Iben Maria Zeuthen fik 80 kendte danskere til at tale om tro i radioen: »Det er lettere at være troende nu end i 1990’erne, hvor det meste var ligegyldigt og overfladisk«

Hvis du skulle tale om livets store spørgsmål i din barndomskirke, ikke?

Ville du så møde op med beskidte negle – helt mørke af jord fra de krydderurter, der lige trængte til kærlig behandling ude på din altan?

Det har Iben Maria Zeuthen intet problem med, og for hende kan en påskesamtale om tro også snildt tages tilbagelænet på en kirkebænk i lyserød natkjole og høje støvler.

Hun har 40 års livserfaring, men fremstår som én med 80 års robusthed.

Som en af landets mest markante portrætjournalister har hun også oplevet lidt af hvert. Vundet priser, fået voksenskældud af Ghita Nørby og modtaget trusler på hjemmeadressen fra højreekstremister.

Og så står hun ikke mindst bag et radioprogram, der har været vital for vores måde at tale om tro og eksistens på i dag.

Eller sagt med andre ord:

At Iben Maria Zeuthen i DR P1-programmet ”Tal til mig” fik over 80 fremtrædende danskere (fra Hella Joof over Morten Messerschmidt til Poul Krebs) til at dele deres personlige tanker om tro, ja, det har haft en vis indflydelse på, at kristendommen i 2026 er blevet en del af populærkulturen.

Det har hun endda fået at vide igen og igen af præster, hun har mødt rundt omkring i landets kirker.

»Der blev åbnet til rum, der ellers ikke havde en plads i den offentlige samtale, men jeg føler ikke, det er min fortjeneste. Jeg var der bare på det rigtige tidspunkt. I dag kan vi dog se, at der virkelig sker noget med trossamtalen,« siger Iben Maria Zeuthen.

Trossamtalen.

Hele årsagen til, at vi en onsdag formiddag sidder på den forreste kirkebænk i Esajaskirken i København og kigger mod mosaikvinduerne ved altertavlen.

Dem har Iben Maria Zeuthen kigget en del på som barn, for familien boede nær den 100 år gamle kirke, som derfor var rammen for bl.a. julegudstjenester og konfirmandforberedelse.

Sidstnævnte fik dog en brat ende i slutningen af 1990’erne.

»Jeg sagde op til konfirmationsforberedelsen, fordi jeg opfattede præsten som kvindefjendsk. Jeg endte i hvert fald med at tage i en anden kirke, hvor man dansede salsa, spiste kanelstang og snakkede om Gud,« griner hun.

Iben Maria Zeuthen voksede op i en kristen familie uden at praktisere troen, men i dag beder hun dagligt. F.eks. hver gang hun hører en ambulance med udrykning.

»Det er lettere at være troende nu end i 1990’erne, hvor det meste var ligegyldigt og overfladisk. Vi tænkte ikke over, hvad der var vigtigt, givende eller meningsfyldt i livet, fordi alt bare var smølfehits, ”Friends”, grøn sodavand, ”Cartoons” og tyk ironi. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var menneske,« siger hun.

»I dag er det let at forholde sig til sig selv, verden og troen på noget større, fordi vi er truet af alt muligt inde- og udefra. Vi har faktisk en opgave i at holde os forbundet.«

For hende er troen ikke en klippe eller artikler trykt i en indbunden bog, nej, tro er at vove sig udad, varsom, kærlig og klog.

Det er smukke ord, og de er hverken hendes eller mine, de er fra en Jens Rosendal-salme, som blev vendepunktet for Iben Maria Zeuthens forhold til Gud.

Salmen hørte hun tilfældigt, og den gav hende modet til at sige ja til at lave ”Tal til mig”-programmet uden teologisk baggrund.

»Mange mennesker kommer ikke i kirken, fordi de føler, at de ikke kender ritualerne eller salmerne tilstrækkeligt. Mange tror ikke, at de tror på noget. Det er ærgerligt, for tro har mange facetter, og derfor skal vi udvide trosbegrebet. Jeg forstod selv i den salme, at tro er at vove, at forsøge, at stille sig til rådighed for, at noget kan ske,« siger hun.

Foruden ”Tal til mig” har hun de seneste seks år lavet flere radio- og tv-programmer på DR om tro og eksistens. Hun holder foredrag i kirker og deltager i panelprogrammer om emnet med alt fra politikere til kulturfolk.

Og hun har gjort sig en erfaring.

»Det ene øjeblik kan jeg rase over en politikers klimapolitik, og det næste øjeblik kan jeg tale med samme person om sjælens inderste. Det siger meget om sammenhængskraften i vores samfund, at vi kan det, men – og nu er jeg bange for at lyde meget troende eller magisk tænkende – det siger også meget om den indbyggede magi, der er i selve trossamtalen,« siger hun.

»Efter at have lavet portrætter i årevis har jeg fundet ud af, at vi ikke behøver at vide, at du er født i Brovst i 1974 af forældre, der begge var skolelærere, og dem ville du imponere, så du tog på skuespillerskolen og så videre. Vi skal bare tale om tro. Det er en genvej ind til menneskets essens.«

Enhver med et tv eller en internetforbindelse har formentlig noteret sig, hvordan trossamtalen de seneste år er gået fra privat til offentlig.

Vi har hørt Alex Vanopslagh fortælle om at gå i bibelgruppe om torsdagen.

Vi har set Kasper Høgh takke Gud for sin fodboldkarriere.

Vi har hørt Casper Christensen fortælle om sin tilbedelse af Jesus.

»Når folk, der er en del af etablissementet, stiller sig frem og kalder sig troende, så åbnes der for posen,« konstaterer Iben Maria Zeuthen.

Hun mener, at vi lever i en tid med et behov for »kraftfulde« svar.

»Jeg oplever, at vi kalder på forandring, transformation, udvikling. At der skal ske noget med samfundet, at nogle gamle perspektiver skal omvendes. Der er en bevægelse mod noget nyt, som gør mig håbefuld. Så kan vi hurtigt blive enige om, at Alex Vanopslagh, Casper Christensen og jeg vil, ser og tror på noget forskelligt, men nu er vi trods alt i gang med at kigge kritisk på os selv, vores offentlige samtale og samfund.«

Bevægelsen peger også på en voksende tomhedsfølelse, pointerer hun.

»Vi har så mange menneskelige behov, der besvares af falske løsninger. Det giver tomhed. Særligt sociale medier er jo et løfte om øget socialitet, men som i virkeligheden er det modsatte. Den tomhed omsætter sig i et behov for ægthed og autenticitet, og her er troen et reelt modsvar.«

Men, siger Iben Maria Zeuthen, det kristne gennembrud, om man vil, kan også bare være en videreudvikling af livsstilsbølgen.

Det frygter hun i hvert fald.

»Nu har vi prøvet terapi, coaching, kostomlægning, faste, longevity og så videre, så nu prøver vi troen på Gud.«

Iben Maria Zeuthen har ikke en personlig favoritkirke, hun shopper rundt, siger hun.

Kunne den shoppetur en dag ende med et farvel til kirken? Er der noget, der kunne koble hende fra troen?

Det er fristende at gå ad håbløshedens vej, når tingene går galt i ens liv, eller når verden er på forkert kurs, svarer hun.

»Det er meget nemmere at tro på afgrunden end Gud. Men for mig befinder troen sig netop i spændvidden mellem mørket på den ene side og viljen til at holde fast i noget godt på den anden.«