Modstandsbevægelsens største succes

Lige før klokken 18 den 22. juni 1944 trængte en større gruppe modstandsfolk ind på den meget velbevogtede våbenfabrik Dansk Industri Syndikat i Københavns Nordhavn.

Cirka ti bevæbnede modstandsfolk besatte uden problemer toldvagten ved indgangen til fabriksområdet, mens otte andre trængte ind på området gennem en port, der ikke ofte blev brugt.

Modstandsfolkene havde allierede blandt vagtkorpset på våbenfabrikken, og efter at være trængt ind på området skulle det gå meget stærkt med at overmande og afvæbne de andre vagter på stedet.

Nøje planlægning

Sådan begyndte Bopa-medlemmet Jørgen Jespersen sin beretning om sabotagen mod den store våbenfabrik, der i daglig tale blev kaldt Riffelsyndikatet, og som efter manges mening lidt for velvilligt leverede våben til den tyske krigsmaskine under Anden Verdenskrig - herunder Madsen-maskingeværet.

Sabotageaktionen skulle vise sig at blive den største og mest ødelæggende i Danmark under Anden Verdenskrig.

Forud for angrebet var gået måneders minutiøs planlægning i den store københavnske sabotagegruppe Bopa, for flere tidligere sabotager mod våbenfabrikken havde gjort den til et af de bedst sikrede mål i Danmark.

Sikkerhed i top

I treholdsskift arbejdede 60-70 bevæbnede vagter - altså omkring 20 ad gangen - med at beskytte våbenproduktionen mod sabotager. Hertil kom et højt ståltrådshegn med strømførende ledninger, der var forbundet til alarmer til hovedvagten.

Vagterne kunne fra små bunkere beskyde fabriksområdet og eventuelle indtrængende, ligesom den tyske besættelsesmagt kunne tilkaldes direkte og med få minutters varsel stille med soldater.

Sikringen af Dansk Industri Syndikat blev betragtet som værende så god, at de tyske myndigheder fremhævede den som et mønstereksempel på, hvordan den slags skulle gøres. Alligevel skulle fabrikken ende i ruiner.

Vagter gjorde modstand

Egentlig betragtede de danske sabotageorganisationer fabrikken som et uindtageligt sabotagemål, men da det lykkedes at komme i kontakt med og alliere sig med tre af vagterne fra fabrikken, besluttede Bopa alligevel at gøre forsøget.

De tre vagter skaffede tegninger over fabrikken og dens sikkerhed, og af dem fremgik det blandt andet, at de direkte telefonlinjer til de tyske forstærkninger ikke kunne klippes over, uden alarmen gik. Det skulle derfor gå meget stærkt med at overmande de mange vagter.

Det lykkedes stort set gnidningsfrit - dog gjorde to vagter så megen modstand, at de måtte slås ned af modstandsfolkene. Der blev ikke løsnet skud.

Bølge af sabotage

Sabotagen mod Riffelsyndikatet skete efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943, hvorefter den tyske besættelse af Danmark var blevet væsentligt forrået. Adskillige sabotageorganisationer forsøgte at genere den tyske krigsmaskine så meget som muligt, og sabotagen denne juniaften i 1944 var blot ét i en række.

Den tyske besættelsesmagt havde op til ødelæggelsen af Riffelsyndikatet svaret igen på andre sabotager med at dødsdømme og henrette tidligere anholdte modstandsfolk - det havde dog tilsyneladende ikke skræmt de københavnske modstandsfolk.

Indtrængningen på fabrikken var indtil nu forløbet så stilfærdigt, at mange af arbejderne på fabrikken endnu ikke havde opdaget noget. Nu kunne hovedporten åbnes og selve sabotagen udføres.

400 kg sprængstof

Tre lastbiler kørte ind på fabriksområdet, og endnu flere modstandsfolk trængte ind bevæbnet med maskinpistoler og almindelig pistoler. I lastbilerne lå i alt 400 kg pulverformigt trotyl.

"Så blev der travlt. Der blev anbragt fire bomber á 50 kg i hovedbygningen, to på 25 kg i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidigt," fortalte Jørgen Jespersen senere om sabotagen.

Mens nogle anbragte sprængstoffer, fyldte andre de nu tomme lastbiler med nye våben fra fabrikken til brug for fremtidige aktioner. Byttet blev cirka 40 maskingeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne, to maskinkanoner og store mængder granater og patroner. Nu gjaldt det om at komme ud.

Våbenproduktion ødelagt

De cirka 100 arbejdere på fabrikken forlod deres arbejdsplads, da modstandsfolkene satte luftværnssirenen i gang for at tømme fabrikken. I forvirringen over sirenen og de mange arbejdere på flugt lykkedes det hele sabotagegruppen at slippe væk med deres bytte i behold.

Dansk Industri Syndikat røg i luften som planlagt. Produktionen af våben for tyskerne kom aldrig op i samme tempo igen.

Aktionen var isoleret set en succes for modstandsbevægelsen og især for Bopa, der udførte den, men den resulterede også i, at mange af våbenfabrikkens 1.600 medarbejdere blev arbejdsløse, og at den tyske besættelsesmagt svarede igen med henrettelser og angreb på civile mål i Danmark.

Artiklen er skrevet på baggrund af bøgerne "Sabotage - da danskerne gik til aktiv modstand mod den tyske besættelse" og "Samarbejde og modstand under den tyske besættelse - en politisk historie" samt på baggrund af oplysninger fra internetleksikonet besaettelse-befrielse.dk.