Troubadouren er tilbage

Den ligner sådan en godmodig, men lidt langbenet, gravhund, som den lister rundt mellem instrumenter, pulte og kabler i pladestudiet Feedback Recording i Viby ved Århus.

Men det er ikke en gravhund. Det siges at være en tysk jagt-terrier. Og at den bider.

Heller ikke her i de gamle Gnags-studier skal man altså skue hunden på hårene.

Og måske gælder det mere bredt - og altså også en række af de tobenede, der bevæger sig rundt her. Der er i alt fald et par stykker, som man slet ikke ville gætte på var musikere.

Men en af dem med et gammelkendt ansigt er Lars Lilholt. 14. marts næste år fylder han 48 år. Og på dagen er det fire år siden, at Lars Lilholt Band udsendte bandets til dato mest populære CD: "Masai".

En CD, der i løbet af kort tid fik nationen til at skråle med på numre som " Cafe Måneskin", "Gudenåen version 2" (også kaldet A-I-A-I-AH) og "Mikkel han var død".

14. marts udsendes så bandets nye CD, der kommer til at hedde "Gloria". Og endnu engang er det Lars Lilholt på vokal, violin og guitar, hans bror Kristian Lilholt på keyboards, søsteren Tine Lilholt på tværfløjte og el-sækkepibe, Tom Bilde på bas, Gert Vincent på guitar og Klaus Thrane på trommer.

En mulikalsk familie

Tre søskende og tre udefra kommende, der tilsammen har lavet en musikalsk familie, der som et minimum tre måneder hver sommer er bundet sammen i et musikalsk fællesskab, der bringer dem på turne rundt til omkring 250.000 fans under divergerende åbne aften-himler.

Det hører til det nationale særkende, at man enten bare e-l-s-k-e-r Lars Lilholt og hans sange, eller også får man allergisk udslet ved bare at høre hans navn. Har han selv et bud på, hvorfor det forholder sig sådan?

»Jeg ved, selvfølgelig, at sådan er det. Men jeg tror ikke så nøje, jeg kan give dig et bud på hvorfor. Måske har det noget at gøre med, at jeg i forhold til dem, der vender tomlen nedad, står for dybt forankret i dansk folkemusik til, at de kan acceptere det.«

»Men det kan ikke være hele forklaringen, for vi spiller jo også ting, som minder mere om Pink Floyd end om folkemusik. Måske piller jeg ved noget, som de mennesker ikke kan li´, at jeg piller ved.«

Hvad?

Måske handler det om inderlighed - hudløshed. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det, jeg laver, fra min side er ærlig snak og hårdt arbejde. Måske gik det mig også mere på for femten år siden. I dag er jeg nærmest ligeglad. I alt fald så længe, der tropper en kvart million op hver sommer for at ville høre os.«

Ville være uhyggeligt

»Men i øvrigt synes jeg, at det er godt nok, at der er nogen, der ikke kan li´ mig. Andet ville da være uhyggeligt.«

Så taler vi lidt om, at der jo også uden for den musikalske verden er noget, der tyder på, at selve dette, at kunne levere en begejstring og måske dyb tilfredsstillelse til én gruppe, afføder ringeagt hos en anden og udenforstående gruppe. Det gælder politisk. Det gælder religiøst. Og det gælder bredt kunstnerisk.

Faktisk synes det at være en generel del af popularitets-medaljens bagside.

Tilbage i Studie 1 her i Feedback Recording, der naturligvis for længst er blevet digitaliseret, men som dog sideløbende også bruger en gammel, 24 spors båndmaskine, slippes et af de nye numre ud af de store højttalere.

Lars Lilholt har skrevet teksten til "Vi mødes under månen":

"Vi gir hinanden navne

og fortæller landet frem

historier vi vil savne

når musikken vender hjem

sangene blev sunget

længe før år nul

de skråler Bad Moon Rising

på det brune bræddegulv"

Bjergtaget

Men lige i dette nummer er det måske i højere grad en stor og anderledes og fascinerende sound, der i første omgang fanger øret. Melodien, der er skrevet af Kristian Lilholt, stabler sig op, så man sidder bjergtaget over musikkens anderledes og imposante væsen. Det lyder mest af alt som et iørefaldende, lille orkesterværk.

Lars Lilholt Band kan mere end at lægge nye alen til den gamle meter-vare.

Til yderligere at bidrage med ny lyd til nummeret, har man netop fløjet en musiker ind fra Frankrig. En mand, der er virtuos på sin bombarde - et dobbeltbladet blæseinstrument i slægt med såvel oboen som skalmejen.

