Peter Mygind: I lære som menneske

Man kan ikke påstå, at han gjorde et stort nummer ud af sin entré i dansk teater. Han gik arbejdsløs et halvt års tid og debuterede derefter i "Folk og røvere i Kardemomme By" på Bellevue Teatret. Men det var der vist ingen, der opdagede, for han befandt sig inden i et kamelkostume!

»Det var så pinligt med den kamel, men det gav da brød på bordet. Og vi havde jo lige fået Julius og ville gerne have råd til at købe Pampers-bleer.«

Mine damer og herrer, må jeg præsentere: Peter Mygind. Hele Danmarks Score-Kaj og Nikolaj - og hvad ved jeg. Listen er lige så lang, som hans succes kan måles i den pragtfulde villalejlighed i Charlottenlund, som han bebor sammen med sin hustru og to sønner.

Til almindelig orientering - så har vi ligesom det på plads - kan vi oplyse, at Peter Mygind er søn af direktør Søren Mygind og teaterleder, skuespiller Jytte Abildstrøm. Han giftede sig 10. august 1996 med TV-journalist, cand. mag. Lise Mühlhausen, der er vært på kulturprogrammet VIVA på DR2. Far til Julius på 11 år og Valdemar på fem år.

Sidstnævnte har fået øjenbetændelse, så vores frokostaftale på svogerens Brasserie Mühlhausen er i hast ændret til privatboligen.

Nu står han så i sit eget køkken og arrangerer kaffe og brød, mens Valdemar hygger sig med en Robin Hood-film inde i stuen. Der hersker en så afslappet hverdagsstemning, at man hvert øjeblik frygter, at Julie træder ind i billedet og ødelægger idyllen. Altså hende fra TV-serien, som han i september skal ud i endnu en samlivskrise med i de seks nye afsnit af "Nikolaj og Julie".

Kalenderen fortæller også, at han på torsdag fylder 40 år, men det ser han ingen grund til at begræde. Tværtimod har han det så godt med sin alder, at han uden blusel indleder vores første møde med at smide et nøgenfoto af sig selv på køkkenbordet. Det kan man da kalde åbenhed og syn for sagn!

Det skal det i sandhed fortælles, at billedet blev taget, da Peter Mygind var blot otte år gammel, men vi skal da ikke undlade at oplyse, at alt ser helt normalt ud på det tidspunkt...

Billedet fortæller mere end som så om Peter Mygind. Det afspejler i høj grad det usædvanlige barndomshjem, han voksede op i. For det blev taget en eftermiddag, hvor lille Peter intetanende kom hjem fra skole og blev mødt af modeskaberen og scenografen Jean Voigt, der havde hamret alle hjemmets ægte tæpper op på en væg. Uden omsvøb bad han Peter smide tøjet og tage opstilling foran væggen. Der skulle laves nogle pressebilleder af en ung Adonis til forestillingen "Svend, Knud og Valdemar".

»Jeg ville naturligvis ikke tage tøjet af, men så sagde min mor, at jeg fik 10 stjernekastere, hvis jeg gjorde det.«

Peter Mygind er vokset op i krydsfeltet mellem et teatermenneske og en virksomhedsleder. I et hjem, hvor der kom så mange mennesker, at han vil kalde det unaturligt. Det ene øjeblik havde de italienere boende i kælderen, i det næste øjeblik havde de besøg af en tysk plastikposesælger og nogle dukkeførere fra Peru. Til at holde sammen på det hele havde de barnepigen Lis, der sørgede for, at Peter og hans storebror Lars kom i skole til tiden og med en solid madpakke i skoletasken.

Usselt og forfærdeligt

Da han var ni år, blev forældrene skilt, men det fik han ingen traumer over. Han skulle dog lige vænne sig til, at hans mor til at begynde med boede i en lejlighed over stripklubben Waterloo ved Vesterbrogade.

Det er med stor kærlighed, at Peter Mygind omtaler sine forældre og den åbenhed, de altid har udvist over for deres medmennesker. Både i deres tid sammen og hver for sig. Det har han lært af. Han har også lyttet bedre efter i timen end sin mor, da faderen i sin tid forsøgte at lære hende lidt om at drive forretning.

