Sagen uopklaret: Historiens største tyveri stadig en gåde
To mænd forklædt som betjente begik for 25 år siden et spektakulært kunsttyveri på Gardner-museet i Boston.
”Det er politiet. Luk os ind. Vi har fået en melding om noget uro i gården.”
Den uniformerede betjent havde påkaldt sig en af vagternes opmærksomhed ved at trykke på knappen ved siden af bagindgangen til museet.
Stik imod alle forholdsregler åbnede vagten uden at stille spørgsmål den automatiske dør for betjenten og hans makker.
Vagten sad bag skranken i vagtstuen og betragtede søvnigt de to betjente, der straks tog téten.
”Du virker bekendt. Jeg mener, at vi har en arrestordre på dig.”
Vagten rejste sig – og forlod dermed den eneste alarmknap i bygningen, der kunne bruges til at tilkalde politiet.
Betjentene skubbede ham op ad væggen og lagde ham i håndjern.
Lidt senere ankom den anden vagt - tilkaldt af den første - til rummet, og også han blev straks lagt i håndjern.
”Øh, hvorfor arresterer I mig?” spurgte han.
Og så kom svaret:
”Du bliver ikke arresteret. Dette er et røveri.”
Et øjeblik senere havde de to falske betjente viklet gaffatape omkring deres hænder, fødder og ansigter, så kun næsen var fri.
Herefter slæbte de vagterne ned i kælderen, hvor de med håndjernene gjorde dem fast til nogle vandrør.
Søndag den 18. marts 1990 var så småt gået i gang.
Klokken var 01.24.
(Hvis du læser med fra en mobil enhed kan du klikke her for at se billeder, video m.v.)
Stedet var det kendte kunstmuseum Isabella Stewart Gardner Museum, der ligger i Fenway-Kenmore-kvarteret i Boston i Massachusetts.
I løbet af de næste timer udførte de to falske betjente, hvad der stadig bliver opfattet som verdens største tyveri.
Et tyveri, der – nu 25 år efter – stadig er en uløst gåde – et mysterium af de helt store.
Se CNN-indslag (fra 2013) om tyveriet fra Gardner Museet:
Isabella Stewart Gardner Museum åbnede i 1903 i Fenway Court-bygningen og rummede enken Isabella Stewart Gardners meget store og kostbare kunstsamling, der består af billeder af blandt mange andre Titian, Rembrandt, Michelangelo, Raphael, Botticelli, Manet, Degas og Matisse.
Isabella Stewart Gardner begyndte at samle kunst, da hun i 1891 af sin far arvede en enorm formue. Hendes første maleri var en Vermeer købt på en auktion i Paris, men der kom meget hurtigt mange flere mestre til.
Efter sin mands død i 1898 besluttede hun at lade det renæssance-palæ opføre, som i dag rummer hendes enorme kunstsamling.
Museet blev i 1903 navngivet Fenway Court, men kom efter hendes død i 1941 til at bære hendes navn.
Men tilbage til de skæbnesvangre nattetimer i marts 1990:
Da først tyvene havde uskadeliggjort de to vagter, havde de frit spil og i løbet af den kommende halvanden time samlede de 13 ekstremt kostbare værker sammen.
Nogle af malerierne skar de brutalt ud af deres rammer, og to gange måtte de bære kunstværker ud til den holdende bil, inden de havde fået fingre i de 13 værker.
Herefter forsvandt de sporløst i ly af mørket.
Hele aktionen tog 81 minutter.
Tyvene fjernede 13 ekstremt kostbare værker af blandt andre Vermeer, Rembrandt, Manet og Degas, men stjal også blandt andet en antik kinesisk vase og en ørn, der havde prydet en fane fra Napoleon-tiden.
Værkerne repræsenterede en værdi på i alt omkring 500 millioner dollar – hvilket svarer til omkring 3,5 mia. danske kroner.
De to vagter i kælderen blev først befriet kl. 08.15, da politiet - tilkaldt af de vagter, der mødte ind tidligt søndag morgen - var ankommet talstærkt til stedet.
Nyheden om det enorme tyveri spredtes som en lynild, og på grund af omstændighederne omkring tyveriet, forventede politiet i Boston, at det meget hurtigt ville blive opklaret, men på det punkt gjorde man så afgjort regning uden vært.
