Fortsæt til indhold
Kultur

Mads Myginds far drak sig selv ihjel: »Kroppen gav simpelthen op«

I december måned døde Mads Myginds far. Nu sætter han ord på forholdet og på livet som barn af en alkoholiker.

Da Mads Mygind afsluttede samtalen, sagde han til Sydøstjyllands Politi, at de skulle tage ud til hans far »med det samme«. Klokken var 21.27.

Det var overboen, der havde kontaktet politiet. I flere dage havde han ikke hørt fra faren, og han var bekymret. Det samme blev Mads Mygind, for selv vidste han, at ingen havde været i kontakt med hans far i mindst 24 timer.

Han havde heller ikke svaret på den besked, som Mads Mygind havde sendt ham dagen forinden – på opfordring fra sin faster, som også undrede sig.

»Hej far. Faster har ringet. Giv lige lyd til mig, så hun ved, at du er levende.«

Da politiet senere bankede på hans hoveddør, vidste han, at han havde sendt beskeden til en død mand.

»Han drak sig selv ihjel,« siger sønnen og tygger lidt på ordene, mens han rykker den røde træstol lidt tættere på bordet.

»Kroppen gav simpelthen op.«

I december 2023 mistede Mads Mygind sin far til et mangeårigt misbrug. Fem måneder senere har han stadig mange spørgsmål til den mand, som han plejede at snakke fodbold med – men aldrig kom tæt på.

Derfor har han taget plads ved køkkenbordet i sit hjem i Åbyhøj. Til en snak om vrede og kærlighed. Fædre og sønner. For kan man lære et menneske at kende efter døden?

Den slags spørgsmål vender Mads Mygind ofte med sig selv, når han sidder ved det runde bord og skriver på sin digtsamling om sin far.

En bog, han gik i gang med i 2015, men som med ét blev dobbelt så lang, da to betjente flere år senere bankede på hans dør og spurgte: »Hed din far Steen Mygind?«

Den 39-årige Mads Mygind har aldrig talt højt om sin fars misbrug. Inden farens død var det kun de nærmeste, som kendte historien. Foto: Joachim Ladefoged

Vodka i vandflasken

Mads Myginds forældre blev skilt, da han var ni år.

Efterfølgende besøgte han og lillesøsteren faren hver onsdag og i weekenden – men med tiden blev det mindre, selvom han altid boede tæt på.

»Jeg vidste godt, at årsagen var hans alkoholmisbrug. Men samtidig var der altid en form for afstand, for vi talte ikke om tingene,« siger han og fortæller, at afstanden voksede sig større med årene.

Noget, som han også beskriver i sin kommende bog:

Jeg er en voksen mand på 9 år

mine forældre er lige blevet skilt

min far kan ikke stoppe med at drikke

han drikker på arbejde

han drikker i bilen på vej hjem

han drikker når vi spiser

bagefter.

Efter skilsmissen fik Steen Mygind en ny kone. Det lykkedes ham at fungere i hverdagen, og i mange år var han en højt respekteret it-specialist på sit arbejde. Det gjorde det kun sværere for Mads Mygind at snakke med faren om det usagte.

Når han kom ind på emnet, blev det fejet væk.

»Måske havde han fået et glas for meget, det beklagede han – så er det heller ikke et større problem, vel?« kunne han sige. Og måske havde han ret, tænkte Mads Mygind.

Lige indtil i 2017, hvor medarbejderne opdagede vodkaen i hans vandflaske og krævede, at Steen Mygind tog et ophold på et misbrugscenter, hvis han ville beholde jobbet.

»Da blev det virkeligt,« husker Mads Mygind. Og så alligevel ikke.

For igen var det, som om alt blev vendt til noget godt. Som da hans far nogle år forinden mistede sit kørekort for spritkørsel, men nu fik »masser af motion ved at cykle«.

På samme måde kalder Mads Mygind det første besøg på misbrugscenteret for »overdrevet positivt«.

»Han tog imod os ude foran, mens han talte om, hvor fantastisk det hele var. Kaffen smagte godt, han fik lagt puslespil og læst bøger. Det hele var vidunderligt, og nu skulle han tage tyren ved hornene,« siger Mads Mygind og kaster et blik på computerskærmen foran sig.

Efter besøget gik han hjem og skrev de første linjer på bogen om sin far. Spørgsmålene trængte sig på.

Måske behøver jeg ikke at forstå min far gennem misbruget.

Måske skal jeg ikke undskylde ham.

Måske siger han engang at han elsker mig uden at have drukket.

Måske tror jeg på det.

»Det er den bedste julegave, jeg kan give jer,« skrev Steen Mygind til sine børn om sit ophold på misbrugscenteret, inden han blev udskrevet. Men tiden som tørlagt alkoholiker var kort.

