Kunstneren bag regnbuen gør det igen. Denne gang får Aros en strålende sol, et fossende vandfald og et gulv af tynd is
Olafur Eliassons regnbue er det, Aros kendes på ude i verden. Nu får den godt selskab af nye og spektakulære værker, som er skabt præcis til kunstmuseet i Aarhus, og som er for alle. Præcis som i regnbuen og i James Turrells The Dome kan man gå ind i værkerne og opleve dem.
På Rebecca Matthews første arbejdsdag som direktør på et corona-tomt museum i 2022 ringede hun til Olafur Eliasson. Han stod øverst på listen over kunstnere, hun synes er vigtige for Aros og som kan være med til at løfte det internationalt anerkendte museum til et endnu højere niveau.
»Jeg mødte Olafur Eliasson, da jeg var direktør for Kulturhovedstaden i 2017, hvor han skabte en usædvanlig scenografi til forestillingen Tree of Codes. Vi skulle fotograferes sammen, men det regnede i stride strømme, så vi stod i en søjlegang og talte sammen. Der tænkte jeg: Jeg ringer til ham som den første, hvis jeg nogensinde kommer til at lede et museum,« siger Rebecca Matthews.
Som tænkt dengang, så gjort. Kunstneren havde allerede på det tidspunkt defineret Aros i høj grad med sin regnbue, ”Your rainbow panorama”, på museets tag. Et værk, som har sat Aarhus på verdenskortet, og som er blevet synonymt med byen.
»Når jeg siger ude i verden, at jeg er fra Aros, spørger folk som regel: Er det ikke museet med en regnbue på toppen?« siger direktøren.
Nu får regnbuen selskab af nye værker i form af en sitrende sol, et fossende vandfald og et knirkende gulv med titlen ”Tynd Is”. De er skabt lige præcis til Aros og kan opleves i en ny udstilling, der er opkaldt efter værket ”Tynd Is”.
Den åbner i efteråret 2027 som en del af ”Olafur Eliasson × Aros – Shared Futures”.
Vi møder direktøren på en hverdag netop som museet åbner, og skolebørn strømmer ind.
»Er du direktøren? Hedder du Rebecca,« spørger de energiske elever, der har forberedt sig ved at se en video.
Rebecca Matthews hilser på dem hver især, giver dem hånd og siger tak, fordi de er her i dag.
»Vi er nået frem til titlen fælles fremtid, fordi det handler om, hvordan museet kan dykke dybt ned i en kunstners arbejde, hvordan vi kan skabe et endnu bedre museum, der når ud til flere og rører gæsterne, og fordi både Aros og Eliasson har en ambition om, at vi med kunst kan gøre en forskel,« forklarer Rebecca Matthews, der kalder kunstneren for teknisk og videnskabelig genial.
»Sådan et projekt kan kun føres ud i livet, når der er en meget stærk relation, som vi har, og som vi har arbejdet bevidst med i mange år. Det begyndte i den tidligere direktør Jens Eriks Sørensens tid, hvor regnbuen blev skabt. Den har som bekendt betydet meget for Aros,« fortsætter direktøren.
Hun forklarer, at værkerne er meget tilgængelige, for ligesom i regnbuen og James Turrells ”The Dome As Seen Below” kan man gå ind i dem og få en fysisk oplevelse, uanset hvad man ved på forhånd. Hvis man får lyst, kan man dykke dybere ned i værkerne, men den ene oplevelse er ikke mere rigtig end den anden.
Titlen refererer til et miljøtema, som er gennemgående i kunstnerens arbejde. Det lægger han generøst ud til alle i et frit tilgængeligt bibliotek, hvor gæster, studerende og forskere kan fordybe sig i kunstnerens værker, tanker og kreative processer.
»Aros har støttet mit arbejde i Danmark gennem mange år, så det føltes naturligt at gøre mit digitale arkiv og bibliotek tilgængeligt her. For mig betyder Shared Futures, at vi deler en interesse i at opnå noget andet end blot at lægge én og én sammen og få to – nogle gange kan det blive elleve,« siger kunstneren Olafur Eliasson, der for længst har etableret sig som en af de mest kendte og populære på verdensplan.
Tynd is - tør du?
Man vil som altid med Olafur Eliasson få en på opleveren i udstillingen Tynd Is på Aros.
Der bliver nyere og spritnye projekter, som er skabt ud fra kunstnerens store engagement i klima, økologi og menneskets relation til omgivelserne.
Selve værket Tynd Is bliver et gulv, der breder sig over museets nederste niveau.
»Man føler, at man træder ud på tynd is og bliver i tvivl om, det kan bære. Tør jeg gå længere ud? Det er en fysisk oplevelse af både værket, men også verden og miljøet i fremtiden. Kan vi bare fortsætte, som vi gør? Hvordan kan vi i fremtiden være mere forsigtige,« forklarer Rebecca Matthews.
»Eliasson giver ikke svar, men får måske publikum til at reflektere over det.«
En strålende og varm sol
Udstillingen, miljøet og vores fremtid er ikke kun præget af tynd is, men også stigende temperaturer og stærke UV-stråler fra solen. Det bliver man mindet om, når man oplever Olafur Eliassons vibrerende og levende sol, som hedder Presence.
Den er en enorm, lysende gul kugle, der synes at svæve frit i rummet. Kuglens overflade bølger og forandrer sig, når man bevæger sig omkring den.
Illusionen om den levende overflade er skabt med spejle, monofrekvent lys og moirémønstre. De er inspireret af billeder af solens boblende konvektionsceller.
Som en del af Shared Futures køber Aros solværket, der vil blive i Aarhus og være et hovedværk i museets samling.
Kunst for alle i parken
Der bliver i vores fælles fremtid ikke kun oplevelser inde på museet, men for alle aarhusianerne, også dem der ikke går ind på Aros og løser billet.
Et spektakulært vandfald bliver placeret i det offentlige rum på Art Square, der er pladsen udenfor Aros og en del af Thorkild Simonsens Park. Det bliver opført 9. oktober næste år.
Det brusende vandfald fremkalder lyden, rytmen og billedet af et naturligt vandfald, mens den synlige konstruktion samtidig giver os mulighed for at forstå mekanikken bag fænomenet.
Værket bygger videre på Eliassons kunstneriske undersøgelse gennem mange år af vand, bevægelse og forholdet mellem naturen og de menneskeskabte omgivelser. Virker det sammen?
Ny forskning
I forbindelse med Shared Futures bliver der også arbejdet med ny forskning, læring og publikumsinddragelse.
Der bliver en dedikeret postdoc-stilling i samarbejde med Aarhus Universitet, som skal skabe nye muligheder for dybdegående akademisk forskning i Eliassons kunstneriske praksis.
Det langsigtede samarbejde er blevet til i kraft af midler fra Salling Fondene.