Remee: Hits på samlebånd
Remee er en selvlært hitmager, der som løsgænger i musikbranchen leverer melodier og tekster til nogle af tidens mest populære kunstnere. Den 29-årige københavner står foran et internationalt gennembrud, efter at sangen ''Superstar'' er blevet nomineret til Brit Award. Prisen uddeles i London tirsdag.
Der er lang vej fra at være undervurderet rapper i et poppet danceprojekt til at blive accepteret som seriøs sangskriver og hitmager.
Det ved Remee bedre end de fleste.
Han fik sin første pladekontrakt som 15-årig og optrådte i årene efter foran skrigende fans som rapper i Sound Of Seduction. Men da han fandt ud af, at han egentlig hellere ville være anonym bagmand, måtte han slås med musikbranchens fordomme.
»Jeg blev nødt til at lære mig selv at spille guitar, ellers ville kollegaerne ikke tro på, at det faktisk var mig selv, der fandt på de melodier og tekster, jeg foreslog,« griner den 29-årige komponist, producer og idémand.
Og han griner, så det kan høres. I dag giver Remees sange genlyd uden for Danmarks grænser, og han er midt i sin hidtil største succes.
Tirsdag eftermiddag sidder han spændt i kæmpehallen Earls Court i London sammen med makkerne Mich ''Cutfather'' Hansen og Joe Belmaati for at deltage i The Brit Awards, den engelske Grammyfest, hvor deres komposition ''Superstar'' er nomineret som Årets Single i England.
Okay, det vil nok være ''Superstar''-sangerinden Jamelia, der løber med opmærksomheden, hvis det bliver til sejr, men Remee har det fint med at være i baggrunden.
»Det kræver meget at være stjerne. Man skal ofre sig selv. Det er der andre, der er bedre til end mig. Det er sjovt, når man er 22 år gammel og single. Nu er jeg 29, har kæreste og barn. At være stjerne kræver også, at man tror sygeligt meget på sine holdninger. Det er nemmere, når man er 22 år.«
Et godt år
Der står POP på Peter Bonde-maleriet over Remees hoved. Pop er hans verden, for Remee skriver sange, man ikke kan ryste ud af hovedet, når man har hørt dem i radioen.
I 2003 lå 10 af hans kompositioner på hitlistens Top 5. ''Superstar'' var den bedst sælgende single i Danmark, den 25. bedst sælgende i England, og man hørte hans fingeraftryk på f.eks. ''Jukebox'' med Bent Fabric, ''All The People In The World'' med Safri Duo, ''Stand Up'' med det engelske boyband Blue, Robyns ''Keep This Fire Burning'' og en stribe andre.
Remee er en slags løsgænger i musikbranchen. Han skriver sange, producerer og giver en hånd, hvis nogen har brug for melodier eller tekster.
»Jeg er autodidakt. Da jeg begyndte på det her, var der ingen andre, der arbejdede på den måde herhjemme. Mine forbilleder var amerikanere som Babyface, Puff Daddy og ikke mindst Quincy Jones, der altid har været stilbevidst, cool, hitorienteret og samtidig haft styr på forretningen,« forklarer Remee.
Når man læser hans CV, er det svært at forstå, at han kun er 29 år gammel.
Udøvende kunstner som teenager sammen med Sound Of Seduction og Thomas Blachman, TV-vært, pladeselskabschef, stylist, talentudvikler og så videre. Gennembrud som bagmand, da hans opfindelse S.O.A.P. solgte 1,5 millioner singler og album i 1998/99.
»Men det gik for hurtigt. Jeg ville alting på én gang, og pludselig handlede det for meget om infrastruktur, budgetter og medarbejdere. For meget ansvar for tidligt,« siger Remee og smiler.
»Nu har jeg forenklet det hele. Jeg er mig selv, har en assistent og kan gøre det, jeg har lyst til.«
Også i Frederiksberg-lejligheden har forenklingsprocessen været i gang. CD'erne er erstattet af en ny iPod, der sammen med Apple-computeren rummer Remees musikbibliotek. Plus de sange han arbejder på for tiden i tre-fire københavnske pladestudier.
De bedste
Mens vi taler, spiller musikken lavt i baggrunden. Diana Krall, Stevie Wonder, R. Kelly, Michael Jackson og George Michael i et endeløst mix fra harddiscen.
Det er meningen, at Remees sange skal kunne måle sig med de bedste. Han er selvkritisk og forklarer, at han kan mærke, at han bliver stadig bedre til at formidle sine idéer.
''Superstar'' er f.eks. en popsang, som har potentialet til at blive et fænomen. Den har taget nogle omveje, men mens Remee venter på Brit Awards, er den i gang med at bryde ind på bl.a. det tyske og franske marked og er p.t. den femte mest spillede sang på europæiske radiostationer!
Og den begyndte endda tilværelsen med et nej.
