Fortsæt til indhold
Kultur
Opdateret

Tv-vært og journalist Troels Mylenberg er død - 56 år

I januar 2026 blev Troels Mylenberg erklæret uhelbredeligt syg af kræft. Lørdag døde han, oplyser familien.

/ritzau/

Tv-vært, forfatter og journalist Troels Mylenberg er lørdag død – 56 år.

Det bekræfter hans familie over for TV 2 Fyn.

»Vores elskede Troels er død. Hele familien var samlet om ham, da han fik fred. Vi vil altid huske ham for hans store kærlighed, varme og ikke mindst den humor, som han bevarede helt til det sidste. Selv i den sværeste tid formåede han at få os til at grine,« skriver familien i mindeord ifølge TV 2 Fyn.

I september 2025 oplyste Mylenberg, at han siden februar 2025 havde været i behandling for kræft, og at sygdommen var væk.

Men i september i år fortalte han til Ekstra Bladet, at kræften var tilbage og denne gang uhelbredelig.

»Jeg har det fint og er på arbejde. Som andre kronisk syge passer jeg mit job, så meget jeg overhovedet kan,« sagde han til avisen.

Troels Mylenberg har skrevet sine tanker og refleksioner om sit sygdomsforløb ned – herunder hvordan det er at leve med en viden om, at han ikke ville overleve sygdommen.

De er samlet i bogen ”Skumring”, der udkom tidligere på måneden.

»Det er ikke en selvhjælpsbog. Det er min fortælling, og jeg håber da, at den kan hjælpe andre. Jeg søgte selv efter sådan en bog, da jeg blev syg, så hvis andre kan bruge det, jeg har skrevet, vil jeg da blive kisteglad,« sagde han forud for udgivelsen til Ekstra Bladet.

Ifølge familien var han glad for, at han nåede at skrive bogen. Hans håb var, at bogen kan hives frem, når sygdom og kriser indtræder, og styrke vores »dårlige sprog« om sygdom, sygdomsramte og pårørende, skriver familien lørdag.

Troels Mylenberg boede i det sydfynske øhav på øen Thurø. Han efterlader sig sin hustru, Lis, og fire børn.

Troels Mylenberg har siden 2021 og frem til sin død været tv-vært på TV 2’s store nyhedsudsendelser.

Forinden var han stationens politiske redaktør.

Ifølge TV 2’s indholdsdirektør Ulla Pors var Troels Mylenberg både dygtig og empatisk.

»Han var rolig, empatisk, enormt vidende, og han brugte det hele som studievært,« siger hun til TV 2.

Også kollegaen Ask Rostrup mindes Mylenberg som et behageligt og dygtigt menneske.

»Han var et utroligt sødt menneske. Han var ufattelig gavmild. Han var en omvandrende ja-hat. Det var svært ikke at blive i godt humør, når man var sammen med ham.

Glasset var altid halvt fyldt med Troels. Det er altid urimeligt. Det er et kæmpe tab af lys,« siger TV 2’s politiske analytiker til Ekstra Bladet.

Inden ansættelsen på TV 2 i 2018 var Troels Mylenberg udviklingsdirektør og chefredaktør hos Jysk Fynske Medier. Han har også været chefredaktør for både Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende.

Han har i mange år dækket dansk politik. Blandt andet for Weekendavisen, Ekstra Bladet, Berlingske og Fyens Stiftstidende.

Sideløbende har Troels Mylenberg skrevet en række bøger om politik, journalistik og sport.

Mylenberg har også været forstander på Vallekilde Højskole fra 2003 til 2005 og i en periode leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet.