Fortsæt til indhold
Kultur

Jeremy Clarkson risikerer 3 års fængsel i Argentina

Argentinsk anklager appellerer sag om falskneri.

I oktober 2014 måtte den fyrede tv-vært, Jeremy Clarkson, sammen med resten af produktionsholdet bag BBC-succesen Top Gear flygte over hals og hoved ud af Argentina, og nu truer et retsligt efterspil med at sende Clarkson og andre medlemmer af produktionsholdet tre år bag tremmer i det sydamerikanske land.

En argentinsk anklager vil, ifølge den engelske avis Telegraph, trække Jeremy Clarkson og produktionsholdet i retten for ulovligt at have skiftet nummerplader på en af de biler, som filmholdet måtte efterlade under flugten ud af Argentina. En forseelse der i Argentina betragtes som falskneri, og som har en straframme på op til tre års ubetinget fængsel.

Under optagelser til en speciel juleudgave af Top Gear i det sydlige Chile og Argentina kørte Clarkson i en grå Porsche 928, udstyret med nummerpladen "H982 FKL", en kombination, der af argentinske veteraner fra Falklandskrigen, blev opfattet som en provokation, fordi de mente den refererede til Argentinas nederlag i krigen.

Da filmholdet ankom til den argentinske by Ushuaia på Sydamerikas sydligste spids, blev de angrebet af flere hundrede vrede krigsveteraner, der kastede med sten, smadrede filmholdets biler og truede dem på livet, så de til sidst måtte flygte over grænsen til Chile og undervejs efterlade flere af holdets biler. Heriblandt Clarksons Porsche.

Under flugten forsøgte filmholdet at tilfredsstille de ophidsede veteraner ved at udskifte den omstridte nummerplade med en argentinsk nummerplade, uden at det dog dæmpede gemytterne og det er denne udskiftning, der nu skal for retten.

En argentinsk undersøgelsesdommer har tidligere behandlet den ulovlige udskiftning af nummerpladen og konkluderede, at nummerpladen var en bevidst provokation fra Clarksons side. Dommeren afviste imidlertid at forfølge sagen yderligere, fordi udskiftningen efter hendes opfattelse var sket i god tro og som et forsøg på at dæmpe konflikten.

Det er en afgørelse som krigsveteranerne er uenige i, og de har nu fået overbevist en offentlig anklager om, at sagen bør appelleres til en højere retsinstans.

"Vi er af den opfattelse af folkene fra Top Gear var helt bevidste om, at de begik en ulovlighed, da de udskiftede nummerpladerne," udtaler Osvaldo Hillard, der er talsmand for det lokale veterancenter i Ushuaia, og forklarer videre, at den lokale politianklager på et privat møde med veteranerne, har afgivet et bindende løfte om, at sagen vil blive appelleret.

Appelsagen skal for retten i provinshovedstaden, Rio Grande, hvor Clarksons efterladte Porsche menes at være oplagret.

Når appelsagen ruller forventes det, at Clarkson og hans medværter, James May og Richard Hammond, vil blive indkaldt til afhøring i retten, men der forlyder ikke noget om, hvorvidt de vil møde op.

Umiddelbart efter tv-holdets flugt til Chile, forlangte den argentinske ambassadør i England, at BBC formelt undskyldte episoden med nummerpladen og provokationen af krigsveteranerne. BBC, på sin side, fastholder, at der ikke var tale om en bevidst provokation, og har derfor nægtet at undskylde.

Clarkson, der blev fyret fra BBC i april, fordi han angiveligt havde delt øretæver ud til en af programmets producere, er i løbet af maj blevet set sammen med medværterne, May og Hammond, hvor trioen angiveligt var ved at optage scener til et nyt bilprogram. Ifølge vedholdende, men ubekræftede rygter, forventes det at Clarkson og hans to medværter i nær fremtid vil annoncere et nyt bilprogram, som produceres i samarbejde med Netflix, og som forventes at få navnet "House of Cars".