Franskmandens navn er André Le Meut. Han ligner og lyder som en distræt universitetsprofessor. Men altså ikke, når han spiller.

Som det ofte er gældende for franskmænd, så taler også denne André kun sit modersmål, så det har tillige været nødvendig at indforskrive en tolk, der springer til og fra.

Kristian Lilholt fortæller, at han har skrevet tre en halv af de nye melodier. Lars Lilholt har skrevet resten. Den på Samsø bosatte Kristian Lilholt har gennem årene bygget sit eget musikalske univers op. Han siger, at han hvert år har behov for at komme rundt også ind imellem med sine egen musik for at holde den alternative musikalske eksercits intakt.

At køre en ræv ihjel

Som årene er gået, har også Lars Lilholts tekstunivers ændret sig. Fra det umiddelbart tilgængelige og traditionelle, eksemplificeret ved "Kald det kærlighed", var der langt frem til sangen om oplevelsen ved at køre en ræv ihjel.

Men også når han i dag skriver om kærlighed, er hans udtryk ændret betydeligt. Han tør i dag føre os længere ud - længere ind - længere op - og længere ned.

Som i "Den Hvide Dværg" på den kommende CD.

Der er den fodnote til sangen, at: Vores sol har i 4,5 milliarder år fusioneret brint til helium. Om ca. 5 millioner år vil solen være løbet tør for brintkerner og vil svulme op til en såkaldt Rød Kæmpe. En enorm kugle af fortyndede gasser. Til sidst mister solen sin ydre kappe og bliver til en Hvid Dværg. Hvorefter den dør roligt ud.

Stjernestøv

Her er så starten på den nye sang:

"Med stjernestøv i hjertet

fra den første ild

med fosterfedt i håret

og lyst til at gå vild

kommer vi til verden

under skrig og skrål

som gnister fra det første store bål

Og fra sit bjerg

kan vi høre ham synge ned

den hvide dværg

på en sang om kærlighed

han lo - hej ho

vi sætter mærker i alle mål

som gnister fra det første store bål.

Vi er helt alene

vi er bange vi er små

ramler mod hinanden

tumler rundt på må og få

selvom vi er sandkorn

et fnug - en knappenål

er vi også gnister fra det første store bål"

Af lediggang

Hvor kommer de fra, disse sange?

»Ofte springer de frem, når jeg når derhen, at jeg begynder at kede mig. Og nu snakker vi altså vinterhalvåret. Jeg skriver ikke om sommeren, der er der ligesom nok andet at se til. Men jeg mener godt, at man i mit tilfælde kan sige, at kunsten fremspringer af lediggang. Men måske er det rigtigere at sige, at den først kommer og banker på, når du har fået roen til at falde på dig - er kommet ud af den hektiske fase.«

Hvordan ser dit liv i øvrigt ud i vinterhalvåret? Mange har vistnok en romantisk forestilling om, at du padler op og ned ad Gudenåen - som løber lige uden for din dør - og at du er en ivrig lystfisker. Men ingen af delene er vistnok rigtige.(?)

»Jeg tror de fleste ville betragte mit vinterhalvår som stille - og i virkeligheden kedeligt. Det er noget med at få familielivet til at fungere. Det er noget med at vaske tøj. Og sørge for at ungerne kommer i skole. Og så skal jeg jo altså ingen steder. Du har ret i, at jeg ikke selv fisker længere. Men jeg har stor glæde af at se nogen, der gør.«

Her i studiet har hunden stadig ikke bidt nogen. Men nu man ved, at den bider, synes det godt at kunne anes i dens øjne, at den ligger og pønser på det.

Og studiets faste stab siger, at man skal passe på. For den er farlig, denne studiehund, der ejes af teknikeren Charlie Jensen ved mixerpulten.

Fra Skotland er nu ankommet Steve Saint. Han skal om på den anden side af glasset og lægge en omgang traditionel skotsk higeland-sækkepibe på nummeret "Hvad får hjertet til at slå?" - med undertitlen "Gudenåen, version 3".

CD´ens producer er Søren Jacobsen, men lige bestemt i arbejdet med at vejlede den skotske gæst musikalsk er det bassisten Tom Bilde, der, ivrig og fuld af ideer, får lov at føre ordet.

Ellers kunne det på sangtitlen tyde på, at vi genremæssigt skal i gang med noget, vi kender.

