De ydede en herorisk indsats - men blev siden glemt
6.300 danske søfolk assisterede under Anden Verdenskrig de allierede - nordjysk museum genåbner glemt kapitel.
Uden den heroiske indsats fra i tusindvis af civile søfolk ville de allierede under Anden Verdenskrig have haft et stort problem.
Og dette gjaldt også i forbindelse med invasionen i Normandiet den 6. juni 1944.
6.300 danske søfolk var blandt disse - og adskillige ofrede livet i kampen mod nazismen.
Mange af de danske søfolk kom fra Nordjylland, og deres historie har hidtil været noget overset.
Dette er baggrunden for, at Bangsbo Museum ved Frederikshavn nu har valgt at dedikere en permanent udstilling på Kystmuseet til de nordjyske krigssejlere og deres indsats under Anden Verdenskrig.
Se dokumentar ”D-dag set med danske øjne”:
Udstillingen på Kystmuseet er blevet til i tæt samarbejde med historikeren Jakob Kjærsgaard, der blandt andet tidligere har stået bag en udstilling om de danske krigssejlere på Utah Beach Museum i Normandiet.
Han har desuden til undervisningsbrug produceret en kort dokumentar - ”D-dag set med danske øjne” - om de danske søfolks indsats.
Den permanente udstilling på Kystmuseet er netop åbnet, og her fortælles de nordjyske søfolks historie gennem breve, billeder. dokumenter og filmende interviews med nogle af søfolkene.
Desuden udstilles en del af deres tøj og andet udstyr i montre.
I en meddelelse udsendt i forbindelse med åbningen af udstillingen skriver Kystmuseet i Bangsbo blandt andet:
”Et spørgsmål, der ofte bliver stillet er, om vi ikke snart har hørt nok om besættelsestiden og 2. verdenskrig. Udstillingen ”De Nordjyske Krigssejlere” bekræfter, at det har vi ikke.
Med udstillingen rettes fokus mod en hidtil relativt upåagtet del af dansk søfartshistorie i almindelighed og nordjysk historie i særdeleshed.”