»Du skal også tjene nogle penge, Jytte. Du skal ikke sælge dig for billigt,« sagde min far altid. Men det har hun aldrig lært. Jeg kender intet menneske, der er så ligeglad med penge som min mor. Hvis du møder hende i et S-tog og fortæller, at du mangler 5.000 kr., så giver hun dig pengene og siger, at du bare kan betale dem tilbage, når du får råd. Hun kan også finde på at invitere et orkester på 62 mand med sig hjem. På den måde er hun enestående,« siger Peter Mygind.

Store og smukke rammer

Selv værner han om sit hjem og lægger ikke skjul på, at det betyder meget for ham at bo i store og smukke rammer.

»Jeg hører absolut til den privilegerede del af skuespillerstanden. Jeg har mulighed for at bo her i Charlottenlund og leve af det, jeg laver. Men det skyldes nok, at jeg har forstået at sætte pris på mig selv i bogstaveligste forstand. Far har lært mig, at folk køber en vare, og den har sin pris. Samtidig forsøger jeg at leve et liv i nogenlunde overensstemmelse med min egen etik og moral.«

I modsætning til sine forældre har Peter Mygind ikke ønsket at åbne sit hjem for alle og enhver. Han nyder at trække sig tilbage i sit "lille sneglehus" . Han får ligefrem ondt i maven, hvis han ikke kan hente sine børn et par gange om ugen.

Lidt af sprællemand

»Det er en klar prioritering, men jeg er også i en situation, hvor jeg kan tillade mig at foretage den. Fordi jeg er lidt af en sprællemand i dansk teater. Jeg springer uden problemer fra optagelser af en følsom TV-serie til et underholdningsshow med Radiounderholdningsorkestret og videre til en firmafest. Det giver en vis frihed at kunne arbejde under så mange forskellige kasketter.«

Frihed under eget ansvar var også kodeordet i hans barndomshjem. Og det ser han som en stor gave, om end han på et tidspunkt gradbøjede begrebet, så hans forældre var nødt til at gribe ind.

»Jeg var lidt af en bølle og begyndte ret tidligt at drikke og ryge hash sammen med mine venner. Efter et par år fik jeg et spark bagi eller rettere en raket. Som 13-årig gav mine forældre mig valget mellem at komme på Herlufsholm Kostskole eller på en kostskole i Schweiz, og da jeg altid godt har kunnet lide sprog, så valgte jeg Schweiz. Planen var, at jeg skulle gå der i et halvt år, men det blev til fem.«

I 1800 meters højde i St. Moritz ventede der Peter Mygind en hel anden tilværelse på en meget streng drengekostskole, Lyseum Alpinum, med 380 elever i slips og jakkesæt. Men han lærte at tilpasse sig og finde det bedste i det værste. Den evne havde han med sig i modsætning til mange af sine venner på skolen, som kom fra mere beskyttede hjem. Han havde mod på at møde nye og fremmede mennesker, og så hjalp det nok også, at han var ret god til at spille fodbold.

»Jeg lærte at overleve i ekstreme situationer, bide smerten i mig, græde i det skjulte og stramme balderne. Jeg lærte faktisk at møde til tiden i de år. Dengang stod jeg bag stolen, når klokken ringede ind 7.45. Det var en hel anden verden, end den jeg var vant til fra den danske folkeskole, hvor man kom et kvarter efter ringetid, og læreren først kom 20 minutter efter.

Materialistisk drøm

Under sit kostskoleophold tog Peter Mygind det, der svarer til en højere handelseksamen, og i samråd med sin far besluttede han sig for at skabe sig en karriere i Schweiz.

»Jeg nærede helt klart en materialistisk drøm om at blive udlandsdansker, hoteldirektør og ejer af en Porsche.«

Men han havde gjort regning uden Jytte Abildstrøm.

