Fortsæt til indhold
Kultur

TV 2's seerredaktør og jurister skal undersøge Alle elsker Rasmus

Undersøgelse af forløbet omkring "Alle elsker Rasmus" skal fremlægges hurtigst muligt, siger TV 2.

/ritzau/

TV 2’s seerredaktør og TV 2’s juridiske afdeling skal undersøge forløbet omkring det afpublicerede program ”Alle elsker Rasmus”.

Det omfatter arbejdsprocesser og beslutninger i forbindelse med produktion, redigering og publicering.

TV 2’s seerredaktør og TV 2’s juridiske afdeling kan i forbindelse med den interne undersøgelse trække på ekstern bistand i det omfang, de finder det nødvendigt.

Det oplyser TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i en skriftlig udtalelse til Ritzau mandag eftermiddag.

- Undersøgelsen skal give et informeret grundlag, der hurtigst muligt kan fremlægges for TV 2’s bestyrelse, så der kan træffes beslutninger om konsekvenser og fremadrettede handlinger, skriver hun og fortsætter:

- Men jeg kan sige klart og tydeligt, at TV 2 fremover kommer til at tilrettelægge programprocesser og projekter anderledes, og at vi tager de nødvendige konsekvenser, der kan skabe tillid til TV 2’s fremadrettede programarbejde.

Ifølge Anne Engdal Stig Christensen er kritikken, der er rejst af ”Alle elsker Rasmus”, berettiget, og den tager hun som mediets administrerende direktør ”meget alvorligt”.

- Det er vigtigt, at der er tillid til, at TV 2 lever op til vores ansvar, står ved fejl, når vi begår dem, og handler på dem efterfølgende, skriver hun og fortsætter:

- Vi skal derfor til bunds i de forkerte beslutninger og fejl, der er begået i forbindelse med tilblivelse og publicering af serien, ikke mindst i forhold til TV 2’s egne etiske retningslinjer og øvrige processer.

Gennem fire måneder bildte 149 personer, heriblandt bedstevennen og komikerkollegaen Martin Johannes Larsen, Rasmus Wallbridge ind, at han skulle lave sin helt egen spillefilm - komikerens store drøm.

Men det hele viser sig at være iscenesat. Rasmus Wallbridge er i virkeligheden hovedpersonen i et underholdningsprogram af TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.

Personer i mediebranchen og seere har kritiseret konceptet.

Først forsvarede TV 2 programmet, heriblandt programdirektør Dorthe Thirstrup.

Men fem dage efter premieren blev ”Alle elsker Rasmus” afpubliceret.

TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, afslutter udtalelsen med ”at slå fast, at det for mig er afgørende, at TV 2 lærer af de fejl, der åbenlyst er begået, så de ikke sker igen, og at vi konkret og resolut sikrer, at processer, idéer og produktioner ikke ender i et produkt, der aldrig skulle have været sat i gang eller publiceret”.