D-A-D: SOFT DOGS

D-A-D: SOFT DOGS
48 minutter
EMI/Medley
UDKOMMER I DAG

Nogle bands har det sværere end andre.

Især bands, der gennnem en lang karriere er blevet noget nær en institution.

Noget selvfølgeligt.

Og i den kategori finder vi D-A-D.

Bandet har lige siden deres fabelagtige "No Fuel Left For The Pilgrims", der udkom i disse uger for 13 år siden, skullet tackle de stadig stigende forventninger, der stilles til et nyt D-A-D-album. Og havde det så været det eneste...

D-A-D skal også stå distancen overfor et uforskammet konservativt D-A-D-hardcore-publikum, der forventer, at D-A-D leverer den kendte vare - og helst uden alt for mange dikkedarer. Helt for fuld skrue med volume-speederen helt i bund.

De gange, at bandet har tilladt sig at gribe tingene an på en lidt anden måde, har der vanket klø.

Meget homogen

Om det sker efter udgivelsen af album nummer otte - "Soft Dogs" - der er på gaden i dag, vil vise sig, men der er ingen grund til det: "Soft Dogs" er et helstøbt ganske konsekvent D-A-D-album af klassisk snit, men samtidig også et album, der spejler, at den sympatiske kvartet ikke ligefrem er novicer, hvorfor bandet selvsagt har behov for at afprøve lidt nyt.

D-A-D virker som band her i 2002 kolossal homogent. Som en sprællevende organisme med fire sammenhængende kroppe med kun et hovede. Alle trækker de på samme hammel frem mod et fælles mål, og der er ingen svage led. Jesper Binzers pragtfulde stemme er her, der og alle vegne som det led, der binder det hele sammen: Bror Jacobs opfindsomme og levende guitar, der holdes særdeles effektivt oppe af den uigennemtrængelige rytmebund skabt af Stig Pedersens bas og "unge" Laust Sonnes trommer.

Generelt kan man med nogen ret hævde, at D-A-D på det ottende album vægter balladerne, men nu skal man altså lige erindre, at en ballade i hænderne på D-A-D ofte svarer til, hvad et gennemsnitligt rockband uden tøven vil kalde for et heavy rock-sang. Når D-A-D - som f.eks. i "What's The Matter" går heavy, så er det altså virkelig råt. Så forvent ikke musik for tøsedrenge, selvom "Soft Dogs" generelt er mildere end forgængere "Everything Glows". Pladens titel går mere på tekstholdningen end på musikken. Temaet er stadig kærligheden på godt og ondt, men generelt fremtræder drengene nu, som det nogle engang betegnede "bløde mænd".

Storladne ballader

Jeg har i den hårdere ende allerede fremhævet "What's The Matter", men i den ende ligger også rockerne "Un Frappe sur la Tête" og "Hey Little Aeroplane". Og så er der de storladne ballader - eller retteligen balladeagtige afdæmpede sange - som f.eks. "It Changes Everything", "Golden Way", "Between You And Me", den pudsige neddæmpede "Blue All Over" og endelig "Human Kind", der næsten mere end nogen anden sang på pladen understreger, at D-A-Ds gennemslagskraft og styrke ikke er volume-betinget. Fremhæves må også "So What?", der i opbygning veksler mellem de dybe og det højflyvende og i øvrigt i høj grad understreger Jesper Binzers evner og styrke som udtryksfuld sanger.

Nye klassikere?

Med "Soft Dogs" som med de fleste D-A-D-albums: Det tager lidt tid, men efter at "Soft Dogs" begynder at folde sig ud, da er jeg ikke i tvivl om, at der også på dette album findes adskillige skæringer, der har live-klassiker-potentiale. Om det så bliver en realitet, det kan publikum allerede i morgen få den første fornemmelse af, når D-A-D i Roskilde har premiere på deres lands-turné.