»Jeg havde skrevet ''Keep This Fire Burning'' til svenske Robyn, og det var en åbenbaring, der åbnede nye muligheder for mig. ''Superstar'' var den næste sang, jeg skrev. Robyn kunne lide den, men hendes pladeselskab sagde nej. Jeg var helt oppe og køre og lavede en ny version sammen med Mich ''Cutfather'' og Joe Belmaati.«
Sange i venteposition
Herfra tog ''Superstar'' to veje mod toppen. Herhjemme blev den et hit for den tidligere Popstars-deltager Christine Milton, men via kontakter i England blev den også indspillet af den engelske sangerinde Jamelia.
»Der gik en masse politik i det, hvor pladeselskaber og managere diskuterede, om Christine var et internationalt sats og den slags. Men da Jamelias version endelig udkom, blev ''Superstar'' et af årets største hits.«
Det er helt normalt, at sangskrivere oplever, at deres numre ligger i venteposition rundt om i verden. Det kan være, at pladeselskaber reserverer en bestemt sang, men ikke har fundet den rigtige sanger endnu. Remee fortæller, at en række af hans numre slumrer på den facon. En dag dukker de så op. Måske på hitlisten, hvis alt går vel.
Det skete f.eks. i 2001 med en anden Remee, Cutfather & Joe-komposition, ''We Fit Together'', som endte hos det amerikanske boyband O-Town, der fik et Top 20 hit i England og toppede MTV's seerhitliste i ugevis i USA.
Andre gange handler det ikke kun om sangens kvalitet, når der skal vælges numre til en plade.
I 2003 var en sang, Remee og Thomas Troelsen havde skrevet, tæt på at blive valgt til Britney Spears' nye album. Den blev seriøst overvejet som første single.
»Pladeselskabets mand var i studiet i fem timer, og sangen blev oploadet til New York. Vi var helt tændte,« griner Remee.
»Så kom Madonna ind i billedet og ville synge sammen med Britney. Hende kunne vi ikke slå af banen, men det gav et kick at være så tæt på.«
Remee er ikke typen, der sidder med et blankt stykke papir og spejder efter inspiration. Sangene kommer, når han slapper af i lejligheden, og når det sker, stoler han på intuitionen.
»80 procent af mine sange er skrevet på fem minutter. Så bliver der rettet i dem bagefter, men grundstammen er altid en direkte indskydelse. Jeg tror, sangene går rent ind hos lytterne, fordi de er kommet rent til mig,« siger han og fortæller om den dag, han mødte Safri Duo.
»Jeg var nervøs, da jeg skulle ud i deres studie. Sådan nogle konservatorienørder, der kan alt muligt musikalsk, hvordan skulle det gå? De havde lavet et grundspor og nogle akkorder, og da jeg havde været der i fem minutter, var ''All The People In The World'' skrevet. Det var det første, der kom ud af munden på mig. Resten af tiden dansede vi rundt i bar mave, spillede trommer og sang. Så gik jeg hjem. Det var en fantastisk dag.«
Det er dog ikke altid, at rammerne er lige så frie. Der er mange klichéer inden for popmusik, og særligt når man arbejder med boybands, er der grænser for vildskaben.
Remee prøver at komme væk fra skabelonerne, ikke mindst i et fuldkommen grænseløst samarbejde med Thomas Troelsen fra Superheroes. Her er legen og idéerne vigtigere end hitpotentialet, og man skal tilbage til Thomas Blachmans gale genistreger i 1990'erne for at finde et beslægtet udtryk.
»Jeg har lært meget af Thomas Blachman, og vi har haft mange gode diskussioner, selv om jeg kun var 17 år, da vi mødtes. Han er en interessant figur, men forsømte i mine øjne at udnytte de kommercielle muligheder. Det kom mest til at handle om ideologi. Det er fint at være anarkist, men der skal være nogen, der styrer, ellers kører toget af sporet.«
Giver nogle dadler
Remee får selv hjælp til at holde hjulene på skinnerne.
I 2002 skrev han under på en millionkontrakt med Universal Publishing - et musikforlag, der sælger hans sange og opkræver betaling for rettigheder. Det har de haft travlt med det seneste år. Remee arbejder hurtigt, og hans sange er blevet afsat i så stort antal, at han ikke tøver med at sige »ja,« da jeg spørger, om der er penge i at være sangskriver?
»Det giver nogle dadler at have så mange sange på hitlisten, og jeg har været god til at forhandle aftaler på det rigtige tidspunkt. Jeg spildte måske nogle år, mens jeg lavede hele album med Miss Mukupa og S.O.A.P. i Danmark. Jeg kunne være rejst ud og skrevet sange efter S.O.A.P.'s hit, men der er ingen manual for det, jeg laver. Jeg har måttet gå ad underlige veje for at nå hertil,« siger Remee.
Hitmageren læner sig tilbage i stolen med et smil, og som på kommando begynder Frank Sinatra at synge i baggrunden. ''My Way'' - selvfølgelig.