Hvad Qureshi-sagen burde lære os

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En journalist ved navn Michael Qureshi er denne uge blevet kendt uden for de cirkler, som normalt interesserer sig for sportsjournalistik i Danmark.

Det er blevet afsløret, at Michael Qureshi i årevis har skrevet artikler, hvori der indgik kilder med opdigtede navne. Journalisten har forklaret, at de opdigtede navne var pseudonymer for kilder, der ønskede anonymitet, men det tror hans seneste arbejdsgiver, Ekstra Bladet, ikke på. Her kalder chefredaktør Poul Madsen de omstridte kilder for »falske« og deres citater for »pure opspind«.

Michael Qureshi er blevet bortvist fra Ekstra Bladet, hvor chefredaktionen nu har nedsat en ”sandhedskommission” for at finde ud af, hvor mange af journalistens artikler, man bør trække tilbage. På Qureshis tidligere arbejdsplads, BT og Berlingske, pågår et lignende oprydningsarbejde.

Michael Qureshi må bære det fulde ansvar for sine handlinger. Han har forklaret, at han selv fandt på at opdigte navne til kilder, og dermed har han forbrudt sig mod det tillidsforhold, som normalt skal herske mellem en journalist og hans redaktører. Det er umuligt for en redaktør at tjekke alle de oplysninger, som en journalist fremskaffer, og derfor vil der altid være et rum, hvor redaktøren må stole på, at journalisterne overholder god presseskik og naturligvis ikke fabrikerer historier.

Alligevel kan man ikke fritage redaktørerne og særligt mediernes chefredaktioner for deres del af ansvaret.

Der er en fantastisk selvjustits blandt danske journalister, som af faglig stolthed hele tiden er på vagt i forhold til etik og dokumentationskrav. Mediernes chefredaktioner skal bygge videre på denne selvjustits ved at skabe en arbejdskultur, hvor ordentlighed og saglighed altid kommer først. Det handler om hele tiden at stå på den rigtige side af kravene til dokumentation og vise, at man hellere afstår fra at publicere en historie end at tage risikoen for at miste sin troværdighed.

Kollektiv fadæse

Den selvkontrol kan glippe – som det eksempelvis skete den 3. juni 2014, da en række danske medier, herunder Jyllands-Posten, mente at vide, at Lars Løkke Rasmussen ville træde tilbage som formand for Venstre. Men hvis mediernes øverste ledelser i det store hele står for en linje af afholdenhed i forhold til dokumentationsrisici, vil det naturligvis præge de journalistiske instinkter i hele organisationen.

Det er svært at gardere sig mod decideret fup. I 2003 blev selveste New York Times ramt af en skandale, da det kom frem, at en af avisens topreportere, Jayson Blair, i årevis havde plagieret og fabrikeret historier. Bagefter måtte New York Times erkende, at avisens redaktører ikke havde været gode nok til at se faresignalerne og måske også havde fremelsket en usund konkurrencekultur blandt redaktionens bedst skrivende journalister. Den fortællende journalistik blev simpelthen for fortællende.

Med Qureshi-sagen kommer man ikke uden om at spørge, om særligt den tabloide sportsjournalistik i Danmark har været udfordret. Har man stillet samme krav til dokumentation til fodboldens transferhistorier, som man har stillet til politiske historier?

Rygter frem for fakta

Når man i dag læser de Qureshi-historier, som Ekstra Bladet og Berlingske Media har trukket tilbage, står det klart, at mange af historierne var præget af rygter frem for hårde fakta. Her blandede Michael Qureshi kilder med rigtige og opdigtede navne.

De opdigtede kilder beskrives alle sammen som journalister på udenlandske medier. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at man i dele af sportsjournalistikken i den grad benytter sig af andre journalister som kilder. Man citerer ikke, hvad disse journalister har skrevet, men ”blot” hvad de har sagt. Journalister, der interviewer journalister, kan være en risikabel genre.

Journalister fra andre medier bør i min bog normalt ikke være direkte kilder. De skal snarere bruges som baggrundskilder, der hjælper en til at forstå en sammenhæng eller til at finde andre kilder, hvis ord vil have større vægt. Eksempelvis kilder, der faktisk er involverede i de transferforhandlinger, man gerne vil beskrive.

Andre gange har Qureshi brugt sine falske journalistkilder i relativt trivielle vurderinger af spillere og hold. Her kan man spørge, om ikke en redaktør bør vide, hvilke udenlandske journalister man respekterer så meget, at de skal ophøjes til ekspertkilder.

Endelig har Qureshi anvendt sine falske journalistkilder i sammenhænge, hvor disse kilder angiveligt arbejdede som Ekstra Bladets eller BT’s forlængede arm for at få interview med normalt svært tilgængelige fodboldstjerner.

Eksempelvis skrev BT i en Qureshi-artikel, at Barcelonas målmand, Victor Valdés, »på BT’s foranledning i går blev spurgt om Bendtner af SPORT-journalist Oscar Rodriguez«. At få en journalist fra et andet medie til at foretage interview for en selv, er en usædvanlig fremgangsmåde, som indebærer åbenlyse risici i forhold til interviewets validitet. En redaktør burde ikke godkende den slags samarbejde uden at kende den pågældende journalist indgående, men i dag ved vi, at ”Oscar Rodriguez” slet ikke findes.

Journalistik handler om tillid

Journalistik handler i høj grad om tillid, og jo mindre man kender folk, desto mere må man være på vagt. Jeg er selv blevet snydt i hvert fald én gang i min tid som redaktør, da en norsk freelancejournalist i 2006 solgte Jyllands-Posten et falsk interview med Oprah Winfrey. Vi afslørede ham dengang og fik stoppet en karriere, der blandede sande og falske interview i ét væk. Ekstra Bladet har været udsat for lignende svindel – men i langt større skala – da det nu er kommet frem, at navne på Qureshis opdigtede journalistkilder går igen i leverancerne fra et hollandsk freelancebureau, nemlig Hakkie-Tikkie Media, der har solgt stribevis af falske interview med nogle af fodboldens største navne.

Ekstra Bladet har trukket 14 artikler tilbage fra Hakkie-Tikkie, hvis leder også har solgt spillerinterview til Politiken og Berlingske. Disse artiklers ægthed undersøges nu. Hos Egmonts fodboldmagasin Pro Football er der også røde ører, da man her har trykt historier skrevet af den opdigtede ”Oscar Rodriguez” – som blev formidlet af Michael Qureshi.

Det var i denne boldgade, at Qureshi-sagen begyndte at rulle i slutningen af oktober, da det kom frem, at et interview bragt i Ekstra Bladet med Napolis argentinske angriber, Gonzalo Higuaín, slet ikke havde fundet sted.

Her kan man mene, at alle advarselslamper burde have lyst. Det falske interview var blevet til i et samarbejde med Michael Qureshi, men Ekstra Bladet godtog i første omgang hans forklaring om, at han var blevet snydt. Heldigvis for dansk sportsjournalistik satte TV3’s fodboldmagasin Onside sig for at grave dybere i sagen – og kunne således for en uge siden afsløre et mønster af opdigtede kilder.

Hermed er der sat gang i en tiltrængt oprydning og opstramning – og man kan håbe, at sagen også vil give anledning til en bredere debat om journalistiske metoder. I dansk presse generelt – og specifikt inden for den tabloide sportsjournalistik.