Majid: LIFE KNOWLEDGE POETRY
Majid: LIFE KNOWLEDGE POETRYVirgin
Majid kommer fra slænget omkring Outlandish og debuterer med et sprogligt intelligent og musikalsk opfindsomt bud på, hvordan moderne dansk rap og soul kan lyde.
Den fuldvoksne rapper har en varm og blid tone. Han udstråler et positivt engagement, der er blottet for de hårde attituder, der ellers præger genren. At han på debutpladen beskæftiger sig med andet end sit eget underliv, gør ikke værket mindre interessant.
Majid, 29 år, er vokset op i Avedøre. Hans familie har rødder i Marokko, og forholdet mellem indvandrere og Danmark spiller en vigtig rolle på ''Life Knowledge Poetry''. Det samme gør det ofte problematiske samliv mellem Vesten og den arabiske verden.
I ''My Struggle'' handler det om Israel og Palæstina, hvor Majids sympati er på den palæstinensiske side, mens ''What We Are'' er en bøn om accept af forskellighed frem for krav om assimilering.
De tunge emner bliver fremlagt med en musikalsk lethed. Der er soulsmerte i Majids stemme, selv når han rapper, som man også kender det fra vennerne i Outlandish.
Hiphop som motor
Han deler Brøndby-trioens fornemmelse for kulturmøder i musikken. ''Knowledge'' løfter sig på arabiske strygere og blotter Majids rødder. Helt suveræn er også ''New Love'' med en sexet Carmen McRae-sampling og Tue Track som syret producer med masser af ekko i dub-stil.
Albummets motor og benzin er dog hiphop. Genren, der oprindelig var et amerikansk fænomen, har for længst etableret sig som obligatorisk lydspor i vestens multikulturelle forstæder, hvor unge finder det lettere at identificere sig med amerikanske rappere end f.eks. traditionel dansk rock.
Bevægelsen har på det seneste født flere lokale hiphop- og souludgivelser. Fra poppede Alex til R. Kelly-disciplen Burhan G.
Personligt udtryk
Majid leverer det hidtil stærkeste argument for moderne dansk soul med engelske tekster. Hvor kollegaerne synes tilfredse med at efterligne amerikanske forbilleder, giver rapperen fra Avedøre musikken et personligt udtryk med stærk hjælp fra lydhøre producere som Jeppe Bisgaard, Mintman, Nabil Nafar og Outlandish.