Døden og triumfen

For første gang instruerer de sammen den ballet, der for alvor gjorde dem kendte i 1970'erne, Dødens Triumf.

Jeg står på gangen uden for konferencelokalet på Østre Gasværk i København og underholder mig med de mange teatertegninger, plakater og breve fra før og nu - især en del fra Betty Nansens tid og teater.

Vivi og Flemming Flindt kommer om lidt.

Flemming og Vivi Flindt - straks skabes der billeder i hovedet. Glamourøse. Elegante. Som et rockstarpar, tiljublet af fans, men blot med balletten som udtryksform.

Dengang i 70'erne strømmede folk, helt almindelige folk, iført langt hår og cowboybukser, til Det kgl. Teater eller en sportshal i provinsen for at se idolerne danse.

DANSE!

BALLET!

Kunne det ske i dag?

I den anden ende af gangen kommer en ældre, rund lidt duknakket mand i cardigan gående. Vi nikker venligt til hinanden. Han går ind i konferencelokalet - og kommer ikke ud igen.

Mærkeligt. Hvad skal han?

Jeg kan høre, at han tager kaffe og rasler med tallerken og morgenbrød.

Pludselig går der en prås op for mig, og jeg skynder mig ind.

»Goddag. Jeg hedder Flemming Flindt,« siger manden, da jeg præsenterer mig.

Inden i hovedet eksploderer erindringsbilledet af den kraftfulde danser.

Selvfølgelig, tænker man, det er 30 år siden! Manden er 66 år, han har lov til at ligne det han er, en morfar, der har levet godt.

Han har venlige øjne og beder blot om, at der tales tydeligt, for han hører dårligt.

Klik-klak fra rappe hæle lyder uden for døren, og ind kommer en kvinde. International stil i dyrt og smart strik i klare farver, det lange lyse hår i ballerinaknude i nakken. Perfekt make up. Slank, flot og næsten uforskammet velholdt.

»Hej skat,« fulgt af et knus og kys på kinden henvendt til eksægtefællen og et »Goddag, jeg er Vivi Flindt,« til mig.

Snart 60 år og alligevel holder erindringsbilledet, selvom det også er 30 år gammelt.

Billederne sad indtil for syv år siden i samme album, så blev de skilt og det har været en offentlig hemmelighed, at skilsmissen mellem Flemming og Vivi Flindt ikke var nem. Ikke for nogen af dem. Den slags bliver heller ikke nemmere af at have offentlighedens interesse.

Sammen igen

Hvad så nu? Hvordan kan man arbejde sammen om noget så følelsesladet som en forestilling, som han skrevet og begge har danset?

For det er det, de skal.

Dødens Triumf får premiere på Østre Gasværks Teater den 26. oktober.

Flemming Flindts "Dødens Triumf" er skabt over vennen Eugene Ionescos surrealistiske tekst 'Jeu de massacre', der handler om de sidste to sekunder før den endelige katastrofe, jordens undergang. Et evigt gyldigt emne, en tragisk farce om menneskets vanvid, som udtrykkes i selvødelæggelse og forurening af hele kloden.

Balletten blev danset til succes - og skandale - over hele verden og fra premieren i 1972 på Det kgl. Teater og frem til 1975 nåede den 175 opførelser. Det var dengang samspillet mellem ballet og musik, Thomas Koppels fantastiske musik spillet af Savage Rose med Anisette, samt nøgenscenerne, der trak det nye publikum. Det kunne have ødelagt Vivi Flindts karriere at stå nøgen på scenen dengang i de frie 70'ere.

Men det gjorde det ikke, og Vivi Flindt husker, at det at stå nøgen på scenen ikke generede hende det mindste, da var hun jo i en rolle, hvorimod hun ikke kunne drømme om at vise sig topløs på en badestrand, som sig selv. Pudsigt nok vendte det billede 180 grader i 1994, ikke for Vivi Flindt, men for de nye dansere i den nye opsætning. De viste sig gerne topløse på stranden - men havde det meget dårligt med at optræde nøgne på scenen.

»Sådan ændrer tiden og moralen og normerne sig,« som hun med et smil og et skuldertræk konstaterer.

Gensidig tryghed

Da Det kgl. Teater i 1994 igen tog balletten på programmet i Vivi Flindts iscenesættelse, var det ikke en ubetinget succes. Nu er der tilføjet og slebet, Savage Roses fantastiske musik, der før altid blev spillet på bånd, skal nu for første gang spilles live.

Og på instruktørbænken sidder de tidligere ægtefæller. Flemming, som den der ser og overskuer. Vivi, som den der udtrykker og udfører. For første gang i det samarbejde.

Og jo tak, det går glimrende, lyder det i kor, og det lyder ikke, som om det er til ære for publikken.

Der er jo det, når man har været gift i så mange år, har børn sammen, har arbejdet sammen - så kender man hinanden inderlig godt.

Og det er dét, der er både godt og skidt, men som nu er godt.

For nu, efter syv år, er tingene måske ikke faldet i balance, men på plads, man har affundet sig, og man har opdaget og erkendt, at man er gode venner. Det eneste der skurrer, som Vivi Flindt siger, er, at »... det er så underligt at gå hjem hver for sig...«

Flemming Flindt har en lejlighed på Alhambravej på Frederiksberg -

Vivi Flindt et sommerhus i Tisvilde.

Vivi Flindt bor til daglig i USA og i Frankrig mellem Nice og Vance.

