Demonstrationer, diskvalifikation og buh-råb: Årets Eurovision-finale handlede om meget andet end musik
Israel fik næstflest stemmer af befolkningen under lørdagens Eurovision-finale, som var præget af kontroverser og politik.
MALMØ
Der var meget andet end musikken, der fyldte til dette års dramatiske finale i Eurovision Song Contest.
Sangkonkurrencen skal ikke handle om politik – det har EBU (European Broadcasting Union), der står bag Eurovision, forsøgt at understrege.
Alligevel endte Israels deltagelse, kritik af EBU og en skandalesag med at løbe med opmærksomheden i Malmø.
Sejren endte hos Schweiz og sangeren Nemo. Israel fik flest næstflest stemmer fra befolkningen - kun overgået af Kroatien, der måtte tage til takke med en samlet andenplads.
I månederne op til Eurovision-finalen har kritikere krævet, at Israel skulle udelukkes fra konkurrencen på grund af den verserende krig i Gaza.
Israels første bud på en Eurovision-sang ”October Rain” blev heller ikke godkendt, da EBU mente, at teksten kunne opfattes som politisk. I stedet stillede 20-årige Eden Golan op med sangen ”Hurricane”.
Hendes optræden i finalen blev ifølge flere medier mødt med buh-råb fra salen.
Store menneskemængder har den seneste uge samlet sig i Malmø for at demonstrere. Sikkerhedsopbuddet har været massivt, og både dansk og norsk politi var blevet kaldt ind for at assistere svensk politi.
Kort før showstart blev demonstranter - heriblandt aktivisten Greta Thunberg - fjernet af politiet foran Malmø Arena, hvor showet blev afholdt.
EBU afviste samme dag, at Israel skulle være blevet udelukket fra konkurrencen.
»Jeg kan ikke se tilbage og sige, at EBU traf den forkerte beslutning. Vi så ikke, at den israelske tv-station havde overtrådt nogen af EBU’s regler for konkurrencen,« sagde chef for EBU, Noel Curran, til den svenske tv-station SVT.
Få dage før konkurrencen steg Israels vinderchancer kraftigt blandt bookmakerne, efter en Italiensk tv-kanal ved en fejl offentliggjorde stemmetallet under en semifinale. Tallene viste, at Israel havde fået 40 pct. af stemmerne.
Timerne op til showet var ligeledes kaotiske.
Først blev den hollandske deltager, Joost Klein, diskvalificeret, efter at være blevet politianmeldt for truende adfærd mod en kvindelig kameramand.
Ifølge den hollandske TV-kanal Avrotros, var Joost Klein blevet filmet mod sin vilje, da han forlod scenen efter sin optræden ved torsdagens semifinale.
»På det tidspunkt indikerede Joost gentagne gange, at han ikke ville filmes. Det blev ikke respekteret. Dette førte til en truende bevægelse fra Joost mod kameraet,« skrev tv-kanalen på sociale medier, og oplyste, at Joost Klein ikke havde rørt kameramanden.
Avrotos vil klage over EBU’s beslutning om at udelukke Joost Klein, der var spået gode vinderchancer med nummeret ”Europapa”.
»Jeg vil næsten sige: Til helvede med EBU (European Broadcasting Union, red.),« sagde et rasende medlem af den hollandske jury efterfølgende til det hollandske dagblad De Gelderlander.
Samtidig nægtede Holland at uddele landets jury-point. I stedet måtte EBU’s såkaldte executive supervisor, Martin Österdahl, uddele pointene og blev mødt af buh-råb fra salen.
En række lande havde ifølge flere medier desuden overvejet at trække sig helt fra konkurrencen. Flere delegationer sad i krisemøder med EBU til langt ud på natten fredag, heriblandt Schweiz, samt Irland og Grækenland.
Flere af de nationale pointgivere valgte også at melde fra i sidste øjeblik. Det gjaldt de norske, finske og hollandske talspersoner, der skulle have uddelt de nationale juryers point.
Showet forløb heller ikke uden budskaber fra scenen.
Portugisiske Lolanda sagde, at »fred vil sejre« efter sin optræden, ligesom den irske deltager råbte: »Kærlighed vil altid trumfe had.«
Tidligere på dagen havde franske Slimane afbrudt sin egen optræden for at holde en tale om fred.
Da Schweiz kunne løfte trofæet, brugte Nemo også sin takketale på at sige følgende:
»Jeg vil sige mange tak. Jeg håber, at denne konkurrence kan leve op til dets løfte og stå for fred.«