Dengang det meste var fjong

Jeg husker ham tydeligt.

Den unge fyr, der havde varmet lige lovlig meget op til genkomsten.

»Hvad er det, der rimer på hjemlig hygge og billig vin?«, råbte Erik Clausen fra Aalborghallens scene.

Drengen, der lå på gulvet og holdt en del af sit maveindhold ved ubehageligt selskab, hørte ikke noget.

Måske var det flokken af dansende gorillaer på scenen, der havde slået ham ud...

»Hvad er det, der rimer på hjemlig hygge og billig vin?«, gentog den skæggede gøgler, der tidligere på aftenen havde introduceret blandt andre Frede Fup, Lone Kellermann og en dengang ukendt århusianer ved navn Jakob Haugaard.

Fyren på gulvet havde fået rigelige mængder af billig vin, men oplevede aldrig hvad det rimede på:

»Gasolin'! Gasolin'! Gasolin'!«

Råbte vi og stimlede sammen foran scenen.

Lysene blev slukket og badet i scenespot vadede Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev ind på scenen: Gorilla Galla kulminerede med den definitivt sidste Gasolin'-koncert, jeg kom til at opleve.

Berlev, hvis navn ikke stod på plakaten, var i øvrigt uventet fløjet ind fra USA og afløste dermed - for anden gang - Bjørn Uglebjerg, som ellers var annonceret som turnéens trommeslager.

Så alt var, som det skulle være.

I de sølle 20 minutter koncerten varede.

Siden 3. december 1982, da vi var til premiere på Gorilla Galla har vi vel alle næret et lønligt håb om at se gasserne folde sig ud igen fra en scene, men det er blevet ved spekulationerne.

Og måske godt det samme.

Mulighederne for at genoplive det største og mest forbløffende danske rockband i alle tider, har været til stede, og var det igen i aftes, da Gasolin' i Forum i København blev tildelt IFPIs Ærespris. Om man virkelig havde sat næsen op efter en gendannelse i den anledning, er et temperamentsspørgsmål, men faktum er at samme næse - i givet fald - igen i aftes antog dimensioner der overgår Pinnochios, når denne stod i fuldt flor.

Da vi stod der og stampede takten til Gasolin' i Aalborghallen, vidste vi godt, at eventyret reelt var slut, og koncerten blev da også oplevet som et mere eller mindre farveløst allersidste farvel til et band, der - om noget - fortjener at blive betegnet som en legende i dansk rock. Et band der efter en stormfuld karriere, der havde H.C. Andersen'ske over- og undertoner, reelt sagde farvel til publikum med en koncert i Folkets Park i Malmø den 21. august 1978.

Opløsningen

På det tidspunkt var beslutningen om at opløse bandet for længst taget. Uofficielt. Da Jyllands-Postens daværende musikmedarbejder, Sten Rudi Thomsen, som den første journalist den 21. juli 1978 på bladets forside kunne meddele, at nu var hele Danmarks Gasolin' kraftigt på vej i opløsning, blev nyheden meget kraftigt dementeret af manager Knud Thorbjørnsen. Ikke desto mindre blev den endelige beslutning om opløsning truffet fem dage senere under et stormfuldt møde på Gæstgivergården i Rønne på Bornholm.

Den 21. oktober gentog Kaj Gosvig i Aktuelt Jyllands-Postens sommernyhed: "Gasolin' opløst", og igen dementerede forretningsmanden Thorbjørnsen - af gasserne kaldet Knud Mangepenge - kraftigt.

Gasolin' selv sagde ikke noget.

Hverken dengang eller siden.

Men bandet spillede reelt sidste job den augustaften i Malmø, og dermed blev der sat punktum for et af de mest farverige kapitler i dansk rockhistorie. Et band sagde farvel og tak - men blev aldrig glemt. De største Gasolin'-sange huskes stadig og rangerer højt blandt de sange, som danskerne fortsat husker og værdsætter. Da Jyllands-Posten således i januar 1999 tog pulsen på danskernes musikfavoritter, var sangen "Kvinde Min" en suveræn topscorer. Gasolin'-sangene får af og til en renæssance blandt nye generationer og i aftes - knap 25 år efter bandets opløsning - modtog Gasolin' så dansk rocks hæderspris - og publikums hyldest - i Forum.

