Asger Jorn: »Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå«

»Gå ad helvede til med jeres penge, idioter. Afslår prisen. Har aldrig bedt om den. Totalt uanstændigt at rode en kunstner ind i jeres reklamer mod hans vilje.«

Sådan reagerede en ikonisk dansk kunstner, da han i 1964 blev tildelt en prestigefyldt pris og i omegnen af 2.500 dollars af Guggenheim Museet i New York for sit arbejde med maleriet. Et afslag, som var særdeles uhørt og udløste et ramaskrig i kunstverdenen.

For hvem takker nej til så fin en pris?

Asger Jorn.

»Jorn blev beskyldt for at være en smart kunstner, som tænkte i pr, men det var ikke tilfældet. Sådan var han. Asger Jorn ville ikke have nogen priser. Han ville ikke sættes op på en piedestal og være bedre end sine kunstnerkollegaer,« forklarer Jacob Thage, museumsdirektør ved Museum Jorn i Silkeborg.

Episoden med Guggenheim Prisen var typisk for den danske maler, som var meget kritisk over for det moderne samfund. Afslaget var derfor ikke den eneste gang, Jorn åbenlyst protesterede mod forsøget på at gøre ham til en kunstnerisk helt. I 1962 nægtede han at modtage den ansete Eckersberg Medalje, og da han blev tilbudt at blive medlem af Den Frie, afslog han.

En bundløs kritiker

Asger Jorn, som den 3. marts ville være blevet 100 år, er en af danmarkshistoriens ubetinget største kunstnere.

»Jorn er den kunstner i Danmark med størst betydning – i hvert fald i det 20. århundrede,« siger Dorthe Aagesen, museumsinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst.

Gennem sin 40-årige karriere producerede han flere end 2.500 værker, men på trods af, at de spænder over alt fra tegninger, grafiske print og collager til vævninger, keramik, skulpturer og bøger, vil det altid være maleriet, Asger Jorn er særligt kendt for.

Ved siden af sit virke som billedkunstner var Asger Jorn politisk engageret. Som ung meldte han sig under indflydelse af syndikalisten Christian Christensen, der var som en far for ham, ind i Danmarks Kommunistiske Parti, og frem til sin død holdt Jorn fast i, at kunsten var uadskillelig fra det sociale liv.

Et fællestræk for alle Jorns både tidlige og sene værker er derfor, at de har en udpræget kritisk tilgang til samfundet.

»Asger Jorn var optaget af, hvordan kunst kan være med til at ændre noget i verden, og alle hans værker kan derfor ses i et politisk og samfundskritisk perspektiv,« siger Dorthe Aagesen.

For ifølge Asger Jorn skulle hans kunst udfordre forestillinger og normer og dermed skabe mulighed for at forstå verden på nye måder.

Den kritiske tilgang til samfundets måde at agere på ses tydeligt i maleri-serier som ”Krigsvisioner” og ”Stalingrad”, der betragtes som Jorns hovedværk. Begge var en reaktion på grusomhederne under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig og var desuden inspireret af Pablo Picassos ”Guernica”.

Evindeligt grænsesøgende

Til trods for at Asger Jorn allerede debuterede som kunstner i 1933, gik der næsten 25 år, før han for alvor kunne leve af sin kunst. Det betød lange perioder i fattigdom og sult, hvor hans venner ofte modtog tiggerbreve fra ham.

Men i 1957 tog hans karriere fart.

»Pludselig kunne han sælge alt, hvad han lavede. Han fik kunsthandlere tilknyttet i både Paris, Italien, England og New York, som kæmpede om at få lov til at sælge hans ting,« fortæller Jacob Thage.

Den økonomiske succes interesserede ikke Asger Jorn, men gjorde det muligt for ham at udføre større projekter og at støtte andre kunstnere ved at købe deres kunst og dermed opbygge den enorme samling, han donerede til Silkeborg.

Alligevel ville han hellere udvikle sin kunst. Midt i al succesen, hvor hans typiske abstrakte malerier blev revet væk, kaster han sig derfor over et nyt eksperiment: Jorns modifikationer. Gamle billeder fundet på loppemarkeder, som han overmalede og »moderniserede«.

»Jorns kunstneriske udtryk var i konstant udvikling gennem hans karriere. Han arbejdede altid på noget nyt og anderledes – bl.a. med sine modifikationer, som var et modtræk til hans succes og fik kunsthandlerne til at rive sig i håret, fordi de ikke kunne sælge det makværk,« siger Jacob Thage og tilføjer, at alle Jorns værker stemmer godt overens med kunstnerens eget mantra:

»Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå.«

Rodløs og rastløs

Foruden at afprøve grænser i forhold til sin kunst havde Asger Jorn hele livet en umættelig trang til at udforske verden og dens forskellige kulturer. Han opholdt sig derfor sjældent et sted særligt længe ad gangen.

Som 15-årig flyttede han fra den lille by Vejrum til Silkeborg, hvor hans interesse for kunsten og maleriet blev vakt. I 1936 skiftede han igen rammer og rejste for første gang til Paris, hvor han blev oplært i det abstrakte maleri hos kunstneren Fernand Léger. Begrundelsen var:

»Jeg kunne jo lige så godt tage til Paris som til København. Der er jo sådan set lige langt fra Silkeborg, og så er Paris jo trods alt kunstnerisk mere betydningsfuld end København.«

Under Anden Verdenskrig var Jorn tvunget til at blive i Danmark, hvor han etablerede et samarbejde med andre danske kunstnere, men så snart krigen sluttede, tog han igen ud i verden. Først til Oslo for at se en mindre udstilling med sin store inspirationskilde, Edvard Munch, dernæst tilbage til Paris og videre til Tunesien.

Efter at have været tilbage i Silkeborg i en periode på halvandet år fra 1951-1952, hvor han var indlagt på Silkeborgs tuberkulosesanatorium, flyttede han med sin familie til Albisola i Italien, som blev hans faste base fremover. Dog stadig med rejser rundt i hele verden.

Ifølge Dorthe Aagesen har Jorns udlængsel og fokus mod udlandet foruden at være en stor inspirationskilde også bidraget til hans succes som kunstner.

»Asger Jorn har været ekstremt god til at gøre sin kunst international. Man ser ikke andre eksempler inden for dansk kunst på nogen, der har været så udadfarende,« siger hun.