Fortsæt til indhold
Kultur

Udsatte unge kan nu snart gå gratis på museum: Men det er »ikke sikkert, at det bliver en succes«, erkender kulturminister

På trods af tvivlsomme erfaringer fra udlandet, så kommer kulturpasset i år til Danmark. I første omgang er det dog kun unge uden job eller uddannelse, der får gratis adgang til museer, teatre og sport, men kulturministeren håber, at passet i fremtiden kan udbredes. Han er dog ikke selv sikker på succesen.

I Danmark er 43.000 unge mellem 15 og 24 år i øjeblikket hverken i arbejde eller under uddannelse.

Det håber regeringen nu at ændre på gennem en ny aftale, som skal få flere unge ind i fællesskaber – og på sigt ind i uddannelsessystemet eller ud på arbejdsmarkedet.

I slutningen af november blev regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet nemlig enige om en model for forsøg med kulturpas.

Formålet er at give flere unge adgang til samfundets kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber og derigennem ruste dem til at komme tættere på uddannelse eller job.

I spidsen for den nye aftale står kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

»Der er en stor og konstant gruppe, der står uden for de samfundsfællesskaber, de fleste af os tager for givet – om det er arbejde, uddannelse eller foreningslivet. Dem er vi nødt til at hjælpe,« fortæller han om baggrunden for det nye kulturpas.

»Det er godt for det enkelte individ, samfundet og vores økonomi.«