Kald det kærlighed. Og straf . . .

Han har noget med heste, den 50-årige Jens Unmack.

I 2009 udgav han sit seneste soloalbum med titlen ”Dagene løber som heste”, og på ”Kærlighed og Straf” – det aktuelle 10. album fra Love Shop – galopperer hestene på både enge og motorveje.

I ”Du kyssede morgenlyset bort” fra den nye plade bruges hestene i første omgang som et billede på forelskelsen:

Stærkt er det øje der spejder ud

Efter mere end en chance

Som heste der løb over engene

I en midtjysk romance

Og siden symboliserer de et forhold i sammenbrud:

Svag er den hånd der vil holde fast

I en mistet balance

Som heste der faldt på en motorvej

De stod aldrig en chance

Unmack voksede op i Dollerup Bakker ved Viborg, hvor der var masser af heste på markerne.

»Der er gode billeder i hesten,« siger han.

»Heste er forbundet med frihed, oprindelighed, noget uspoleret. Og når de kommer ud på motorvejen, går det galt. Ja, jeg gentager mig selv, men Bruce Springsteen har vist også sunget om biler et par gange.«

Heste eller ej, der er stadig sange i Love Shop, selv om Jens Unmack er det eneste tilbageværende medlem i gruppen, efter at guitaristen og produceren Hilmer Hassig mistede livet i trafikken i 2008, og mundharpespilleren Henrik Hall tabte kampen til kræften i 2011.

»Love Shop har stadig sin berettigelse,« siger Jens Unmack.

»Den eksamen har vi vist bestået efterhånden.«

Bellavista – fra sol til regn

Vi mødes hos pladeselskabet A:larm Music på Vesterbro i København. Her sad vi også for to år siden, da Love Shop udgav det forrige album ”Skandinavisk lyst”. Dengang hilste Jens Unmack på Smithssangeren Morrissey i en af sine sange. Nu hilser han på sig selv i en efterskrift til ”Bellavista sol” fra albummet ”Det løse liv” (1999):

Toget hjem til byen fra bellavista regn

Hvor der ikke står en drøm tilbage

I køkkenet hvor du gav dig bor der andre nu

Der bliver tændt lys da jeg kører forbi

Jens Unmack smiler hemmelighedsfuldt.

»”Bellavista sol” handler om utroskab. Jeg flirtede i den sang med tanken om, at utroskab var omkostningsfrit. Men regningen skal betales på et tidspunkt. ”Bellavista regn” er et demoralsk efterskrift.«

Er du okay?

»Ja, hvorfor?«

De nye tekster er noget dystre denne gang?

»Man er vel blevet 50,« griner Jens Unmack.

Du befinder dig i en midtvejskrise?

»Nej, det gør jeg ikke, men når jeg kigger mig omkring, har det åbenbart ikke været så nemt, som folk troede, da de fandt hinanden som 35-årige. Vi går fra hinanden, og ja, jeg synger om nogle tunge voksenting, som jeg ikke berømmede for 12 eller 15 år siden.«

Broget dansk nutid anno 2014

”Kærlighed og straf” præsenteres som et usminket og nøgent blik på en broget dansk nutid anno 2014.

»Verden er forrået,« siger Jens Unmack.

»Dagen igennem bliver vi bombarderet med vrede – se bare på Facebook. Bang, bang, bang.«

Sangskriveren bruger den aktuelle tv-serie ”1864” som eksempel.

»Ole Bornedal bliver slagtet for at have lavet serien, filmmagasinet Ekko bliver slagtet for at lade Carsten Jensen anmelde det første afsnit, og Carsten Jensen bliver slagtet for at tage opgaven. Folk går amok over et tv-program på 60 minutter, men ingen tager sig af de store ting. Danmark er i krig igen, men at debattere det kræver et engagement, som ingen af os orker. Der er så lidt tålmodighed på nettet. Det er fint, at alle kan komme til orde gennem tastaturet, men hvad nytter det, hvis ingen tænker sig om, inden de ytrer sig? Ingen kan stikke hovedet frem uden straks at blive plaffet ned med 40 jagtgeværer.«

Jens Unmack mener, at negativiteten præger vores parforhold.

»Man bliver stresset af alle de informationer – vi er under konstant belejring og får kortere og kortere lunte. Der er hele tiden nogen, der vil os noget. Vi bliver overfodret med reklamer, tilsvininger og ligegyldig politikersnak konstant, og det påvirker også den måde, vi taler til hinanden på derhjemme. Vi taler ofte imod hinanden i stedet for med hinanden. Jeg elsker internettet, og det er ikke for at lyde som Kim Larsen, men det var da meget nemmere, da vi ikke var online, og der blot var en enkelt tv-kanal. Børne-tv kl. 17.30 og total ro fra kl. 22.35.«

Tabte idealer

I ”Hugorm” skyller Jens Unmacks generation hverdagen ned med alkohol. De fester som 22-årige, selv om de er blevet 50.

