Monroe-mysterium lever videre
FBI har tilsyneladende mistet sagsmapperne, der omhandler Marilyn Monroes sidste dage.
De eksakte omstændigheder omkring divaen Marilyn Monroes død i august 1962 forbliver et mysterium her 50 år efter.
I forbindelse med 50-årsdagen for den amerikanske skuespillerindes død, har nyhedsbureauet AP uden held forsøgt at få aktindsigt i Monroes sagmappe hos det amerikanske forbundspoliti, FBI. Det skriver AP.
Det har givet ny næring til de mange konspirationsteorier, der siden Monroes død i en alder af blot 36 år har floreret omkring den præcise dødsårsag.
Sandsynligvis selvmord
Manden, der stod for obduktionen af Monroe, Thomas Noguchi, sagde i tiden efter dødsfaldet, at selvmord var en meget sandsynlig årsag, men at den nøjagtige årsag til Monroes død sandsynligvis ikke ville komme frem, før FBI-sagsmapperne blev offentliggjort.
Det er de sagsmapperne, som AP har søgt aktindsigt i. Efter en behandlingstid på ni måneder er FBI vendt tilbage til nyhedsbureauet med en besked om, at sagen ikke mere findes hos FBI.
Heller ikke hos det amerikanske rigsarkiv, der ellers normalt ville have fået overdraget filerne fra forbundspolitiet, har man sagsmapperne, der vedrører Monroes sidste dage.
Massiv overvågning
Tidligere bevilgede aktindsigter har vist, at Monroes liv blev overvåget i stor stil af FBI. De var i særdeleshed bekymret for, at Monroe var kommunist.
Det sammenholdt med en påstået affære med den daværende amerikanske præsident, John F. Kennedy, har givet anledning til talrige teorier om, hvordan Monroe kom af dage.
Den 5. august vil det være præcis 50 år siden, at Marilyn Monroe blev fundet død i sit hus i Beverly Hills i USA.