Fortsæt til indhold
Kultur

Soaps seje lillebror

14-årige Danny Kool er blevet lanceret som ''Danmarks Hårdeste Lillebror'', og med rappe rim og friske hits er den kønne knægt blevet favorit blandt sine jævnaldrende.

Af NIELS PEDERSEN

Når Danny Sørensen bliver til Danny Kool, får han pigerne til at skrige. Sidst han var på turné og optrådte i storcentre mødte der nogle gange 4.000 piger op, og når de skriger på samme tid, kan man høre butiksruderne klirre.

»De skriger helt vildt meget, og de kan også finde på at græde. De kaster bamser og roser op til mig, griber fat i mig. Det er sjovt, men det var underligt i begyndelsen,« siger Danny Kool.

Normalt er det voksne mænd, der kalder på den slags reaktioner hos deres fans. Danny Kool er bare 14 år gammel, og eftertragtet som Danmarks yngste popidol.

»Når jeg møder pigerne, siger de ting som: Jeg elsker dig, må jeg få et kram og den slags. Det betyder, de er glade for musikken. Jeg får også mange fanbreve, men jeg har ikke tid til at skrive tilbage, og det undskylder jeg meget. Jeg har bare for travlt for tiden.«

Danny Kool er glad for de skrigende piger, men han kunne godt tænke sig, at flere drenge ville møde op til hans koncerter.

»Der kommer nogle drenge, og det er ret sejt, når der står drenge ude i siden og klapper med og kan teksterne udenad.«

Hjemmeundervisning

Når man skræller de smarte solbriller af hans ansigt og skruer ned for de blærede rim, som præger hans to CD'er, bliver Danny Kool til en forholdsvis almindelig 14-årig knægt.

Som han sidder på Café Sebastopol på Nørrebro i København og drikker cola er han klædt i stort poset tøj som alle de andre teenagedrenge i kvarteret. Dynejakken er gigantisk, og bukserne har hængerøv.

Han fortæller, at han holder af hiphop og soul, og at han ønskede sig den nye med R. Kelly i julegave. Til sommer afslutter Danny 9. klasse.

Men her ændrer hans verden sig i forhold til de fleste jævnaldrenes.

Danny Kool er nemlig så optaget af sin spirende musikkarriere, at han ikke går i en almindelig skole. Han får hjemmeundervisning fire timer hver dag.

»Jeg savner ikke skolen, der er mere ro derhjemme og det er nemmere at få hjælp,« fortæller han.

»Vi er to, der får undervisning sammen. Vi lærer det hele undtagen fysik og fransk.«

Det er Dannys far og en anden lærer, der står for undervisningen. Storebroder, der går i 3.g. hjælper også i hjemmeskolen.

Musikalsk familie

I det hele taget er historien om Danny Sørensens forvandling til Danny Kool et familieforetagende.

Hans mor, der er halvt malaysisk og halvt indisk, lærte ham at synge, og faderen, der er dansk og musiklærer, pudsede Danny og hans talentfulde søskende af.

Da han var tre år gammel, kom han hver weekend med faderen Sten, en storebror og de to storesøstre Line og Heidi rundt til plejehjem. Her optrådte de for de gamle. Sten spillede guitar, mens børnene sang danske sange.

»De gamle blev altid glade, og nogle gange begyndte de at græde. Det trænede vores stemmer, at vi sang så meget,« husker Danny Kool.

Planen var allerede dengang, at familien skulle indspille plader. Måske være et familiekor, men den drøm blev der lavet om på, da Line og Heidi fik tilbudt en selvstændig pladekontrakt og blev til S.O.A.P.

Pigerne har nu udgivet to S.O.A.P.-plader, og deres lette dansepop er blevet godt modtaget flere steder i udlandet. Senest har søstrene Sørensen rejst rundt i Europa i tre måneder som opvarmning for Savage Garden.

»Da Heidi og Line lavede S.O.A.P., ville min bror og jeg lave en gruppe sammen, men pladeselskabet ville kun have mig. Min bror sagde, jeg skulle tage chancen.«

Danny var 11 år gammel, da kontrakten kom i hus.

Den hårdeste lillebror

Da Danny Kool blev sluppet løs til et idolmarked med mod på purunge forbilleder, lignede han en smart tænkt fordanskning af Aaron Carter.

Aaron Carter blev for et par sæsoner siden lanceret som ''Verdens Hårdeste Lillebror'', da hans storebror, Nick, er medlem af Backstreet Boys. Så Danny debuterede som ''Danmarks Hårdeste Lillebror'' som opvarmning for netop unge Aaron ved en koncert i Vega, København i slutningen af 1997.

Pigerne begyndte at skrige fra det øjeblik, de fik øje på den kønne 11-årige fyr, der sang og rappede som en fuldvoksen.

Året efter udkom ''Danny Kool'', solgte 70.000 eksemplarer og blev lydsporet, der i 1998 tapetserede 11-14-åriges ungpigeværelser.

Unge idoler

Siden Danny Kools gennembrud er markedet for purunge idoler vokset. Der er i hvert fald kommet flere af dem. Nordjyske Creamy solgte ''Æblemand'' til mere end 200.000 fans og er nu begyndt at synge på engelsk. I deres slipstrøm har hitlisten fået besøg af Small Talks nye versioner af gamle Grand Prix-hits, mens danseparret Sonny & Jeanne har bejlet til det samme marked med en udgave af News-sangen ''Jeg Elsker Dig''.

Tendensen fortsætter i 2001 med to 17-årige piger, der kalder sig Bikini og er ude efter de yngstes opmærksomhed med en stil, som minder om den amerikanske teenagestjerne Britney Spears.

Danny Kool mener, der har manglet unge idoler. Især af hankøn.

»Før har pigerne været nødt til at være vilde med sangere på måske 25 år. Hvis man er 14 år gammel og er fan af en på 25, så ved man, at ham får man aldrig fat i. Det virker måske nemmere at drømme om at få fat i en som mig,« griner han.

»Jeg tror også, at deres forældre hellere vil have, at deres datter er vild med en på sin egen alder. Dem på 25 går meget i byen og til fester, og forældre vil ikke have, at børnene får den slags idéer, hvis de kun er 10 år.«

Ikke millionær

Selv om interessen for at høre de små synge er stigende, og Danny Kool har solgt 70.000 plader og givet mange koncerter, er han endnu ikke blevet rig.

»Jeg har nok lidt flere lommepenge end de fleste. Men der er også mange omkostninger. I teksterne kan jeg rappe, at jeg tjener flere penge end din far, og måske er det sådan. Rap handler om at spille smart. Der kommer penge ind, men jeg tjener ikke vildt meget.

Hvad bruger du pengene til?

»Forskelligt. Jeg betaler husleje. Jeg har ikke tjent så meget, som jeg havde regnet med. Jeg har altså ikke en million eller sådan. Jeg bruger mine lommepenge hurtigt, men min far holder styr på økonomien.«

Danny Kools nyeste CD ''Styrer Verden'' er udgivet af Spin/Edel. Mere info om Danny findes på www.danny.dk.

niels.pedersen@jp.dk