Fortsæt til indhold
Kultur

Roskilde-veteran bliver ny direktør for Aarhus Festuge

Jens Folmer Jepsen afløses af Rikke Øxner, der i mange år var ansat på Roskilde Festival.

50-årige Rikke Øxner, der i 20 år var ansat på Roskilde, afløser Jens Folmer Jepsen som direktør for Aarhus Festuge.

På Roskilde Festival var hun i mange år med i ledelsen og indtil sin fratrædelse var hun kunstnerisk direktør.

I en pressemeddelelse, der netop er udsendt i forbindelse med præsentationen af den nye direktør, skriver Aarhus Festuge blandt andet:

”Med ansættelsen af Rikke Øxner får Aarhus Festuge en direktør, som har indgående kendskab til at lede en kulturorganisation og som forstår den svære balancegang at skulle værne om sit DNA og stolte traditioner samtidig med, at den kulturelle profil holdes skarp, og udvikling og nytænkning er i højsædet.”

Rikke Øxner var i mange år den øverst ansvarlige for musikprogrammet på Roskilde Festival. Her ses hun sammen med Peter Hvalkof, der booker verdensmusikken.

Udover sin erfaring som leder af en stor kultur-institution har hun et meget stort og alsidigt netværk i både ind- og udland.

Lokalt har hun siden 2012 været medlem af Fonden Aarhus 2017 og har således også dyb indsigt i kulturlivet i Aarhus og Midtjylland.

Formanden for Aarhus Festuges bestyrelse, borgmester Jacob Bundsgaard siger blandt andet i forbindelse med direktør-skiftet:

”Med ansættelsen af Rikke Øxner lægger vi trygt festugens fremtid i hænderne på en kulturel kapacitet og ildsjæl, som vil kunne lede Aarhus Festuge frem mod, gennem og efter 2017. Festugen har valgt en ny direktør, som medbringer et stort kunstnerisk overblik og ledelsesmæssig erfaring parret med et sikkert blink for nye vinkler og udvikling.”

Selv siger Rikke Øxner i forbindelse med udnævnelsen blandt andet:

”Det findes ikke mange kulturbegivenheder af festugens kaliber, og jeg er usigeligt glad for at få lov til at være en del af en organisation med så mange muligheder, så højt til loftet, så stor bredde og med så stolte traditioner. Jeg kommer til at tælle dagene frem mod 1. oktober.”

Den 1. oktober er datoen Rikke Øxner tiltræder sit nye job. Foreløbig på en 4-årig kontrakt frem til oktober 2019.