrevne uskrevet. Man kan fjerne de kontroversielle artikler fra mediernes elektroniske databaser, og det er, hvad Berlingske Media ifølge det oplyste har gjort.

Men trække artikler tilbage, det kan man ikke.

Der er blandt medierne enighed om at fordømme sådanne tillidsbrud, men der er forskel på, hvordan man håndterer dem.

Da en reporter ved DR for nogle år siden forfalskede en reportage fra Irak, blev han fyret. Ikke for at forfalske reportagen, det var slemt nok, og ikke for at føre seerne bag lyset, selv om det også var slemt nok. Men da han løj for sin chef, nyhedsdirektøren, blev han fyret. Altså anses det i DR for værre at lyve for chefen end for seerne, som betaler det hele.

Sådan er den etiske standard forskellig fra medie til medie.