»Mor savnede mig så meget, at jeg lovede hende at tage med på en teaterturné den sommer, jeg var færdig på kostskolen. Det var i 1983. Blot to måneder henne i prøveforløbet kunne jeg slet ikke forestille mig at lave andet. Jeg følte en så stor trang til at udforske teatret og den måde at samarbejde på, at jeg ringede til min far og sagde: »I'm sorry dad, men jeg dropper Schweiz.««

Efter fem år på sin mors teater "Riddersalen" besluttede Peter Mygind som 25-årig at søge ind på Statens Teaterskole. Selvom det lykkedes ham at komme ind på skolen i første forsøg, så stod teatrene som nævnt ikke ligefrem i kø for at hyre ham. Men Birger Larsen "opdagede" ham i en novellefilm af Ole Bornedal, som han var med til at lave på Statens Teaterskole, og det førte til en rolle i "Frihedens Skygge" og siden i Lars von Triers "Riget", hvor han som bekendt spillede den unge medicinstuderende Mogge. Begge TV-serier blev optaget samme år, og da de året efter blev vist i forlængelse af hinanden, gik der for alvor hul på bylden.

»Det var wouv...,« råber Peter Mygind begejstret og rækker armene i vejret.

Forsiden af Euroman

»Euroman ringede og spurgte, om jeg ville på forsiden. Yes! Jeg følte virkelig, at nu var det min tur. Det var så stort. Siden fulgte rollen som Andreas i "Taxa", og derefter kom rollen som Nikolaj i "Nikolaj og Julie". Det er jo fantastisk et eller andet sted. Jeg er blevet en TV-serie-mand!« ler han hjerteligt.

Med til det fulde billede hører også en række teaterroller på blandt andet Det Kgl. Teater og Betty Nansen Teatret. Og så må vi ikke glemme TV-figuren Score-Kaj, der førte sig frem i guld-jakkesæt og med "Charme, selvtillid og lækkert hår."

»Som skuespiller har jeg en stor spreden-glæde-mission. Det er absolut også min mors mission, så den del har jeg fået med modermælken. Det gælder også min fortæl-en-god-historie-mission, men modsat min mor, så kan jeg godt finde på at sig ja til en forestilling, selvom det ikke er den bedste historie. Det er nok for mig, hvis det er en interessant karakter, jeg skal spille, eller en spændende instruktør, som jeg skal samarbejde med.«

»På den måde ser jeg mig selv som en håndværker. Du kan bede mig om næsten hvad som helst.«

Peter Mygind understreger, at han holder lige meget af at stå på en teaterscene som at indspille film eller optræde i en TV-serie.

»Prøver på et teater er noget af det mest sjove og lykkelige - og det mest frustrerende, deprimerende og angstfremkaldende, man kan beskæftige sig med. Stik modsat prøverne på en TV-serie som "Nikolaj og Julie", hvor man har halvanden minut til at finde den rigtige sindsstemning til en scene. De fleste skuespillere foretrækker det lange prøveforløb, hvor man virkelig arbejder sig ind i en rolle, men jeg har det faktisk bedst med at skifte lidt. Og især efter jeg har fået børn, har jeg fået det rigtig godt med TV-arbejdet. Det er blevet sværere for mig spille teater hver aften og ikke være hjemme til at lægge dem i seng.«

Overfladisk attitude

Peter Mygind erkender, at hans holdning kan opfattes som en overfladisk attitude til virket som skuespiller, men han har nu heller aldrig set sig selv som en teatermæcen, der har et budskab til hele verden.

»Jeg vil gerne have, at folk siger om mig, at jeg er et dejligt menneske og en dygtig håndværker. Og læg mærke til at jeg indleder med at sige "et dejligt menneske". Det vil jeg først og fremmest gerne være.«

Han siger videre, at han i de senere år har fået en større tro på sig selv. Han hviler mere i sig selv og har erkendt, at man ikke kan gøre alle mennesker glade. Der vil altid være nogen, som vil være irriteret på hans måde at være på, og der vil altid være en anmelder, der synes, at han er en langlemmet amatør.