Slingre gennem businesssuits på de røde saloner

Fordømte her på jorden ser du danser med din dødsforagt

Nætterne så varme vi fornemmer tabte barndoms somre

Alle vil citeres men jeg husker aldrig hvad de fik sagt

Jens Unmack adresserer sin generations tabte idealer.

»Vi tror ikke på noget mere. Vi tror ikke på en politisk, forkromet løsning. Jeg ved ikke, hvem jeg skal stemme på, for jeg tror ikke på nogen mere. Jeg ved bare, hvem jeg ikke vil stemme på. Det er fravalg, ikke tilvalg. Jeg savner at kunne tro på et politisk parti, der kan redde mig, men det findes ikke i den sump af kynisme, som vi lever i. I dag hedder det ”jeg” og ikke ”vi”. Det er helt fint, hvis vores børn giver deres klassekammerater tærsk i skolegården. Hvorfor være god ved lille Ole og lade ham score et mål, bare fordi han har fødselsdag? Hvad skal vi med ham? Vi bekymrer os ikke om andre end os selv længere.«

I byen er der slet ingen bekymringer. Her lurer fristelserne til gengæld:

Gå for en fremmed i nat

Det søde liv der fik dig besat

Slingre som en glemt melodi

Fortryde hvert sekund du er fri

»Verden er fuld af utroskab,« siger Jens Unmack og holder en længere pause.

»Vi er alle sammen utro. Politikerne er utro. Vi bliver kastet ud i en ny krig hver dag – det hele er bundråddent. Men vi orker ikke at bekymre os om det.«

Du bekymrer dig heller ikke?

»Nej, jeg er fyldt op af katastrofer. Jeg gider ikke at se flere velgørenhedsshows på tv, mens jeg glemmer at være ordentlig over for de mennesker, som jeg burde være ordentlig over for. Vi kan ikke bekymre os om verdens undergang døgnet rundt, så er vi ikke mennesker længere.«

Løgn og egoisme

Jens Unmack har været udsat for sin egen katastrofe. Han blev kastet ud i kaos, da han inden for få år mistede sine to kammerater i Love Shop. Han røg ned i et sort hul, svigtede sin familie og søgte bort fra problemerne i fest og alkohol.

»Jeg har mistet min uskyld,« siger han.

»Jeg blev forrået, fordi jeg så, hvor afstumpet jeg kunne være. Den erkendelse var i sig selv en straf. Ja, jeg blev afstumpet, men det har jeg ikke lyst til at være længere. Jeg accepterede de løgne, jeg levede på, og da jeg kom ud på den anden side, tænkte jeg: Hold da op, sikke et skred, der skete der. Jeg troede, at jeg kunne leve i mit eget lille rockstjerneunivers og gøre, som det passede mig, uden at fucke andres liv op. Det kunne jeg ikke. Jeg var der ikke for de mennesker, som jeg skulle være der for. Jeg var egoistisk, og det gør ondt at opleve, hvor meget man kan såre mennesker, som tror på, at man repræsenterer noget godt.«

Han holder endnu en pause.

»Jeg elsker at like på Facebook, når nogen bliver gift eller har fået et barn. Lysten til at ville det gode er der, men ...«

Du mistede troen på kærligheden?

»Nej, jeg mistede mig selv. Troen på kærligheden er intakt. Uden den kunne jeg lige så godt skyde mig selv.«

»Kaaald det kærlighed,« synger han med dyb stemme og bryder så ud i høj latter.

»Dér har du din overskrift.«

Om Jens Unmack selv har gjort erfaringer med den utroskab, som kommer til udtryk på ”Kærlighed og straf”, melder historien ikke noget om.

»Det ville jeg jo aldrig afsløre i et interview,« siger han.

»Men alt er tilladt i en sang, så længe man selv kan stå inde for det. Den fiktive fortælling giver muligheden for at sige tingene lige ud, uden at det lyder som noget, der burde have stået i Se og Hør. Men jeg var da mere påpasselig denne gang. Der var en større bevidsthed om, at jeg sad med nogle ting, som skulle ud på den rigtige måde.«

Så du viste teksterne derhjemme, inden de blev indspillet?

»Nej,« siger Jens Unmack og smiler.

»Det er ikke Østtyskland, det her.«