Fortsæt til indhold
Kultur

Kierkegaard-samling reddet fra at blive solgt til udlandet

En unik samling af Søren Kierkegaards private værker er med fondsstøtte købt af Københavns Universitet.

/ritzau/

En unik Kierkegaard-samling er reddet fra at blive solgt til udlandet.

Københavns Universitet har med stor fondsstøtte købt 85 værker af den danske filosof, teolog og forfatter Søren Kierkegaard.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Værkerne kostede knap 10 mio. kr.

Den private Kierkegaard-bogsamling kaldes den hidtil mest fornemme af sin slags og indeholder »uerstattelige dedikationsudgaver og uhyre sjældne bøger fra hans eget bibliotek«.

Samlingen tæller eksemplarer, som Kierkegaard forærede til bl.a. sin forlovede Regine Olsen og store personligheder som H.C. Ørsted.

Blandt værkerne findes også teologens private bibel og hans eget eksemplar af debutværket ”Enten-eller” med håndskrevne noter.

Nu danner værkerne fundamentet for Københavns Universitets kommende formidlingscenter for filosoffens forfatterskab.

Kristeligt Dagblad skrev tilbage i marts, at samlingen var blevet sat til salg med eksportgodkendelse og risikerede at blive spredt for alle vinde.

»Det var faktisk den artikel, der startede det hele,« siger Maria Girsel, indehaver af antikvariatet Herman H.J. Kynge & Søn.

Antikvariatet, som har forhandlet værkerne, har givet et nedslag i prisen for at være med til at sikre, at samlingen ikke blev spredt.

Fondsstøtten kommer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Velux Fonden.

Kierkegaard levede fra 1.813 til 1.855 og er internationalt kendt som eksistensfilosofiens grundlægger.

Han regnes tilmed for at være en af Danmarks største tænkere.