Cosby-sagen: Barack Obama fordømmer voldtægt
Præsidenten ville ikke udtale sig direkte om Cosby, hvis mest trofaste støtter nu også vender ham ryggen.
Det ser skidt ud, Bill. Enten forklarer du dig eller også holder du kæft.Whoopi Goldberg - skuespiller
Vil Bill Cosby blive frataget Presidential Medal of Freedom, der er den højeste civile amerikanske orden?
Det spørgsmål blev under en pressekonference i Det Hvide Hus onsdag stillet direkte til præsident Barack Obama.
Han meddelte, at der ikke umiddelbart fandtes en procedure for fratagelse af ordenen, men tilføjede at intet civiliseret land skal tolerere voldtægt.
Han ønskede ikke direkte at kommentere de mange anklager mod Bill Cosby.
”I respekt for Medal of Freedom, er den aldrig blevet tilbagekaldt. Vi har ikke de procedurer. Og som I ved, så har jeg den politik, at jeg aldrig kommenterer konkrete sager, hvor der stadig kører om ikke en strafferetslig sag, så dog civile retssager,” sagde Barack Obama ifølge flere amerikanske medier på pressekonferencen.
Senere sagde han - stadig uden at nævne Bill Cosby ved navn:
”Jeg vil understrege: Hvis du uden en kvindes - og en mands for den sags skyld - vidende giver hende medicin, og derefter har sex med vedkommende, så er det uden tvivl voldtægt.”
Sidste år støttede Barack Obama en kampagne mod seksuelle overgreb på amerikanske kollegier, og det fik endnu en journalist til at spørge om hans holdning til Bill Cosby-sagen:
”Det er vigtigt ikke at fokusere på en enkelt sag.”
Over 40 kvinder har nu anklaget Bill Cosby for seksuelle overgreb, efter at han har bedøvet dem.
Sagen tog en dramatisk drejning, da det i sidste uge blev klart, at Bill Cosby i sagen rejst af Andrea Constand i 2005, under ed erkendte, at han ved flere lejligheder havde bedøvet kvinder for siden at tiltvinge sig sex med dem.
Dette har blandt andet fået endnu flere af hans mest trofaste støtter til at vende ham ryggen.
Blandt disse også Whoopi Goldberg, der indtil i tirsdags har forsvaret Bill Cosby med næp og klør:
Hun er medvært på ABCs talkshow The View, og i denne blev hun tirsdag interviewet om sin holdning og sagde i en samtale med ABCs juridiske ekspert Dan Abrams, blandt andet, at alle tilgængelige oplysninger i sagen peger på hans skyld.
I slutningen af showet fyrede den altid bramfrie skuespiller følgende salut af direkte henvendt til Bill Cosby:
”Det ser skidt ud, Bill. Enten forklarer du dig, eller også holder du kæft.”