160 advokater skal beskytte HBO mod scientology
Tv-stationen vil sende ny dokumentar om bevægelsen og frygter juridiske angreb.
For scientologer var stifteren L. Ron Hubbard visdommens stemme, og scientology er vejen til oplysning. For skeptikere var han en svindler og scientology er et fupnummer fyldt med psykologi, science fiction og Hollywoodberømtheder.
Til næste år vil den amerikanske tv-station HBO, som står bag populære serier som Game of Thrones og Sex and the City, sende en ny dokumentarfilm om scientology, og betalingskanalen er forberedt på problemer.
"Vi har nok 160 advokater," siger chef for HBO's dokumentarfilm Sheila Nevins til Hollywood Reporter.
Dokumentarfilmen er baseret på bogen Going Clear, der er skrevet af Pulitzer-vinderen Lawrence Wright, og blev bestilt lige efter bogen udkom i januar 2013.
Ifølge Hollywood Reporter forventes det, at filmen vil komme med nye afsløringer af den kontroversielle bevægelse og dens berømte følgere som f.eks. Tom Cruise og John Travolta.
Da Going Clear udkom for næsten to år siden var modstanden fra scientology så stor, at den britiske udgiver Transworld, efter rådgivning fra sine advokater, valgte helt at droppe udgivelsen af bogen i Storbritannien.
Bogens forfatter, Lawrence Wright, mener ikke, at hele bevægelsen bare var et svindelnummer, der skulle skaffe L. Ron Hubbard enorme summer, og skriver i bogen blandt andet om medlemmernes stærke sammenhold i den nyreligiøse sekt.
Men han skriver også om medlemmer, der blev tvunget til at sove i "hullet", et rum, hvor de var tvunget til at sove på gulvet, og om børnearbejde og fysiske overfald fra scientologys nuværende leder, David Miscavige.
"Historierne om påstået fysisk mishandling er løgne opfundet af en lille gruppe løgnere. Beviserne viser klart, at der ikke nogensinde er foregået noget sådan," har scientologys talskvinde Karin Pouw tidligere udtalt til CNN.
HBO har tidligere oplevet problemer med scientology, da tv-stationen i 1998 sendte en dokumentar om depressioner, som scientology, der er mod psykiatrisk medicinering, protesterede imod.
Dengang overraskede de massive protester HBO, men "denne gang vil vi være klar," siger Sheila Nevins til Hollywood Reporter.
Dokumentarfilmen bliver instrueret af Alex Gibney, som i 2007 vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm for hans "Taxi to the Dark Side". En kritisk dokumentar om USA's turtur- og afhøringspolitik.