»Kunsten har aldrig nogensinde været højreorienteret«

For få uger siden kunne man under Aarhus Festuge, midt i fadølsfesten og på sin vandretur fra Tina Dickow-koncert til tyrolermusik, opleve druknede, livløse bådflygtninge, der lå på gaden.

De fire bådflygtninge var ganske vist blot menneskelignende dukker, men de skabte dog alligevel en del debat på de sociale medier.

Nogle mente, at det var en vigtig øjenåbner, mens andre kaldte det en selvretfærdig politisk manifestation, der ikke just hører hjemme under en festuge. Dukkerne var en del af dramatiker og instruktør Christian Lollikes værk ”We are not real”.

»Kunst er ikke bare fornøjelse, kunst skal også kommentere samfundet,« sagde han til Jyllands-Posten.

I den forgangne uge er et andet værk så blevet klistret op på facaden på Kunsthal Charlottenborg i København.

»Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes!« står der på de orange plakater med store, sorte bogstaver. Værket er skabt af kunstnergruppen Superflex for flere år siden, men er mere aktuel end nogensinde, lyder det fra Michael Thouber, direktør for kunsthallen.

»Jeg modtog rigtig, rigtig mange kommentarer om, hvorfor vi havde gjort det. Der var også mange opfattelser af, hvad det betød, og det er det, der er med kunsten – den ikke er entydig. For mig er den bedste politiske kunst den, der får mig til at tænke selv, men som ikke kommer med et entydigt svar,« siger Thouber, der satte sig i direktørstolen den 1. september.

Politisk kunst er ensidig

Da han fik stillingen, sagde han bl.a., at kunsten har mistet sin vigtige rolle i samfundsdebatten, og det vil han lave om på. Han vil finde billedkunstens Yahya Hassan, lød det. Men netop plakatophængningen er bare endnu et eksempel på trættende og ensidig politisk kunst, mener performancekunstner Uwe Max Jensen.

»Hvis det er politisk, så er DET den samme type musik. I forhold til flygtninge og migranter virker det i mange tilfælde mere indbydende at sige ”ja” end at sige ”nej”. Især her, hvor der er frygtelige billeder f.eks. af drengen, der druknede, så letter det samvittigheden at sige, at det skal vi selvfølgelig hjælpe med. Men jeg synes, at det udarter sig til at være noget følelsesmæssigt i stedet for politisk,« siger han.

Han mener, at den politiske kunst er for venstreorienteret og opfordrer bl.a. Thouber til at udstille værker, der tør tage en anden position.

»Dan Park indtager en position, som man ikke kan indtage i en kunstinstitution. Den er umulig at indtage. Og jeg synes netop, at det ville være interessant, hvis man fik en større diversitet i den politiske kunst, fordi man så kunne få nogle reelle diskussioner,« siger Uwe Max Jensen.

Men Thouber køber slet ikke præmissen om venstre- og højreorienteret kunst.

»Der er en tendens til, at hvis man ser noget, der er kritisk eller noget, der tager de svage i forsvar, så tror mange, at det er venstreorienteret. Så er det rødt. Det synes jeg er helt forkert,« siger direktøren, der kommer fra en stilling som kanalchef på DR2.

Men hvis man sætter det lidt på spidsen, så er der jo ikke nogen, der laver en plakat, hvor der står ”Please don’t leave us alone with the refugees!”

»Hmm … det er nok rigtigt nok. Der er nok en tendens til, at kunstnerne stiller sig på de svages side, og der er et slægtskab der, kan man sige. Der er også mange kunstnere, der selv føler sig udstødte og i en udsat position i samfundet, og derfor har de nok et bedre øje for de svageste,« siger han.

Men det vil han hellere se som noget positivt frem for at kritisere det. Han nævner bl.a. satiremagasinet Charlie Hebdo som et eksempel på nogle, der kritiserer frit på alle sider af hegnet.

»Og de ligger vel et sted mellem journalistik og kunst,« siger han.

»Jeg synes egentlig også, at man møder det i kunsten. Det bliver elegant for mig der, hvor du ikke entydigt kan sige, hvilken side kunsten er på. Kunsten stiller spørgsmål, hvor journalistikken søger svar. Og det er sådan set også det, jeg synes, at Superflex’ plakat kan. Den er umiddelbart uforståelig og kræver, at man tænker sig om en ekstra gang, for hvem er det, der taler, hvem er ”us” i den sammenhæng?«

Jyllands-Postens kunstkritiker Tom Jørgensen køber heller ikke argumentet om, at politisk kunst er for ensidig. Han mener til gengæld ikke, at der ret meget af den.

Verden er for kompliceret

»Jeg tror, at det har noget at gøre med, at konflikterne i dag er så komplicerede. Alle er enige om, at man skal gøre noget for flygtninge, men hvordan skal man gøre det? Hvad skal man gøre i Syrien? Hvad med Saudi Arabien? Verdenspolitik er så kompliceret, at det ikke bare er sort-hvidt længere,« siger han.

Desuden har politisk kunst altid været venstreorienteret.

»Kunsten har aldrig nogensinde været højreorienteret. Man kan gå helt tilbage i kunsthistorien. De har altid været venstreorienterede. Så er der enkelte højreorienterede, der popper op, og det gør de netop, fordi de er højreorienterede. Og de er så ikke altid særlig gode,« siger han.