Overrumplende steder

Men det viser sig nu hurtigt at være forkert. For ud over den skotske higeland-piben, så medvirker også på dette nummer den grønlandske sanger Rasmus Lyberth i rollen som åndemaner. Hvilket får hele den lydelige kulisse til at emme af jord og ild og hav og himmel. Og dermed af det åndelige eller guddommelige - hvad man foretrækker.

Igen et nummer der peger nye og overrumplende steder hen.

Lars Lilholt:

»Lige bestemt den sang sprang så at sige op af jorden. Min kone havde pålagt mig fysisk arbejde, nemlig derved, at hun med en bestemt mine havde forklaret mig, at uden for huset lå der en have med jord, og at den jord trængte til at blive vendt. Jeg skulle med andre ord grave have. Hvilket faktisk ikke passede mig.«

»Men jeg stod altså derude i tusmørket og gravede, og så kom ordene langsom listende helt af sig selv. Og melodien med.«

Hvad kan du sige om den nye CDs titelnummer, "Gloria"?

»At det begyndte som en stiløvelse. Jeg havde foran mig et berømt maleri af den surrealistiske hollandske 1400-tals maler Hieronymus Bosch. Jeg gav mig selv den opgave at sætte ord på, hvad jeg så i den meget specielle verden af sælsomme væsener. Men på et tidspunkt holdt det op med at være en stiløvelse - og begyndte at blive en sang.«

Fra 27 til 13

»Og faktisk har jeg aldrig tidligere haft så mange sange til rådighed, når jeg gik i studiet. Vi var oppe på 27. Så skrællede vi det ned til 16. Og her senest er så yderligere 3 røget ud.«

Kristian Lilholt er gået over i Studie 2 i hovedbygningen på den stille villavej for der med en tekniker at mixe forskellige lydspor på en lidt anderledes facon.

Mellem optagelserne går dørene hele tiden op og i, og venner og hjælpere kikker forbi for at gå til hånde -eller for at lytte på.

En af de nys ankomme er bandets personlige manager og book´er Tommy Kejser. Engang i tidernes morgen var han selv medlem af bandet. Nogle vil nok mene, at det er han stadig - dog i dag uden instrumenter.

En oplevelsesrejse

Lars Lilholt fortæller, hvordan han sammenligner det at skrive sange med en oplevelsesrejse:

»Og jeg holder uendeligt meget af det. Også fordi jeg aldrig ved, hvor det fører mig hen. Men hvad det angår, så er det altså også - for mig i alt fald - betydeligt sværere at skrive ordene end at skrive musikken.«

Bag glasruden snakker Tom Bilde endnu engang sækkepibens muligheder igennem med den skotske gæst.

Ude i køkkenet er den blandt rock-musikere kendte kok, "Chili John", med det borgerlige navn Rasmussen, gået i gang, bl.a. med kartofler, grønsager og en vægtig, røget lakseside.

Tolken er ved at forklare André Le Meut om den forunderlige verden af danske jule-øl, hvoraf franskmanden har fundet et tilsneet eksemplar ude i køleskabet.

Bag berømmelsen

Lars Lilholt bliver bedt om at fortælle, hvordan han har det med berømmelsens medalje-bagside.

Han siger, at fraregnet de få tumper, vi vel alle møder undervejs, mærker han ikke selv meget til det.

»Men min familie - min kone og mine børn - lider ind imellem under graden af kendthed, der klæber til navnet.«

Lige nu er der tegn på, at der er ved at opstå en lille pause i arbejdet her i Studie 1.

Det skulle slet ikke undre, om den lille, langbenede gravhund, som altså er en tysk terrier, og som lige nu ligger henne under mixerpulten, om lidt kommer farende frem og bider en eller anden.

Hvis vi lister af nu, bliver det ikke os, den sætter tænderne i.

Vi går udenfor på den stjerneløse villavej.

Men på længere sigt er her også usikkert: Der er kun 5 millioner år til solen forvandles til en rød kæmpe, og kun lidt længere til den bliver til en hvid dværg - og helt forsvinder.

Men her inde i huset bag os, der udefra set er hyllet af mørke, går lige nu den eneste sangskriver rundt, der næste sommer kan få os til at skråle med på en sådan åbenbart videnskabelig dommedags-profeti.

Måske fordi vi i ham har en skjald, der tør synge os til den yderste grænse:

"Med stjernestøv i hjertet

fra den første ild

med fosterfedt i håret

og lyst til at gå vild"

poul.blak@jp.dk