Dage, uger, måneder og år gik og hverken Bostons politi eller FBI - der har dedikeret en særlig webside til tyveriet - kom tilsyneladende ud ad stedet.
Blandt mange andre ting, der dengang vakte – og stadig gør – dyb forundring var valget af netop de 13 værker, der forsvandt. Handlede det om at stjæle kostbar kunst, så kunne tyverne faktisk have sikret sig en række værker, der var meget mere værd.
Valget af de tre stjålne Rembrandt-malerier opfatter FBI som meget målrettet - formentlig også Vermeer-billedet - mens resten af tyverierne virker mere eller mindre tilfældige.
Der er udlovet en dusør på 5 mio. dollar, og FBI har i løbet af de 25 år fulgt adskillige lovende spor, men sagen er fortsat uopklaret og ingen af værkerne er dukket op.
Udover dusøren kan en person, der kan komme med afgørende oplysninger, roligt henvende sig til politiet eller FBI: Vedkommende er i forvejen garanteret immunitet.
Lige siden det spektakulære tyveri i Boston har sagen været genstand for utallige spekulationer, der er lavet adskillige dokumentar-programmer og skrevet et væld af bøger. Og der findes desuden en lang række hentydninger til tyveriet i både film og bøger. Ja, selv den berømte tegneserie-familie Simpsons havde i en episode et af de stjålne malerier hængende i stuen.
I marts 2013 kom der angiveligt et større gennembrud i efterforskningen:
FBI meddelte, at man havde afsløret de to tyves identitet. Samtidig var man overbevist om, at de tilhørte en kriminel organisation, der blandt andet opererer i New England.
Efter tyveriet blev malerierne – meddelte FBI for to år siden – sandsynligvis opbevaret i Connecticut og Pensylvania. Nogle af værkerne er - mener FBI – blevet solgt i Philadelphia omkring 10 år efter tyveriet i Boston.
Men her to år efter, er tyvenes mulige identitet fortsat ukendt for den brede offentlighed, der er ikke foretaget en eneste anholdelse i sagen, og ikke et af 13 stjålne værker er dukket op.
Så sent som sidste år meddelte FBI, at man havde modtaget et pålideligt tip om, hvor billederne befinder sig, men siden har FBI ikke udtalt sig i den forbindelse.
De mange sparsomme oplysninger fra FBI i sagen har de seneste måneder ført til gentagne krav om, at hele sagen åbnes for offentligheden, men den anmodning har FBI endnu ikke hverken fulgt eller kommenteret.
I de seneste 25 år har FBI fulgt i tusindvis af spor i både USA og lande som Frankrig, Spanien, England og Japan, men man mener fortsat, at det er overvejende sandsynligt, at værkerne befinder sig på amerikansk grund og aldrig er ført ud af landet.
I forbindelse med 25-året for verdens største tyveri, der på sin egen groteske måde faktisk også er blevet et betydeligt trækplaster for Boston-museet, fandt der en række begivenheder sted på museet, og man kan via museets webside tage på en virtuel tur gennem bygningen og følge tyvene på tætteste hold.
Udforsk museets virtuelle tur gennem museet og tyveriet
Meget på museet er, som det var den morgen, da vagterne, der havde tjeneste søndag, mødte og fandt ud af, at der var begået et omfattende tyveri.
Da FBI minutiøst havde undersøgt de tomme rammer, der tidligere havde rummet mesterværker, blev de leveret tilbage til museet, som valgte at hænge dem tomme tilbage på deres pladser.
Og her hænger de stadig og venter på, at politiet og FBI får opklaret det enorme tyveri, så museet kan få de stjålne billeder tilbage.
Museet har flere gange mere end antydet – og dette senest i forbindelse med 25 års dagen for tyveriet – at man dybest set er ligeglad med, hvem der stjal billederne og hvordan det skete.
Det eneste man er interesseret i, det er at få de 13 stjålne malerier og kunstgenstande tilbage til museet.
Og dette gerne i god stand, hvorfor museet – direkte adresseret til tyvene og de mennesker, der eventuelt har købt et eller flere af værkerne på den sorte børs – flere gange har udsendt detaljerede oplysninger om, hvordan værkerne opbevares mest forsvarligt.
Indtil den dag, da billederne - som eventuelle købere aldrig vil kunne vise frem - eventuelt bliver fundet, må besøgende på Isabella Stewart Gardner Museet nøjes med de gabende tomme rammer.