Fortsæt til indhold
Kultur

Ung forfatter bag bogen Flæsk er nomineret til talentpris

De nominerede til årets Publicistpriser er offentliggjort. De uddeles af Den Danske Publicistklub den 3. juni.

/ritzau/

De nominerede til årets Publicistpriser er fredag blevet offentliggjort.

Det skriver Den Danske Publicistklub i en pressemeddelelse.

De nominerede til prisen er Weekendavisens Arne Hardis og Hans Mortensen, Rune Lykkeberg fra Information og Rasmus Nielsen fra Altinget.

Ved sidste års uddeling var det DR-korrespondenten Matilde Kimer, som modtog Publicistprisen.

Hun modtog den for sit ”mangeårige og vedholdende arbejde som formidler af Ruslands og Ukraines indre liv - og deres betydning for Europa og Danmark”, forklarede Den Danske Publicistklub sidste år.

Blandt årets nominerede i Talentprisen er blandt andre forfatteren til bogen ”Flæsk”, Klara Trebbien Rasmussen.

”Flæsk” er en skildring af den danske svineproduktion, som den 25-årige freelancejournalist fik indblik i, efter at hun gik undercover som staldmedarbejder i fire uger.

Og det er ikke kun til Talentprisen, at temaet om svineproduktionen er aktuelt.

Til Dokumentarprisen er TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene?”, der er produceret af Kompagniet, blandt de nominerede.

Dokumentaren, som Kompagniet-journalisterne Anna Thyrri, Frida Ingeborg Petersen, Laura Dokkedal og Freja Toftegaard står bag, omhandler den danske svinebranche og sætter fokus på dyrevelfærden i grisestaldene.

Den Danske Publicistklub er Danmarks ældste presseforening.

Hvert år uddeler foreningen priser i kategorierne Publicistprisen, Talentprisen og Dokumentarprisen.

Publicistprisen er hovedprisen og gives til personer, der har ydet en markant indsats i den danske medieverden.

Juryen bag årets Publicistpriser er Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Ulla Pors, indholdsdirektør på TV 2, Sofie Tholl, journalistisk chefredaktør på Zetland, Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Matilde Kimer, korrespondent hos DR, Tor Arnbjørn, næstformand for Publicistklubben og Jesper Jürgensen, formand for Publicistklubben.

Vinderne kåres ved årets Publicistfest den 3. juni klokken 18.