Boteros basser

Den colombianske maler Fernando Botero har befolket Arken med sit verdenskendte persongalleri af kødfulde kvinder og mænd. Vi mødte manden bag de store størrelser til en snak om kvindeidealer, folkekunst og tyrefægtning på Hotel D'Angleterre i København.

Brede hofter og lår i skoene. Der er kødeligt nærvær og svulmende, marcipanfarvet krop i den colombianske kunstner Fernando Boteros persongalleri.

Som et reklamefremstød for store størrelser befolker Boteros basser nu Arken i Ishøj med fest, farver og kunstudstilling, der giver den gode smag noget at tygge på.

Vi har sat den folkekære kunstner stævne på Hotel d'Angleterre i København - langt fra de røgslørede værtshuse, bordeller og spillebuler, som han ellers smækker vellystigt op på lærredet.

I Fernando Boteros univers er livet fedt i mere end én forstand. Der bliver drukket tæt, danset på bordene og skoddet cigaretter på gulvene. Bagefter kan man rense sjælen med de buttede badenymfer i pudderfarvede fliserum.

Men hvorfor skal de muntre mennesker døje med XL i pasform?

Det har intet med fedme at gøre, forsikrer maleren, der til daglig pendler som en forretningsmand mellem sine atelierer i Paris, New York, Pietrasanta og Monte Carlo.

Volumen i kunsten

»Det handler om volumen i kunsten, og jeg har fundet min egen personlige måde at udtrykke den på. Da jeg boede i Firenze, blev jeg inspireret af Michelangelo, Masaccio og Piero della Francesca og deres arbejde med volumen,« siger Fernando Botero og afviser, at han er ude efter tidens slimline kvindeideal.

»Skønhed i kunst og skønhed i den virkelige verden er to forskellige ting. Hvis jeg overførte det virkelige livs skønhed til malerierne, ville det blive frygteligt banalt.«

Fernando Botero ser sine figurer som et selvstudium i latinamerikanere. »Kunsthistorien er fuld af prototyper. Tænk på de græske statuer. Alle grækere var selvfølgelig ikke sådan. Mine figurer er også prototyper, bare på latinamerikanere. Jeg maler scener, som jeg husker fra min ungdom i provinsbyen Medellín med den folkelige atmosfære. Om aftenen gik vi ned på det kendte bordel Raquel Vegas Hus. Jeg maler både biskoppen, luderen, hesten. Alt er med.«

Måske er det den folkelige stemning, der har gjort kunsten og reproduktionerne mere kendt end kunstneren

»Jeg har aldrig selv lavet litografier eller grafik. Det er godt med alle de postkort og plakater. Så kan folk, der ellers ikke har råd til at købe mine malerier, købe dem som plakater.«

Vil skabe glæde

Gå-i-byen-scenerierne hænger på Arken under temaet "Melankoli og Begær", men kunstneren har svært ved selv at få øje på melankolien:

»Nogle ser melankoli, nogle ser glæde i malerierne.

Som person er jeg optimistisk og har et smukt liv, så jeg ser ikke det sørgmodige.

Jeg har malet sørgmodige billeder, da jeg gik på skole, og terrorbillederne reflekterer den politiske situation i Colombia. Men ellers afspejler billederne mere eller mindre optimisme og veltilfredshed. Kunsthistorikerne finder på kategorier. Men hvad enten værket er af træ, bronze eller på lærred er kunstens primære funktion at skabe følelsen af glæde.

I dag handler meget kunst om at ødelægge, og det er nærmest prostitution at behage publikum. Det er forkert. Kunst er at løfte folk. Jeg har aldrig fundet en mere præcis definition på kunst end maleren Poussins: Et maleri er noget, man gør med former og farver på en plan overflade for at skabe glæde.«

Når det kommer til installationer og videokunst, ser den venlige, velklædte herre mindre glad ud.

»Alt det er også kunst. Hvor godt det er, må vi vente 50 år med at sige. Men det er forkert, som så mange kunstnere siger, at maleriet er dødt og bliver skiftet ud med videoen. Kunsthistorien handler om den samme hest, den samme mand, det samme træ, bare set på forskellige måder. Fra hulemalerierne til Renæssancen og Picasso. Stilen gør kunsten spændende.

For kunst er et spørgsmål om stil.«

Et bevidst valg

Fernando Boteros egen dekorative stil er af onde tunger blevet kaldt naiv folkekunst.

»Jeg ser ikke mine malerier som naive, men primitive. Den naive kunstner ved ikke, hvad han ellers kan gøre. Med min baggrund og uddannelse er jeg ovenpå og ved, hvad jeg laver. Jeg kan lide det friske og direkte ved den primitive, italienske kunst, som jeg prøver at give videre til min verden. Men det er et bevidst valg, og ikke fordi jeg ikke kan andet.«

Det begynder altid med en tegning, når Botero henter sine populære motiver frem af erindringens skatkammer. De mange tyrefægterbilleder bunder i to år på toreadorskole og en særlig passion for kampen om den røde klud.

»Jeg elsker tyrefægtning. Som 15-årig ville jeg være tyrefægter. Men da jeg så endelig en dag stod foran tyren, indså jeg pludselig, at det ikke var mit kald, jeg måtte hellere holde mig til vandfarverne.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.