Helten, der fløj ud af danskernes erindring
Det er ikke usædvanligt, at en helt fra fortiden hentes tilbage fra glemslen. Det skete for blandt andre William S. Knudsen, der var drivkraft bag USA's oprustning under Anden Verdenskrig. Nu genoplives historien om en bemærkelsesværdig pilot, der fik tilnavnet "Danmarks bedste flyver".
Pludselig fik de tre mænd om bord på flyet øje på det amerikanske fragtskib “Pennland”, der kæmpede sig gennem de kolde atlanterhavsbølger mange meter under dem.
Junkers W33-flyet var på turen fra Europa til USA blevet ramt af en stribe tekniske problemer og nærmede sig nu New Foundland.
Fra flyet søgte de tre ombordværende at signalere til “Pennland”, at man havde brug for hjælp, men om bord på skibet misforstod man signalet, og i den tro, at alt var vel på flyet, sejlede man videre.
Et par timer senere havde flyet brugt sidste dråbe af de 2.450 liter brændstof i tanken, hvorfor det med tom tank måtte nødlande på havet omkring 1.500 kilometer syd for New Foundlands kyst.
En nødlanding, der for de tre ombordværende udviklede sig til seks døgns mareridt på havet.