Kraftigt spor

Et band, der har trukket så brede og markante spor i dansk musikhistorie, må nødvendigvis være gjort af et ganske særlig stof - og det var Gasolin' i alle måder. "Hemmeligheden" bag Gasolin' er relativ simpel, og rummer præcis de elementer, der skaber en legende: I de første fortumlede år teede bandet sig som humlebien, der på papiret ikke kan flyve, men alligevel gør det. Kemien mellem de fire var perfekt - selvom den meget ofte slog voldsomme gnister - og den udstyrede Kim Larsen med de vinger, der gjorde ham til en af de bedste sangskrivere dansk rock har fostret. Desuden dukkede Gasolin' op da der var allermest brug for et band som netop Gasolin' - og set i bakspejlet, så valgte Gasolin' at sige stop på det helt rigtige tidspunkt. Løbet var kørt. Missionen fuldført.

At det Gasolin' der blev dannet på Christianshavn i 1969 siden skulle gå hen og blive så stort, var i virkeligheden hinsides enhver form for fornuft, og i begyndelsen af gruppens karriere, var der ikke en bønne - for nu at bruge gas-slang - der kymrede sig om de fire spillemænd og deres støjende garagerock. Husk, at Gasolin' lå før den punk-periode, der siden afledte ungdommens fokus fra Gasolin' og førte den i retningen af f.eks. Sods, der siden blev til Sort Sol.

Begyndelsen

Wili Jønsson og siden Kim Larsen, Bjørn Uglebjerg samt Søren Berlev dukkede så at sige op fra relativ anonymitet, men ikke Franz Beckerlee, der inden Gasolin' som altsaxofonist var en respekteret del af Københavns avantgarde-jazz-miljø, og han producerede blandt andet Burnin' Red Ivanhoes skelsættende dobbelt-LP "M144" (Beckerlee havde tidligere spillet jazz med bandets trommeslager Bo Trige Andersen, der døde 14. august 1985). Beckerlee kendte Wili Jønsson tilbage fra skoletiden, og op til dannelsen af Gasolin' spillede Jønsson blandt andet keyboard i Peter Bellis backingband Seven Sounds.

Besatte af tanken om at blive en del af det danske rock - eller rettere - beat-miljø forskansede de to sig i et sommerhus udstyret med en nyanskaffet guitar og bas. Tilbage på stenbroen opsøgte de fyldte med entusiasme vennen, den nyligt udklækkede skolelærer Kim Melius Flyvholm Larsen, der kunne spille tre-fire akkorder på sin akustiske guitar.

I starten skiftede bandet hyppigt trommeslager og i en kort overgang var således Tom McEwan med bag trommerne. I Bjørn Uglebjerg fandt Gasolin' den rette mand, og kvartetten kastede sig med noget nær dødsforagt over musikken. Spillede for småpenge rundt omkring i København, og vakte en vis opsigt når de bevægede sig rundt med bandvognen, idet denne faktisk var en vakkelvorn trækvogn. Med samme håndtrukne køretøj ankom de i 1970 til Thylejren, og her blev de før første gang foreviget på film.

Selvtillid

De fleste andre ville have opgivet ævred stillet over for sådanne vilkår, men ikke Gasolin', der i den grad troede på egen fortræffelighed. Opfattede samtidig deres mere end skeptiske omgivelser som de rene ignoranter.

Balancerende på den knivskarpe æg mellem undergang og mulig succes kom bandet - der da havde udsendt et par engelsk-sprogede singler - i kontakt med produceren Poul Bruun, og den kontakt fik altafgørende betydning for Gasolin's karriere. I Poul Bruun fandt de en mand, der troede på bandet. Bortset fra på et enkelt væsentligt punkt: Han ville, at Gasolin' sang på dansk - og deri så fremsynede Poul Bruun ganske rigtigt.

Inden udgivelsen af debut-pladen "Gasolin'" i 1971 forlod Bjørn Uglebjerg - der i øvrigt døde 21. juni 1994 - bandet og blev erstattet af Søren Berlev.

Den første plade vakte nogen opsigt - solgte på kort tid 10.000 eksemplarer - men så kom "Gasolin' 2" i 1972 med sange som "På banen (deruda')" og "På en sommerdag". Det var fra samme plade folket annekterede talemåden: "Fi-fi dong, det hele er fjong".

Resten er - som man siger - historie.

Dansk rockhistorie.