»Jeg kunne aldrig selv finde på at sende folk hadebreve eller svine dem til, som man ind imellem oplever det i en anmeldelse. Jeg har altid været den skøre men pæne dreng i klassen. Hvis du spørger mine kollegaer, hvordan jeg er at arbejde sammen med, så vil 99,9 procent sige: Han er enormt sød og enormt givende, men nogen gange kunne han godt kræve sin plads lidt mere.«

Nej til forestilling

»Det betyder ikke, at jeg ikke tør sætte mig op imod et helt teater. Det gjorde jeg faktisk på en turne med Det Kgl. Teater. Efter tre aflyste forestillinger spurgte vores turnéleder, om vi havde noget imod at spille en ekstra forestilling på vores fridag. Alle sagde ja pånær mig. Jeg ville hjem til mine børn, som jeg ikke havde set i 10 dage, og det kom desværre til at gå ud over en teaterforening.«

Men generelt er det en yderst imødekommende Peter Mygind, man møder. Han forsøger altid at sige tingene på en ordentlig måde og er meget optaget af en personlighed som Dalai Lama.

En okay far

»Når jeg læser om Dalai Lama, så er jeg absolut ikke nået særlig langt som menneske. Jeg arbejder på at blive et bedre menneske på alle planer, også som far. Jeg havde en stor diskussion med en af mine venner forleden. Han synes selv, han er verdens bedste far, men jeg synes overhovedet ikke, at jeg kan sige det samme. Jeg synes bare, jeg er en okay far.«

»Jeg har ikke nogen 10-punkts plan, som jeg forsøger at fostre mine børn efter. Men jeg lærer dem åbenhed og medmenneskelighed, og så betyder det meget for mig, at de tør give udtryk for deres følelser. Både min kone og jeg har virkelig bestræbt os på, at vores børn skal turde sige deres mening uden angst for vores reaktion. Det værste må være at have undertrykte børn, der ikke tør sige lorte-far.«

Langt fra Nikolaj

Det er givet en tilfældighed, men både i filmene "Baby Doom" og "Et Rigtigt Menneske" og i TV-serien "Nikolaj og Julie" spiller Peter Mygind en familiefar, der forsøger at få karriere, børn og samliv til at gå op i en højere enhed. Og han lægger ikke skjul på, at netop til dén rolle har han en masse erfaring at trække på.

»Nikolaj er langt fra mig, men han indeholder en masse sider, som jeg sagtens kan forstå, og som jeg prøver at forsvare, selv når han er groft urimelig og latterlig. Han er jo en mand med et hjerte og følelser. En mand, som kan blive forelsket og komme i tvivl og gøre alle de forkerte ting. Jeg har jo været ude på en hel livsrejse sammen med Nikolaj, og når jeg tænker på det, så kan jeg virkelig blive alvorligt rørt. Men samtidig vil jeg sige, at jeg bruger de følelser iskoldt, når vi optager.«

I indeværende sæson skal Peter Mygind spille en arbejdsløs far, der kæmper for at få samvær med sit barn og ender med at blive stripper i showet "Full Monty" i forestillingen "Det' bare mænd", som skal sættes op i de gamle bryggerihaller i Tuborg Havn. Herudover medvirker han i forestillingen "En gæst" på Aveny-T.

Derefter er kalenderen tom.

»Jeg har 7-9-13 ikke haft økonomiske bekymringer de seneste 10 år, men nu er jeg jo også gift med Lise Mühlhausen, som har en fast løn med pension og alt det der. Det er skønt at have en kone, som både er dejlig, dygtig og tjener penge.«

Da de mødte hinanden, gik der blot fem uger, så blev hun gravid. Men ingen af dem var i tvivl om, at de havde fundet kærligheden, så det var ingen katastrofe, forsikrer han.

»Lise er helt vildt lækker, men hun er også klog, og generelt har de kvinder, jeg har haft et forhold til gennem længere tid, været klogere end mig. Det betyder meget for mig, at hun kan udfordre mig og sætte mig på plads, men forhåbentlig føler hun også, at jeg har et eller andet at byde på, for ellers var hun nok skredet.

Når han bliver bedt om at gøre status over de første 40 år af sit liv, så bliver konklusionen, at det har været fantastisk. Ikke sådan at forstå, at han har svævet gennem livet. Han og Lise har skam også haft deres kriser og kampe - og ind imellem har han fået så afsindig dårlige anmeldelser, at han har været ved at opgive, men i det store regnskab ender han på begge ben og med tommelfingeren opad.

lisette.greve@jp.dk