Fortsæt til indhold
Kultur

Håret var langt, planerne store og gamle hanaber passé: Her er historien om Fisker-Leif, Palle Hovedløs og Danmarks mislykkede socialistiske revolution

Journalist Reimer Bo Christensen er aktuel med fortællingen om Fisker-Leif, Palle Hovedløs og kammeraterne, som i 1970’erne planlagde at støde politikere og direktører fra tronen og give magten til svejsere og skibsbyggere. Arven fra oprøret findes i nutidens velfærdssamfund, siger historiker, der forudser en storhedstid for nye yderpoler.

På Dagbladet Aktuelts Thisted-redaktion sad den dengang 21-årige journalistelev Reimer Bo Christensen og hans redaktør en eftermiddag i 1971 og hamrede derudad på skrivemaskinerne, mens cigaretterne lå og osede i askebægrene.

Indimellem røg der en Thy Pilsner ned, og havde transistoren været tændt, ville navne som Steppeulvene og Rolling Stones have fyldt lokalet med tidens hotteste hits.

Der skete altid noget i lige netop dét år, som den britiske journalist David Hepworth slog fast for nogle år siden i bogen ”1971 - never a dull moment”.

Kedeligt var det da heller ikke, da døren til redaktionslokalet gik op, og 12 langhårede unge mennesker pludselig trådte ind ad døren.