Dirch-statue skal op å då
Dirch Passer-statue koster ca. 600.000 kr. Der er blevet indsamlet godt 75.000 kr. Initiativtageren til statuen, billedhuggeren, der skal lave statuen, og vicekommunaldirektøren i Frederiksberg Kommune er optimister.
»Op å då, dore dreng, så dor!«
Sådan formulerede Dirch Passer sig i en af sine mange sketcher. Nu ser det ud til, at en statue af den populære skuespiller og revykunstner kommer op at stå.
»Den bliver højere, end Dirch Passer var. Den bliver ca. 2,30 meter høj,« fortæller Nanna Drewes Brøndum.
Den københavnske billedhugger skal efter planen stå for at udforme statuen, som skal placeres på Frederiksberg. Målet er, at det sker i løbet af 2016.
Der er indtil nu blevet talt meget om, at den skal placeres i Revykvarteret på Frederiksberg, hvor bl.a. Dirch Passers Allé ligger. Andre har den holdning, at statuen skal stå på Frederiksberg Allé, hvor flere teatre ligger.
»Min ambition er, at statuen skal ligne Dirch, der var et varmt, men også et skrøbeligt menneske. Det skal ikke være klovnen Dirch, man ser,« siger Nanna Drewes Brøndum.
Hun regner med, at der vil gå et års tid, fra arbejdet begynder, til statuen står klar. Hun modellerer statuen i ler, og herefter sender hun modellen til et bronzestøberi. Den samlede pris for Dirch Passer-statuen er sat til ca. 600.000 kr., og det beløb er initiativtageren til projektet, Dirch Passer-fan Henrik Hansen, i færd med at indsamle i et samarbejde med Frederiksberg Kommune.
»Jeg havde som barn og ung mange udfordringer, men Dirch Passer var med til at holde mig glad, og han har fået mange mennesker til at smile,« siger den 57-årige Henrik Hansen.
»Dirch er uden tvivl den største komiker i Danmark, og er det så ikke på tide, at der rejses en statue af en mand, der har givet os så meget? Når Roskilde har en statue af Lise Nørgaard (forfatter til bl.a. ”Matador” og ”Kun en pige”, red.), bør Frederiksberg have en statue af Dirch,« mener Henrik Hansen, der til daglig kører sygetransport.
Der blev i søndags holdt et indsamlingsshow for statuen på Frederiksberg, hvor der kom bidrag ind for mere end 75.000 kr. Der kom bl.a. penge fra privatpersoner, virksomheder og revyer, f.eks. 10.000 kr. fra Cirkusrevyen.
»Dirch er den største komiker nogensinde. Han var fantastisk, og det er en god idé at hædre ham med en statue. Hvor statuen bør stå, blander jeg mig ikke i,« siger Cirkusrevyens chef, Torben ”Træsko” Pedersen.
Der er langt fra ca. 75.000 kr. til ca. 600.000 kr. Men Henrik Hansen, Nanna Drewes Brøndum og vicekommunaldirektøren i Frederiksberg Kommune, Bjørn Thomsen, tror, at Dirch Passer-statuen kommer op at stå.
»Jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes. Der var en fin opbakning til indsamlingsshowet, og jeg tror på, at vi kan få fonde, virksomheder og privatpersoner til at bakke op med flere penge,« siger Bjørn Thomsen.
En stor del af de penge, som er indsamlet, bliver brugt på at lave en lille model af statuen.
»Vi satser på at lave et nummereret antal af modellen, som vi så vil sælge, og på den måde vil der komme flere penge ind til projektet,« siger Nanna Drewes Brøndum.
»Jeg håber, at modellen med nummeret 1 vil kunne blive solgt for 100.000 kr. De næste håber vi at kunne sælge for 50.000 kr. pr. stk. Lykkes vi med det, vil der være penge til statuen,« siger Henrik Hansen.
Han så helst statuen placeret på Frederiksberg Allé.
»Men det vigtigste er, at der kommer en statue af Dirch. Den kunne også stå på Østerbro, hvor han blev født, eller i Dragør, hvor Dirch ligger begravet. Men Frederiksberg giver god mening, fordi han boede her og arbejdede på teatrene på Frederiksberg,« siger Henrik Hansen.