Fra trommestik i Gasolin' til malerpensel
Det var Søren Berlev, der sørgede for, at Gasolin' holdt takten på "Rabalderstræde" og alle de andre hits. Nu er rockbandets trommeslager en moden herre på 75 år.
Det sker stadig, at trommerne kalder på Søren Berlev, og så tager han ud og spiller rock med jævnaldrende veteraner fra den gamle danske rockscene. Dream City hedder bandet, og det tager ikke på turné eller laver store koncerter.
»Men vi spiller indimellem,« som Søren Berlev siger.
Han var engang med i det, der kaldes Danmarks største rockband, nemlig Gasolin’.
Det var ham, der sørgede for, at Kim Larsen, Franz Beckerlee og Wili Jønsson holdt takten, når de spillede ”Rabalderstræde”, ”Stakkels Jim”, ”Masser af Succes”, ”Strengelegen” og alle de andre store hits.
Søren Berlev er den yngste af de fire. Han fylder 75 år den 4. maj. Beckerlee er 82 år, Jønsson 83 år, og Kim Larsen ville have været 79 år i dag. Han døde i 2018.
Tegnede som barn
Som årene er gået, har Søren Berlev også fået tid til en interesse, der har været med ham igennem livet. Eller i hvert fald igennem det meste af livet.
»Jeg er begyndt at male igen,« fortæller han.
I begyndelsen af 1990’erne tog han forskellige kurser i kunstmaling. Men interessen var opstået langt tidligere i hans ungdom.
»Jeg har tegnet, siden jeg røg min første tjald,« siger han.
Søren Berlev er født i Nakskov i 1950, men han voksede ikke op på Vestlolland. Da han var to, flyttede familien til Farum.
Da han var 18 år, flyttede han hjemmefra. Det blev til København midt under ungdomsoprøret i 1968. Der var grøde i ungdommen, også uden for de højere læreanstalter, og Berlev kom ind i det, man kaldte slumstormermiljøet på Nørrebro.
I 1970 blaffede han til Frøstruplejren, Thylejren på slumstormer-sprog, og her mødte han Gasolin’.
Aflyste koncerter
Bandet havde en anden trommeslager, men snart var det Søren Berlev, der holdt rytmen for bandet. Og så tog Gasolin’s karriere fart. Den varede til bruddet i 1978, men gruppens musik er nu mange år senere stadig populær.
Efter tiden med Gasolin’ har Søren Berlev haft forskellige job, og han har også været forbi bistandskontoret. Men hele tiden har musikken rumlet i baggrunden, han har været med i flere forskellige bands og har også udgivet et par albummer, herunder ”Timeless Choice” fra 2008.
På et tidspunkt dannede han Berlevs Rock’n’Roll Hotel. I vinteren 2020 skulle bandet på turné, men så ramte coronapandemien. Koncerterne blev aflyst.
Det blev også afslutningen på bandet, siger Søren Berlev. I årene efter coronapandemien var han syg i nogle år. Men han er rask igen og klar med malerpensel og også trommestikker, når lejligheden byder sig.
Søren Berlev bor i Husum, er gift og har en voksen søn.