Flemming bor i Florida, har en lejlighed på Long Boat Key, hvor der er dejligt klima og pragtfuld strand. Deres tre døtre bor i USA, København og Firenze. En kosmopolitisk familie, hvor forbindelsen - der er tæt - holdes ved lige via telefon og »... på vej hjem kigger jeg tit indenfor hos min datter i Firenze for at hilse på børnebørnene.....«, siger Vivi Flindt, og »Jeg smutter tit til Washington for at hilse på vores amerikanske datter,« siger Flemming Flindt, og sammen mindes de smilende en Thanksgivings Day for nogle år siden, hvor hele familien for en gangs skyld var samlet.

Ny version

Forestillingen på Østre Gasværk bliver noget anderledes, end den oprindelige.

For, som Flemming Flindt forklarer, »... rummet inviterer til andre ting - ny dekoration, ny kostumer og først og fremmest får vi den glimrende musik af Thomas Koppel spillet live af Gruppen Catbird med Billie Koppel, datter af Anisette og Thomas Koppel, og hendes mand Frank Hasselstrøm. Det har den aldrig været før, det har altid været båndet musik.«

Vivi supplerer: »Du har altid ønsket dig det, og fra starten var det din drøm at spille det live, men det kunne det ikke, fordi på det tidspunkt var Savage Rose kun ude i improvisation hele tiden, de kunne ikke spille ens fra gang til gang, når vi skulle danse. Nu har Frank Hasselstrøm skrevet partituret ud fra de gamle bånd, det har nemlig ikke eksisteret før, så det er et kæmpearbejde. Musikken bliver orkestreret på en anden måde og ført up to date, for det man kan i dag elektronisk er jo meget anderledes, end det man var i stand til for 30 år siden. Men vi har endnu ikke hørt resultatet, så vi venter spændt.«

På plakaten står der: "Flemming Flindt ved Vivi Flindt".

»Det er en formulering, man bruger i programmet,« forklarer Vivi Flindt, »det er jo Flemming der har lavet den originale iscenesættelse, og nu er det "ved" mig, altså jeg er den praktiske gris, der udfører hans idéer. Jeg véd nøjagtig, hvad Flemming mener, når han siger, at noget skal være på en bestemt måde,« siger Vivi.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på en Ritt Bjerregaards: "Hvad Svend mener er...." - men det afvises meget bestemt. Flemming behøver ingen oversætter, men det er svært at formidle idéer og intentioner i ballet og dans, »... for jeg har ikke skrevet trin ned...« som Flemming siger.

Film og videoer bliver brugt som elektroniske huskeblokke, »men jeg laver altid en mængde personlige noter, som kun giver mening for mig,« siger Vivi, for det kan være svært at se på en affilmet dans, hvad man gerne vil accentuere, når man selv skal danse partiet.

Og Flemming supplerer: »Alle de gamle scener, dem kan Vivi rent teknisk meget bedre, end jeg kan. Det kan skyldes flere ting, f.eks. er hun måske kvikkere i hovedet, end jeg er, men det kan også have noget at gøre med, at efter at jeg satte det op i 1972, så har jeg altid haft assistenter på og har ikke beskæftiget mig med selve trinsiden af den. Selvfølgelig kan jeg hente det ud af båndene, men Vivi har det langt mere present, især selvfølgelig pigescenerne men også drengescenerne, som hun var nødt til at gå igennem ved opsætningen i 1994.«

»Det er en rent praktisk ting, der er skyld i, at der er nogle scener, du ikke kan huske,« tilføjer Vivi Flindt, og det må man give hende ret i, for »... du var der simpelthen ikke. Du var i bad!«

Forklaringen er, at Flemming Flindts rolle bliver oversprøjtet med rød farve, og den skulle vaskes af, inden han igen skulle på scenen til soldatereksercitsen. »Så du har simpelthen ikke set de scener,« ler Vivi Flindt ved erindringen og Flemming husker brummende, at det tog »... mindst et kvarter at få det røde stads vasket af....«

Glædelige gensyn

Nu er de her, og de glæder sig til og over gensynet med gamle venner og kolleger, nogle var med i den første opsætning og er nu med igen, som f.eks. Marianne von Rosen, hvis datter er med i den nye udgave. Og Jeppe Mydtskov (hans far producerede tv-udgaven), som har trænet sig op til at spille rollen som døden, »...selvom han holdt op med at danse for snart ti år siden. Men han er fantastisk i rollen, dette to meter lange menneske...« fortæller Flemming Flindt begejstret ved tanken.

Dødens Triumf afløser Jesus Christ Superstar, en anden af bedsteforældregenerationens store succeser. Er det en tendens? Efter Flemming Flindts mening nej, mere at de emner og den musik, der er i netop de to forestillinger, har klassikerkvaliteter. Og der er noget der kan tyde på det, for de unge dansere går til opgaven med liv og sjæl. Hverken Flemming eller Vivi Flindt har dyrket modern dance, men nok moderne ballet, den har blot altid haft sit solide fundament i Bournonvilletraditionerne, ».. som er helt enestående for dansk ballet. Her har man den dramatiske dans med mime og fortælling, som man ikke ser andre steder,« fortæller Vivi Flindt, der er gået fra scenen til undervisning i netop den Bournonville'ske tradition.

»Det er så sært,« siger de næsten i kor. »Nu sidder vi her som ikoner for den unge generation. Som dem der kunne og nu kan lære videre. Vi har selv mødt så mange ikoner, og den respekt, som vi følte for dem, den får vi nu fra de unge dansere. Det er meget, meget dejligt,« er de enige om.

Blandingen af det gamle traditionsrige og det nye eksperimenterende, den eviggyldige historie skal endnu en gang prøve kræfter med publikum. Måske er tiden igen inde til at se ballet.

bodil.krogh@jp.dk