Energien

Gasolin' fik et greb i danskerne, som ikke tidligere var oplevet. Dette uden at bandets fire medlemmer på noget tidspunkt ligefrem blev ekvilibrister på deres instrumenter. Men Gasolin' havde en indre energi, som de i udpræget grad formåede at forplante til deres store trofaste publikum i Danmark og det øvrige Skandinavien, hvor de blev fejret som rock-helte i et omfang man ikke tidligere havde set. Og i et omfang som man siden kun har oplevet noget af omkring f.eks. D-A-D.

Samtidig var bandet foregangsmænd på adskillige punkter. Var således første danske band, der havde egen lyd og lysmænd anbragt bag deres pulte i salen, og sammen med tegneren Peder Bundgaard satte Gasolin' nye standarder for dansk cover-design.

En af Gasolin's markante kendetegn Kim Larsens enestående sprogbehandling. Såre simpel og med en voldsom gennemslagskraft. Selvom de fire gassere uden for bandet havde ganske markante meninger om dette og hint, så var Gasolin' som band upolitisk, og kom derfor til at stå som et vægtigt alternativ til den bølge af politisk rock, der skyllede op gennem 70erne med Røde Mor som bannerførere.

Ud over at være et særdeles slagkraftigt rockband med glimrende, relativt enkle sange, der gik rent ind hos de fleste som gjorde 70'erne med, var Gasolin' også drømmenes rasteplads. Gasolin' forfulgte stædigt egne drømme, og blev en katalysator for publikums ditto.

Amerika

En af Gasolin's hedeste drømme var drømmen om Amerika - det forjættede land. Mulighedernes land. Og den drøm var i høj grad en væsentlig drivkraft i bandets karriere - men også en akilleshæl.

I 1974 indspillede Gasolin' en engelsk udgave af "Gas 3" og det samme skete med "Stakkels Jim". Uden større bevågenhed i udlandet, og da bandet på "Gas 5" både indspillede danske og engelske sange, fik det nogle drøje anmelderhug. Hvilket ikke forhindrede at pladen - der blandt andet rummede "Rabalderstræde", "Masser af Succes" "Refrænet er frit" og ikke mindst "Kvinde Min" - gik hen og blev den største Gasolin'-succes i alle tider.

I 1976 blev "Gas 5" udgivet i USA og Gasolin' turnerede o verthere. Den blev i 1977 efterfulgt af LP'en "Killin' Time" men USA var ikke klar til Gasolin' - og omvendt.

Dette - og de ændrede tider - flængede det før så tætte sammenhold og samarbejde: En opløsning kom nærmere og nærmere.

Efter opløsningen af Gasolin' forfulgte Kim Larsen stædigt - men stadig uden større held - sin amerikanske drøm, og fortsatte på hjemmebane som solist. Han udsendte i 80'erne en stribe plader, der alle i høj grad er at regne blandt de ypperste danske klassikere. Wili Jønsson fortsatte som bassist i et væld af sammenhænge. Berlev forsøgte sig i en periode i USA, og er i dag - efter at virket i en lang række bands - at finde i Midnight Blues. Franz Beckerlee var i en årrække ankermand i Christianshavns Bluesband, men beskæftiger sig i dag kun meget lidt med musik.

Få danske bands har været omgivet af så mange myter - og forventninger - som Gasolin', der stadig over 20 år efter opløsningen, har et ry - et eftermæle - som intet andet opløst dansk band er blevet til del.

I flere år nægtede Kim Larsen - i modsætning til resten af bandet - direkte at tale om Gasolin'. Han har dog siden fået et lidt mere liberalt forhold til fortiden, men har stædigt fastholdt, at Gasolin' er - og bliver - historie. Da en gendannelse af Gasolin' uden Larsen svarer til en genopliving af Beatles uden Lennon, Queen uden Freddie Mercury eller Doors uden Jim Morrison vil en sådan plan ende i noget patetisk. Ligesom tilfældet faktisk var med tiltag i relation til tre nævnte bands.

Men at slutte denne artikel med følgende ord, er ganske relevant. For sådan er det. For alle vi, der oplevede Gasolin' da de tilførte dansk rock så meget ny energi - og for de nye generationer, der gennem forældrenes pladesamling har opdaget gasserne:

GASOLIN' FOREVER!

uffe.christensen@jp.dk