Plakater fra Copenhagen Jazz Festival udstilles i Kina
35 plakater fra Copenhagen Jazz Festival bliver udstillet i Beijing og Shanghai
Fra næste uge kan jazz- og kunstinteresserede kinesere både i Beijing og
Shanghai finde udstillinger med plakater fra den
danske jazz-festival, Copenhagen Jazz festival.
Festivalen, der har været holdt hvert år siden 1979, har siden 1982 valgt en særlig billedkunstner til at fremstille årets plakat.
Plakaterne er lavet ud fra forskellige kunstformer som maleri, foto, collage og grafik. Listen af kunstnere bag plakterne er lang og tæller blandt andre: Per Arnoldi, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Ib Spang Olsen, Tal R og Kasper Eistrup.
Fra den 1. og 2. juni kan disse plakater altså ses i udstillingen "The Visual Arts of Copenhagen Jazz Festival", der åbner i Shanghai på spillestedet On Stage og i Beijing i kunstdistriktet "798".
Åbningen i Beijing finder sted i galleriet No. 7 Space og bliver dækket af den kinesiske mediegigant LETV, der hver dag når ud til knap 50 millioner kinesere.
"The Visual Arts of Copenhagen Jazz Festival" er en del af den danske kultursatsning i Kina, og det er organisationerne Danish Music in China og JazzDanmark, der står bag. Håbet er, at den 14 dage lange udstilling kan bidrage til øge musikeksport og turisme.
"Copenhagen Jazz Festival er i dag en af de største danske kulturbegivenheder med 250.000 besøgende og godt 1.200 koncerter. Samtidig repræsenterer de 35 festivalplakater det ypperste inden for dansk billedkunst. Udstillingerne rummer således en kombination, der forhåbentlig vil styrke de seneste års tendens til kinesisk interesse for dansk kultur. Opmærksomheden omkring udstillingerne kan være med til at skabe øget eksport, turisme og kultursamarbejde mellem Danmark og Kina," siger Martin Røen fra Danish Music in China.
Copenhagen Jazz Festival har netop lanceret årets plakat, som er lavet af kunstneren Julie Nord.
"Jeg håber, at udstillingerne medvirker til, at endnu flere kinesere får interesse for dansk jazz og for København og vil aflægge festivalen et besøg engang i fremtiden," siger Anders Laursen, der er formand for den københavnske jazzfest - der i år finder sted fra den 3. til den 12. juli.