Fortsæt til indhold
Kultur

Frederiksberg Kommune overtager Aveny-T teater

Det økonomisk trængte Frederiksberg-teater Aveny-T kan ånde lettet op efter kommunen har overtaget bygningerne.

Hanne Munk

Frederiksberg kommune overtager den bygning, der huser teatret Aveny-T.

Det sker for at fremtidssikre det gamle teater, der længe har været trængt økonomisk, bl.a. fordi teatret står uden for sammenslutningen af statsstøttede, københavnske teatre under Københavns Teater.

Et bredt flertal i Frederiksbergs kommunalbestyrelse besluttede mandag aften at overtage bygningerne fra Jes Kølpin, skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er fortsat Jon Stephensen, der skal stå i spidsen for teatret.

»Jeg er utroligt glad og taknemmelig over Frederiksbergs Kommunes beslutning og den anerkendelse der ligger heri. Med kommunens overtagelse og istandsættelse af teateret er en kæmpe sten ryddet af vejen, således af et af Danmarks ældste teatre også har en stor fremtid foran sig,« siger teaterdirektøren.

Aveny-T's gamle bygninger fra år 1850 trænger efterhånden til en grundig renovering, der nu bliver mulig at gennemføre. Teatret er bygget af H.C. Stilling og havde de første mange leveår navnet Sommerlyst.

I 1919 blev bygningen lavet om til teater, og siden har teatret gået under mange forskellige navne, herunder CampX, Dr. Dantes Aveny og Frederiksberg Teater.

Den radikale formand for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Morten Jung, siger om beslutningen:

»Aveny-T har været presset på økonomien, ikke mindst fordi det har stået udenfor de store teaterfællesskaber og konstruktioner, der udløser store tilskud fra staten. Alligevel har teatret formået at være med i superligaen blandt teatre. Teateret har skabt mirakler med de meget begrænsede midler. På sigt var det bare uholdbart – ikke mindst på grund af bygningens restaureringsbehov. Derfor er denne løsning oplagt.«

Frederiksberg Kommune skriver i pressemeddelelsen, at de planlægger en gennemgribende restaurering af bygningerne i 2016-2017, så Aveny-T kan genoptage sit program fra efteråret 2017.

Desuden vil kommunen arbejde på at indlemme teatret i sammenslutningen Københavns Teater, hvor også Frederiksberg-teatrene Betty Nansen Teateret og Rialto Teateret er med. Det kan dog først ske fra 2018.