»I skal køre derud«

Mads Mygind tager en slurk af vandet, inden han fortsætter.

Omkring ham er luften tung af forårsvarmen, og i håndvasken ligger der opvask fra hans frokost og lidt til. Der var også opvask den dag, da politiet ringede.

I februar lagde Mads Mygind et billede på Instagram af sin far. I en kort tekst åbnede han sig for første gang om hans misbrug. Privatfoto

I tiden efter misbrugscenteret lykkedes det ikke faren at forblive ædru, og han mistede sit kørekort. Kort tid efter blev han fyret fra sit arbejde. De kunne se, at han havde drukket – igen.

»Han gik fuldstændig ned med flaget og fik en virkelig hård depression,« siger Mads Mygind og kalder arbejdet for farens faste holdepunkt. For han havde ikke andet. Hans kone forlod ham også, og han havde »ingen venner«.

Mads Mygind besøgte ham også mindre. Han var blevet træt af at kæmpe for et forhold, der aldrig blev nært. Træt af at række ud, når han intet fik tilbage.

Et eller andet sted tror han også, at faren foretrak det sådan.

»Jo mindre man taler om tingene, jo mindre man ser hinanden, jo mere kan tingene også lige så stille forsvinde.«

Da politiet nogle år senere ringede i decembermørket, var det derfor længe siden, at sønnen havde tænkt på sin far.

Normalt tager han aldrig mobilen, når et ukendt nummer ringer, men denne aften gjorde han en undtagelse. Måske skyldtes det, at hans kæreste ikke var hjemme?

»Er det længe siden, at du har hørt fra Steen Mygind? Hed din far det?«

Sammen med politimandens ord mærkede han lettelsen. Der var ikke sket hans kæreste noget. Derefter ramte bekymringen. Faren havde ikke svaret på hans besked dagen før. Han havde bedt ham give lyd, men havde intet hørt.

»I skal køre derud,« hørte han sig selv sige.

Kort efter kom hans kæreste hjem, og i de lange timer, mens Mads Mygind ventede på svar, så parret en film: ”Lucky Number Slevin” med Bruce Willis.

»I dag føles det meget rigtigt, næsten symbolsk,« siger han.

»Som barn så jeg alle ”Die Hard-filmene” med min far. Det var ligesom vores ting.«

Så selvom I ikke var tætte, havde I alligevel en ting sammen?

»Ja,« siger han og holder lidt på ordene.

»For der har nemlig været nogle ting. Vi gik også ud og så fodbold sammen, og det var ham, der tog mig med på stadion. Det kunne vi mødes om. Ud over ”godt nytår” eller ”tillykke med fødselsdagen” kunne han skrive: ”tillykke med kampen”, når AGF vandt.«

Sundhedsstyrelsen anslog i 2023, at ca. 109.000 børn vokser op i en familie, hvor en eller flere har et moderat eller svært misbrug. Foto: Joachim Ladefoged

I dag er det fem måneder siden, at han sidst skrev til Steen Mygind. Politiet fandt ham død i sin lejlighed, og kort tid efter, da Mads Mygind sammen med sin søster skulle tømme hjemmet, fik han et indblik i farens sidste dage.

På gulvet lå der 50 flasker gin, øl og et utal af vinflasker.

I en alder af 39 år var det, som om Mads Mygind for første gang så sin fars alkoholproblem med egne øjne – og for første gang slap den dårlige samvittighed.

Han havde besøgt ham på misbrugscenteret, han havde hørt de mange flasker blive åbnet i barndomshjemmet, men aldrig havde han set realiteterne. Nu flød beviset foran ham på stuegulvet, og han vidste:

»Det er ikke mig, der har et problem. Det er dig, der har et problem.«

På køkkenbordet lå der også en indkøbsseddel. Den har han gemt. Mest af alt er ordene banale, men for Mads Mygind giver de et indblik i Steen Myginds liv, som han stadig forsøger at forstå, og som cementerede hans misbrug.

Sandwich?

Æg

Flæsk

Rugbrød

Lakridsbolsjer

Pistacienødder

Øl, gin, Bailey

Bagepapir

Siden farens død har Mads Mygind også fortsat digtsamlingen. Blandt andet for at hjælpe sig selv, for det er sådan, han forholder sig til frustration og sorg – gennem litteraturen.

Men måske kan bogen også hjælpe andre?

Og selvom han er død, overvejer sønnen stadig, hvad han ville sige til sin far, hvis han fik 10 minutter mere i hans selskab. Hvis han fik lov at vise ham bogen.

Lige nu tror han ikke, at han ville være vred. Men det ændrer sig hele tiden. I stedet ville han sige »fred være med dig«.

Og så give ham et lille, hurtigt knus.

Artiklens emner
Sorg